i Nye Testamente, hvor der blev skrevet om Antikrist eller Satan eller Djævelen i stedet for om Gog og Magog. Det var ingen tvivl om, at Antikrist, som var karakteriseret ved at fornægte Faderen og Sønnen, skulle komme, og at hans komme var tegn på, at det var den sidste time.64
Gog kom således fra det land i nord, hvorfra der på den yderste dag skulle komme folk og røve, plyndre og dræbe, så det var ikke sært, at det ville være godt at få disse vilde og barbariske folkeslag spærret inde, indtil den sidste dag kom, for i mellemtiden kunne de jo udrette megen skade. Og hvis de skulle stoppes, måtte der en stor helt til, en helt som havde været på de kanter, og som stod i ledtog med Gud, for Gog var jo også et Guds redskab. Der var således få kandidater til denne post, men her blev de kristne inspireret af den jødiske historiker Josephus (37/38-100), som i sin Bellum Judaicum–Den jødiske krig lod det være Alexander den Stores (356-323 fvt.) hensigt at spærre skytherne inde bag en jernport i et bjergpas,65 og som i sin Antiquitates Judaicae–Den jødiske oldtid identificerede Magogs folk med skytherne. I det hele taget lod Josephus Alexander være Guds instrument, der i kontakt med Gud og hjulpet af hans mirakler også skulle udløse den guddommelige vrede over perserne.66 Stedet for Alexanders byggeri af en jernport skulle være Darielpasset i det centrale Kaukasus,67 og denne fortælling skulle sammen med beretningerne om de ti forsvundne jødiske stammer komme til at indgå centralt i den beretning om Alexander den Store, som Pseudo-Kallisthenes udarbejdede i det 3. århundrede,68 for senere at blive gentaget af så store autoriteter som St. Ambrosius (339-397), Paulus Orosius (5. århundrede) og St. Isidor. Isidor identificerede disse ondskabens folk som hunnerne og skriver, at på trods af at Alexander spærrede dem inde bag en vold, så red de på deres raske heste over Det Kaukasiske Pas og overfaldt orientalerne, som de i 20 år havde krævet tribut fra.69 I Jacob af Serughs (449-521) syriske udgave af Pseudo-Kallisthenes’ beretning om Alexander den Store, den første kristne udgave af Alexanderfortællingerne, blev Gog og Magog, skytherne og jernporten forenet i en apokalyptisk profeti med Alexander i en helt central rolle som den, der spærrede de 22 farlige folkeslag inde. Alexander var således en oplagt kandidat til så store gerninger, når man lige så bort fra hans religiøse tilhørsforhold, men det kunne der jo rettes på. Alexander blev udnævnt til en ny profet, og at han fik denne status ikke bare af de kristne, men også af muslimerne, kan ses af, at han i Koranen tildeles en næsten tilsvarende status, hvad der måske ikke er så underligt, i og med at afsnittet i Koranen efter en række forskeres mening er inspireret af Jakob af Serughs beretning.
Af disse visioner fremgik det således, at et tydeligt tegn på den yderste dags komme var, at folkeslag fra Østen, angreb. Derfor blev også mange forskellige folk gennem historien forbundet med Gog og Magog. Skytherne var naturligvis de mest oplagte, da de siden antikken havde været ikke bare folket, men rytterfolket, der levede i de relevante egne. Dertil kom, at de hurtigt blev meget upopulære blandt de kristne, fordi de første missionærer i de områder omkring Det Kaspiske Hav, som blev betragtet som skythernes område, blev dræbt.70 Senere blev det hunnerne, alanerne, khazarerne (som angreb Armenien gennem Kaukasus i 627), tyrkerne, magyarerne og endelig mongolerne, der kom til at repræsentere forvarslet om dommedags komme. Nogle af disse folk blev så igen genealogisk forbundet med skytherne. Det var således vigtigt for de kristne at følge med i, hvad der foregik i det fjerne Østen, ligesom efterretninger om store områder med store mængder græs, hvor der kunne opdrættes utallige heste, var yderst interessante. Og med en udsigt på tusinde år, som man mente var tiden mellem Jesus og de sidste tider, var det ikke sært, at da et rytterfolk som mongolerne trængte frem gennem Asien og angreb Europa i første halvdel af 1200-tallet, blev det af nogle fortolket som indfrielsen af denne spådom.
De vise mænd fra øst
De tre konger fra Esajas’ spådom dukkede op i Nye Testamente som et ikke nærmere præciseret antal vise mænd fra Østerland, der med stjernen som ledetråd drog til Betlehem og tilbad det nyfødte Jesusbarn og gav ham gaver i form af guld, røgelse og myrra, hvorefter de vendte tilbage til deres land igen.71 Disse konger blev flere gange inddraget i den europæiske historie. Det ubestemte antal vise mænd blev hos Origenes Adamantius (ca. 185-254) omkring 254 omtalt som tre, mens de i den østlige kirke i Biens Bog blev til tolv persiske konger, fire med guld, fire med myrra og fire med røgelse. I Vesten blev de fra det 6. århundrede til konger med henvisning til Salmernes Bogs forkyndelse af, at »Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut«,72 og i det ottende eller niende århundrede fik de navnene Balthasar, Melchior og Gaspar, Casper eller Jasper. Disse tre konger fik endnu senere ifølge en armensk salme kongeriger, således at Balthasar blev konge over Arabien, Melchior konge over Persien og Gaspar konge over Indien.73 Endelig blev de Hellige Tre Konger også døbt, idet man byggede deres historie sammen med St. Thomas’ (død ca. 53) på den måde, at St. Thomas døbte dem, da han kom til Indien. I det 14. århundrede kunne den fiktive John Mandeville berette fra sit besøg i Jerusalem, at grækerne kaldte dem Galgalath, Malgalath og Seraphie, mens jøderne kaldte dem Appelius, Amerrius og Damasus,74 og i det 15. århundrede blev de tre vise mænd eller konger repræsentanter for verdens tre folkeslag, efterkommerne efter Noas sønner Sem, Kam og Jafet. Gaspar blev afrikaner og dermed Kams efterkommer, Balthasar blev asiat og dermed Sems efterkommer, mens Melchior blev Jafets europæiske efterkommer, samtidig med at Jafet blev forfremmet til at være den ældste søn. Prester Johannes, den mytiske kristne frelserkonge, der fik stor betydning i en fem hundrede års periode efter 1100, og som senere vil blive beskrevet nøjere, blev her nogle gange forbundet med Gaspar og dronning Bilqis af Saba (10. århundrede fvt.), som er kendt fra Biblen for sin rigdom og sit besøg hos kong Salomon.75 Ifølge den jødiske historiker Flavius Josephus skulle hendes rige ligge ved Nilen ved siden af Paradis.76
I 1158 fandt man under nedbrydelsen af St. Eustorgius’ kirke i en landsby uden for Milano, hvad man mente var resterne af de tre vise mænd. Disse relikvier skulle være blevet hentet til Milano fra Konstantinopel engang i slutningen af det femte århundrede. Årsagen til nedbrydelsen af kirken ved Milano var, at pave Alexander III’s (pave 1159-1181) tropper ville opstille forsvarsværker mod den tysk-romerske kejser Friedrich I Barbarossas (1123-1190) tropper. Men forsvarsværkerne var ikke stærke nok, og efter kampene besøgte Barbarossas kansler og Kölns ærkebiskop, Rainald af Dassel (1130-1165), Milano for at tage nogle relikvier med sig hjem. Blandt disse var resterne af de tre vise mænd, og de blev indsat i Kölns domkirke den 24. juli 1164. På denne måde skulle de bidrage til at styrke kejsermagtens religiøse status i kampen mod pavestolen.77 Rainald af Dassel fik Johannes af Hildesheim til at skrive en samlet beretning om de tre konger, Historia de translatione beatissimorum Tria Regum–Historien om overflytningen af de meget velsignede tre konger (skrevet mellem 1164 og 1175). Heraf fremgik det, at St. Thomas havde døbt de tre konger i Indien og udnævnt dem til ærkebiskopper. De havde så ordineret præster og biskopper, og da St. Thomas døde, udpegede de en patriark som efterfølger for ham. I 327 havde den hellige St. Helena, mor til den første kristne romerske kejser Konstantin, ifølge Rainald af Dassel eller Johannes af Hildesheim fundet de tre kongers legemer på den pilgrimsfærd, som havde sat gang i pilgrimsrejserne til Jerusalem, og hvor hun, som tidligere nævnt, og ifølge andre kilder også havde fundet Jesu kors, tøj, søm fra korsfæstelsen samt det bord, Jesus og hans disciple havde spist ved den sidste aften.78 Alt dette havde hun bragt til Rom,79 men ifølge Johannes af Hildesheims værk bragte hun de tre kongers legemer til Konstantinopel, og herfra havde Milanos biskop Eustorgius i det 4. århundrede med kejserlig tilladelse bragt de vise mænds legemer til Milano. Dette sidste fremgår af Redegørelsen for Beatus Eustorgius’ liv – Vita Beati Eustorgii Confessoris, som skriver sig tilbage til det 4. århundrede.
Vita Eustorgius stammer imidlertid ikke fra det 4. århundrede, men synes at være skrevet i Köln kort tid efter 1164. Den nævnte milanesiske biskop Eustorgius har ikke eksisteret som biskop i Milano på det pågældende tidspunkt, og Johannes af Hildesheims historie er således et godt eksempel på baglæns historieskrivning med enorm fremadrettet effekt. For det skulle vise sig, at Rainald af Dassels strategi lykkedes.
