Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris страница 5

Автор:
Жанр:
Серия:
Издательство:
Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris

Скачать книгу

af Rom ændrede magtspillet sig. Den hedenske romerske overklasse kunne ikke forlige sig med de germanske barbarer, hvis primitive vold (set med det romerske aristokratis øjne) stod over for det forfinede romerske aristokratis levemåde, og de kunne ikke forestille sig, at disse barbarer på nær i ganske enkelte tilfælde kunne humaniseres eller civiliseres. Her stod den kristne kirke anderledes, idet den principielt havde den universelle udbredelse af kristendommen som et centralt element. Barbarerne kunne konverteres og blive medlemmer af kirken. På den måde kunne barbarerne integreres i en konstruktion, hvor forsvaret for imperiet var identisk med forsvaret for kirken. Dette skete da også, og lige så stille overtog kirken statens rolle i forhold til de erobrende barbarer.3 En anden og måske vigtigere årsag til, at de kristne bedre end den romerske adel kunne håndtere de barbariske hedninger, var, at der for de kristne ikke skete noget, uden at Gud havde en mening med det, og derfor var de hedenske barbarers sejre en del af Guds plan og dermed et tegn til menneskene. Det blev så op til de kristne intellektuelle at tyde disse tegn og finde frem til, hvad Guds plan var.

      Da målet med denne fremstilling af middelalderens og renæssancens antropologi, som nævnt, er at undersøge anvendelsen af det kristne verdensbillede på forståelsen af de fremmede, er det heller ikke så vigtigt, hvornår overgangen til renæssancen, hvor kristendommens verdensbillede stadig var den mest centrale baggrund for opfattelsen af de fremmede, skete. Ikke engang ved overgangen til oplysningstidens overtagelse af formuleringen af verdensbilledet og forståelsen af de fremmede sker der et radikalt brud, som kan placeres tidsmæssigt præcist, da oplysningstidens antropologi inddrog det kristne verdensbillede som sin forudsætning, for derefter at marginalisere det som noget givet, men irrelevant at diskutere i de egentlige analyser. Adskillelsen mellem renæssancens og oplysningstidens antropologi er således ligesom adskillelsen mellem antikkens og middelalderens tematisk. Her drejer det sig om overgangen mellem ideen om den af Gud styrede verden, som det var blevet åbenbaret i Biblen, til ideen om den af den universelle menneskelige fornuft styrede, verdslige udvikling, som blev oplysningstidens antropologiske projekt.

      Den moderne antropologis interesse for antikkens antropologi har været meget ringe for ikke at sige stort set ikke eksisterende, når der ses bort fra enkelte henvisninger til Herodot eller endnu sjældnere Thukydid (ca. 455-efter 399 fvt.) og Lukretius (ca. 94-55 fvt.). Og når disse henvisninger endelig er forekommet, er det sket uden at sætte disse antikke tænkere ind i nogen form for kontekst, bortset fra en påpegning af hvor de har skrevet noget, der ligner det, man i den moderne antropologi har formuleret. Mens bevidstheden inden for antropologien om en antropologi i antikken således er meget svag, er den helt fraværende, hvad middelalderen angår, som det f.eks. ses i R.L. Meeks udmærkede gennemgang af stadieteoriernes historie. Her springer han direkte fra Tacitus (ca. 55-120) til Hugo Grotius (1583-1645).4 Blandt middelalderteksterne er det stort set kun Gamle Testamente som kilde til de old-israelske forhold eller til den vilde tilstand, som er blevet behandlet.5 Dette er især sket blandt det 19. århundredes evolutionistiske antropologer, som har sammenlignet dele – ‘survivals’ – i testamentet med informationerne om samtidens vilde og barbarer.6 Det er, som om betydningen af betegnelsen ‘renæssancen’, genfødselen, er blevet taget helt alvorligt i antropologien. Dette kan naturligvis begrundes med, at renæssancen var tiden for den første store europæiske opdagelsesbølge, som så igen gav grundlaget for den registrering af og magt over de fremmede, som i det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede formede den professionelle antropologis objekt som primitive eller simple samfund uden en statslig centralmagt. Slægtskab blev ofte fremstillet som disse samfunds sammenholdsfaktor, og den statslige centralisering og dermed civilisationen blev tilvejebragt af kolonimagterne. Den manglende antropologiske interesse for tiden forud for renæssancen kan ligeledes tilskrives den almene opfattelse af middelalderen som en periode, hvor der stort set ikke skete noget på akademisk niveau eller af relevans for videnskabens udvikling.

      Den sorte middelalder

      Middelalderen er således fra mange sider blevet karakteriseret som en sort tid, et tomrum eller endog en degeneration i den vesterlandske samfundsmæssige og intellektuelle udvikling frem mod moderniteten, »… en uvidenskabelig periode præget af kirkeligt tyranni over åndslivet, ukritisk efterplapren af Aristoteles, og spidsfindige, men tomme ‘skolastiske’ spekulationer om hvor mange engle, der kan danse på en nålespids.«7 På det seneste har der – ligesom i romantikken8 – været adskillige forsøg på at gøre op med dette billede, som blev skabt i renæssancen, men den negative opfattelse af middelalderens intellektuelle præstationer er stadig den dominerende holdning. Som eksempler på denne negative opfattelse af relevans for antropologiens udvikling i perioden kan nævnes H.J. Schmandts oversigt over de politiske ideers historie, hvoraf det fremgår, at der ikke var megen politisk filosofi i middelalderen. Det, der især blev diskuteret, var grænsen mellem kirkens og statens områder formuleret i tre hovedspørgsmål: Forholdet mellem kirke og stat, regeringsmagtens natur og teorien om det universelle kristne imperium.9 F. Thomas, som har undersøgt environmentalismens historie siden antikken, skriver, at middelalderen var en gold ødemark, hvad angår originale bidrag til udviklingen af environmentalismen.10 Da tidens hovedinteresse lå i menneskets guddommeligt formidlede frelse, var der ikke megen interesse for noget så verdsligt som de fysiske omgivelser. Dette bekræftes af K. Kretschmers beskrivelse af den fysiske geografi. Ifølge Kretschmer skete der et forfald fra oldtidens stolte, lysende højder til et gabende dyb i den tidlige middelalder. Her interesserede man sig alene for det, der havde med sjælens frelse at gøre, og det var først i det 4. århundrede, at man begyndte at interessere sig for de verdslige forhold, og nu kun med henblik på at opnå en sandere forståelse af Biblen og en yderligere forherligelse af Gud. Fordi Gud havde skabt verden, var det kun via troen, at dens væsen kunne erkendes, og derfor var troen en forudsætning for viden.11 Hvad kartografien angår, skriver I. Kejlbo, at der kun var en ringe interesse for kartografien i det kristne Europa i middelalderen, specielt i den tidlige.12 Dette bakkes op af M.L.W. Laistner, der skriver, at der intet skete i forhold til Ptolemaios (ca. 100-178), Mela (1. århundrede) og Plinius den Ældre (23-79), da de kristne ikke var interesserede i geografi, og da det var blevet usikkert at rejse.13 Dette blev udbygget af G.H.T. Kimble, der stillede middelalderens forhold til geografien op på den måde, at sjælen var skabt af hensyn til Gud, kroppen af hensyn til sjælen og verden af hensyn til kroppen. Dette viste sig ved, at næsten alle middelalderlige encyklopædier havde et kosmografisk eller geografisk afsnit, men de drejede sig om menneskets spredning ud over verden, som det var beskrevet i Gamle Testamente, og om dyr, planter og underfulde væsners eksistens og lignende. For Kimble var udtrykket »dark ages« med henvisning til det intellektuelle og videnskabelige fremskridt helt fortjent for perioden frem til ca. 1100, om end han dog også kort henviser til G. Sartons bemærkning om, at disse sorte tider dog ikke var lige så sorte som vor egen ignorering af dem.14

      På den historiske forsknings område skete der ifølge D.J. Boorstin ej heller noget nævneværdigt i middelalderen, idet ånden fra Herodot og Thukydid ifølge Boorstin var gået i dvale i denne periode.15 På sprogvidenskabens område var det ifølge H. Roos lige så galt, for det sproghistoriske, det fonetiske og det etymologiske område blev kun behandlet sporadisk, aldrig systematisk og næsten altid med en skrækindjagende dilettantisme.16 Og idéhistorisk stod det ifølge S.E. Stybe lige så skidt til:

      De næste århundreder [efter ca. 500] af europæisk historie viser intet nyt af idéhistorisk interesse – der frembringes ingen nye religiøse eller filosofiske opfattelser. Først omkring 700-tallet sker der noget, som også i det lange løb får væsentlig betydning for det europæiske åndslivs udvikling, nemlig muhammedanismens næsten eksplosionsagtige udvikling… Under denne rivende udvikling af det arabiske åndsliv var den vesteuropæiske kultur præget af stagnation, ja nærmest tilbagegang.17

      C.R. Beazley er langt hen enig i den negative opfattelse af middelalderens intellektuelle aktivitet, men deler dog middelalderen op i fire faser, som forholder sig forskelligt til den fremmede omverden. Den første periode fra ca. 300 til 900 var karakteriseret

Скачать книгу