så være mennesker?
Diskussionerne og analyserne af alle disse forhold skete dels i mindre analyser, dels i store historier, der skabte mere helhed i opfattelsen af de fremmede. Den vigtigste fortælling var naturligvis Biblen, som skildrede verdenshistorien frem til Noas sønner, og derefter nogle af Sems efterkommeres, især jødernes, historie. Men vigtige fortællinger var, som nævnt, også beretningerne om Alexander den Store, som fra at være en hedensk verdenshersker og røver efterhånden blev den kristne Guds nærmeste håndlanger i det store projekt om formningen af Østen i den kristne historie. Herefter, i senmiddelalderen og renæssancen, faldt Alexander igen tilbage til den hedenske og dermed mere ligegyldige status, han tidligere havde haft. Vigtige var også beretningerne om antipoderne og debatterne om deres eksistens, der drejede sig om menneskehedens enhed, og beretningerne om Prester Johannes, som omhandlede en lang række senmiddelalderlige temaer såsom dommedags snarlige komme, den endelige sejr over muslimerne og beliggenheden af det jordiske paradis. Bag alle disse fortællinger og analytiske fremstillinger af frelsens snoede veje og mangfoldige allierede lå naturligvis nogle overordnede teoretiske analytiske redskaber, som skulle autorisere analyserne.
Middelalderens antropologi byggede på to fundamenter, hvoraf det første og vigtigste var Biblen, mens det andet var den antikke tænkning og de antikke beskrivelser af verden. Denne noget komplicerede baggrund vil blive præsenteret i det følgende.
1 Murphy 1952 p. 173, Momigliano 1963 p. 1-8.
2 Ingesman 2000 p. 73-74, Jones 1971 p. 380-381.
3 Momigliano 1963 p. 9-15.
4 Meek 1976 p. 12.
5 Se f.eks. Harris 1968 p. 25-26.
6 Således har J.G. Frazer (1854-1941) lavet en række sammenlignende analyser, hvor informationer fra GamleTestamente, de antikke skrifter og den etnografiske litteratur bruges til at belyse emner som Kains mærke, hellige træer, pagten på stenhøjen mellem Jakob og Laban mm. Frazer 1907.
7 Pedersen 2004 p. 41. I en fodnote til denne bemærkning skriver Pedersen, at det ville være interessant at få opklaret, hvorfra dette tåbelige, men stadigt gentagne eksempel stammer. Det er trods megen søgen ikke lykkedes for ham at finde det.
8 Paulsen 2002 p. 19.
9 Schmandt 1968 p. 125-126.
10 Thomas 1925 p. 39.
11 Kretschmer 1889 p. III og 1-2.
12 Kejlbo 1966 p. 13.
13 Laistner 1968 p. 36.
14 Kimble 1938 p. 2 og 19.
15 Boorstin 1985 p. 573.
16 Roos 1947 p. 200.
17 Stybe 1990 p. 97 og 107.
18 Beazley 1949 p. 2 og 13. Laistner tilslutter sig dette, hvad angår den karolingiske periode og henviser til, at de få geografiske værker, der kom i denne periode, blot var afskrifter af de antikke kilder. Laistner 1957 p. 283-284.
19 Newton 1968 p. 1 og 3.
20 Ibn Khaldun stod meget alene med sine teorier i den muslimske verden og blev først kendt i Europa med den franske oversættelse af hovedværket Muqaddimah–Indledningen i 1860’erne. Han fik således ikke nogen indflydelse på tænkningen i hverken den muslimske verden eller i Europa før da. Derfor behandles han ikke i denne bog.
21 Jones 1971 p. 395.
22 Hodgen 1964 p. 51.
23 Müller 1980 p. 238-239.
24 Augustin Civ.Dei 22.30.
25 Roux 1961 p. 13.
26 Jones 1971 p. 387. Jones gør dog opmærksom på, at romerske grammatikere fastholdt barbarbegrebet over for dem, der ikke kunne skrive klassisk latin fejlfrit.
27 Rom.3.9, 1. Cor.1.22, Kukula 1902 p. 362.
28 Det er i denne konstruktion, der giver jøderne og ikke romerne skylden for drabet på Kristus, at de kristne skilte sig ud fra jøderne. Bilde 2002 p. 120.
29 Jones 1971 p. 392-395.
30 Oprindeligt stod alteret i den vestlige ende, så præsten, der stod bag alteret, havde ansigtet vendt mod øst, når han prædikede, men efter omkring år 400 blev retningen vendt om, fordi altrene blev så store, at præsten måtte flytte om foran dem. Hermed kom menigheden til at vende ansigtet mod øst, og præsten måtte vende sig mod alteret og stå med ryggen til menigheden under bøn. Friedman 1994 p. 77-79.
31 Antikristlegenden stammer fra persisk eskatologi og kom via jødisk apokalyptisk litteratur ind i kristendommen. Oprindeligt var Antikrist identisk med Djævelen. I det 4. århundrede kom det element ind, at den sidste kejser forud for Antikrists komme ville erobre hele verden, gå mod Jerusalem og lægge sin krone på Golgata. 1.Joh. 2.18-22, Connell 1973 p. 121-122.
32 Gog og Magog indgik ligesom Antikrist i den kristne opfattelse af apokalypsen. Af forskellige steder i Biblen fremgik det, som jeg senere skal vise, at de skulle falde over de kristne, talrige som havets sand, og tartarerne blev hurtigt forbundet med denne myte, idet de kom fra det område i nordøst, hvortil Gog og Magog ifølge Biblen var blevet forvist. Ricoldo fra Monte di Croce (1243-1320) rejste fra sit hovedkvarter i Bagdad blandt andet i Det Hellige Land og det vestlige Asien, og han kunne i sit værk Itinerarium–Rejsebeskrivelse (oprindelig bønnen, der indledte en rejse), skrevet mellem 1288 og 1291, berette, at tartarerne selv sagde, at de stammede fra Magog. Derfor hed de moguler, en afledning af magoguler. (Connell 1973 p. 127) Herom meget mere senere.
33 Campbell 1991 p. 9, Plinius Nat.hist. 7.2.24.
34 Beazley 1949 p. 332 ff.
35 Power 1968 p. 163.
36 1.Mos.2.8.
37 1.Mos.2.10-14.
38 Isidor Etym.14.3.2.
39 Baring-Gould 1868 p. 243.
40 Darian 1977 p. 44.
41 Åb.2.7.
42 Gregor 1964 p. 13.
43 Bacon 1928 p. 154-158.
44 Bacon 1928 p. 325-329.
45 Higden 1965 bd. 1, p. 43 ff.
46 Jordanus 1963 p. 41.
47 Information fra etnografen Jørgen Østergård Andersen.
48 Yule 1967 bd. 3, p. 177-235 og 267-268.
49 1.Mos.3.24. Reichert 1992 p. 65.
50 Luk.10.1-12: »Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. … Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad
