blev over 900 år gamle. Efter mange generationer fik Metusalem en søn ved navn Noa, som i en alder af 500 år fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.30 Nu skete der det, at nogle engle blev betaget af de jordiske kvinder, og de drog ned på jorden og tog alle de kvinder, de ville. Af disse forhold opstod kæmperne, men også den guddommelige vrede over, at jorden nu var blevet fuld af vold og utugt, hvorfor Gud fortrød sit skaberværk.31 Men i stedet for at udrydde det hele, lod han Noa bygge en ark, som var over 200 meter lang og 34 meter bred, og her kunne Noa, hans kone, sønner og svigerdøtre samt et eller flere par af alle dyr overleve syndfloden.32 Dermed måtte alle folk, der siden har eksisteret, stamme fra Noa og hans tre sønner,33 og bestemmelsen af disse folks identitet måtte i overensstemmelse med den genealogiske metode, som i Gamle Testamente blev brugt til at ordne og bestemme relationerne mellem alle, være den metode, der skulle etablere denne identitet. Dog var der ud over spørgsmålet, om Kains slægt havde overlevet syndfloden i deres land langt mod øst, også mere generelt tvivl om syndflodens globalitet, idet dette ikke fremstod klart i Gamle Testamente. Således var det usikkert, om syndfloden havde ramt de folkeslag, der levede i nærheden af det jordiske paradis. Man vidste jo med sikkerhed, at det jordiske paradis ikke var blevet oversvømmet.34
Noa strandede på Ararats bjerge, og efter at alle fortrædelighederne var overstået, ofrede han til Gud, som blev så rørt, at han besluttede sig for aldrig igen at udrydde alt levende.35 Herefter var det Noas sønner, der som agerbrugere, kvægavlere og jægere skulle ud og mangfoldiggøre sig og befolke jorden. Men inden da opstod der problemer, idet Noa som agerdyrker opfandt vinen, drak sig fuld og lagde sig til at sove nøgen. Kam så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre, som uden at kigge gik ind i teltet og dækkede ham til. Da Noa vågnede, blev han sur og idømte sin yngste søn Kam den straf, at han og alle hans efterkommere for evigt skulle være de usleste trælle for Sem og Jafet og deres efterkommere.36
Noas sønner befolkede nu verden.37 Den mellemste søn Jafets efterkommere befolkede den nordlige og nordøstlige del af verden, herunder »de fjerne øer«, en formulering som kunne bruges til at omfatte nogle af de områder, der dukkede op i det 15. og 16. århundrede, og som det i øvrigt var vanskeligt at finde benævnt i Biblen. Jafets sønner tog hver sit land og havde hver sit sprog, og de spaltede sig med generationerne op i stadig nye slægter og herfra i nye folkeslag.38 Blandt Jafets sønner skulle Magog, som af nogle blev betragtet som stamfader til eller som slet og ret værende skytherne, senere komme til at spille en speciel rolle. Også den yngste og nu forbandede søn Kam fik mange efter kommere, og blandt disse skal især nævnes Nimrod, som med Babylon som udgangspunkt blev den første hersker på jorden.39 Kams efterkommere, hamitterne, spredte sig mod syd og fik Afrika syd for Sahara. Og endelig fik Sem som den ældste søn det Østen, hvad der stort set vil sige Asien, der blev betragtet som lige så stort som de to andre kontinenter tilsammen, og som omfattede alle de hellige steder fra Israel, hvor det udvalgte folk, jøderne, skulle holde til med Jerusalem som centrum, og hvor senere Jesus skulle tilbringe sit jordiske liv og gøre sine mirakler, og helt ud til det yderste Østen med Edens Have. Grænserne mellem disse tre kontinenter blev i overensstemmelse med antikkens opfattelse gennem hele middelalderen fastlagt således, at Nilen var grænsen mellem Asien og Afrika, Don, eller Tanais som den hed dengang, grænsen mellem Europa og Asien og Middelhavet grænsen mellem Afrika og Europa. Dertil var den første statsdannelse også bestemt i form af Nimrods etablering af sig selv som hersker i Babylon.40 Denne verdensorden blev afspejlet i de såkaldte mappamundi, verdenskort, der ikke var en gengivelse af verden, sådan som den umiddelbart så ud, men af verdens egentlige og sande natur. Det var således ikke et kort, der var beregnet til eller kunne bruges til at rejse efter. Det var først i løbet af det 15. århundrede, at man forbandt disse verdenskort med fastlæggelse af de virkelige geografiske forhold, således som man havde registreret dem i andre kilder. Mappamundi fandtes i to varianter. Den ene, som havde rod i de antikke græske traditioner, zoneopdelte verden i de polare, de tempererede og de tropiske zoner. Det var disse kort, der gav anledning til at videreføre den klassiske diskussion, om der levede mennesker på den sydlige halvkugle. Den anden form kan føres tilbage til Isidor og bygger på den romerske tredeling af verden i Asien, Afrika og Europa. Denne opdeling blev hos Isidor forbundet med den bibelske opdeling af verden mellem Noas sønner, således at Sem som den ældste søn fik Asien, Jafet som den næstældste fik Europa, og Kam som den forbandede søn fik Afrika. På disse mappamundi fyldte Asien den øverste halvdel af kortet, nogle gange med enten Kristus eller Paradis med de fire floder placeret øverst i den cirkel, der udgjorde verden. På tværs og som grænse til henholdsvis Europa og Afrika var Don (Tanais) og Nilen eller Det Røde Hav, mens Middelhavet gik lodret ned i midten herfra som adskillelsen mellem Afrika og Europa. Rundt om hele denne verden lå Oceanet. Fra omkring 1100 og frem til, at genopdagelsen af Ptolemaios’ (ca. 100-178) kort og de nye opdagelser ændrede verdensbilledet, var Jerusalem ofte placeret i midten af disse såkaldte O-T kort.41 Disse kort viste altså verdens sande karakter, og med den bibelske styring af placeringerne af de forskellige elementer, blev de samtidig fortællinger om de bibelske begivenheder i tiden fra skabelsen over frelsen til dommedag. Således var de hellige steder og vigtige begivenheder markeret som f.eks. Araratbjerget med arken på toppen, Babylon med tårnet i ruiner, det yderste Afrika med alle monstrene, og dertil kunne man nogle steder finde Alexanders port og de indespærrede folk, Gog og Magog, apostlenes virkeområder og deres gravsteder, pilgrimsmål samt kristendommens nye centrum, pavens Rom. Faktisk kunne man i de fleste af disse mappamundi også se de antikke principper slå igennem. Mens Asien, Europa og Afrika var placeret som nævnt, blev de tre Noasønners områder skrevet ind på den måde, at Sems område lå i midten med Kams og Jafets på hver sin side. Og dette svarede til det gamle princip for tredeling af verden, hvor den nordlige del var for kold, den sydlige for varm og den midterste, altså her Sems område, stedet, hvor alt det gode forenede sig og udviklede sig. Mod nord havde man i form af Gog og Magog al den ondskab, der skulle komme over verden i de sidste tider, mod syd i Afrika alle de monstre, hvis menneskelighed man kunne diskutere, og i midten Jerusalem og stedet, hvorfra frelsen var udgået og engang igen skulle udgå.
Men før Noasønnerne og deres efterkommere spredte sig over hele jorden, og mens folkene endnu talte samme sprog, forsøgte de at bygge et tårn, som skulle nå til himlen.42 Igen greb Gud ind og forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, så de ikke længere kunne tale med hinanden.43 Babelstårnet måtte dermed opgives. Det var hermed givet, at de forskellige folkeslag voksede ud af befolkningstilvæksten, og at de forskellige sprog skulle forklares ved den babylonske straf, det vil sige, at de skyldtes Guds straf over menneskets syndige stræben efter det himmelske. Samtidig blev Babylon – et navn der ifølge Første Mosebog og Augustin betyder »forvirring«44 – tilsyneladende symbolet på ondskaben, noget der indgår centralt i Augustins store værk De civitate Dei. Her refererer Augustin til flere steder i Gamle Testamente, hvoraf det fremgår, at ondskaben hersker i denne by. I Jeremias’ Bog fremstiles det på følgende måde:
Kald bueskytterne sammen mod Babylon, alle dem der spænder bue! I skal belejre den fra alle sider, ingen må undslippe! Gengæld byen dens gerning, gør mod den alt, hvad den har gjort! For den var overmodig mod Herren, mod Israels Hellige. Derfor ligger dens unge mænd faldne på torvene, alle krigerne omkommer den dag, siger Herren. Nu kommer jeg imod dig, du overmodige, siger Herren, Hærskarers Herre; din dag er kommet, straffens tid er inde. Den overmodige snubler og falder, og ingen rejser ham op. Jeg stikker ild på hans byer, den fortærer alt omkring ham.45
Og dette følges op i Esajas’ Bog med følgende svada:
Babylonien, det herligste kongerige, kaldæernes stolteste pryd, skal det gå, som da Gud ødelagde Sodoma og Gomorra.
Aldrig mere skal nogen bo der, i al evighed skal ingen leve der; araberen rejser ikke sit telt, hyrderne holder ikke hvil. Men dér holder ørkendyr til, og husene fyldes med ugler; dér lever strudse, og bukketrolde springer omkring. Hyæner hyler i borgene og sjakaler i de herlige paladser. Babyloniens tid er nær, det varer ikke længe!46
På
