historien. Her refereredes der ofte til Daniels Bog, der stammer fra perioden omkring 160 fvt., hvor Daniel tolker den babylonske hersker Nebudkadnesars (604-561 fvt.) drøm på den måde, at der skal være fire riger, før gudsriget skal opstå. Det blev udlagt sådan, at Nebudkadnesars rige var det første, og han skulle herske over alle mennesker, dyr og fugle i verden. Derefter skulle der komme et andet rige, som var ringere end Nebudkadnesars, hvorefter et tredje kongerige af kobber skulle opstå, det rige som af mange blev fortolket som Alexander den Stores rige. Det fjerde rige skulle være stærkt som jern og skulle knuse og sønderslå alle andre. Endelig skulle Guds rige komme som det femte. Det skulle udspringe af det fjerde, og dette gudsrige skulle bestå evigt, og herefter skulle intet andet folk få kongemagten.121 Der kunne ud fra dette ikke være tvivl om, at det fjerde rige måtte være Romerriget. Dette ses f.eks. hos Jeronimus, der i 409 i forlængelse af en redegørelse for barbarernes invasion af Romerriget og deres sejre bemærkede, at dette måske var verdens ende. Dette brugte han så igen til generelt at fraråde jomfruer at gifte sig, og mere specifikt skrev han til en enke, han kendte, at hun ikke skulle gifte sig igen, for som der står i Matthæusevangeliet: »Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage«.122 Dette følges op i 410, hvor han i sin Kommentarer til Ezekiels Bog skriver, at hele verden nu bliver tilintetgjort sammen med byen Rom.123 Og da Romerriget skulle vare, indtil gudsriget opstod, var der hermed skabt et solidt grundlag for, at man i middelalderen tolkede Det Tysk-Romerske Rige som identisk med Romerriget, hvad der igen blev yderligere markeret ved at sætte ordet »hellig« ind i navnet, Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Når dette romerrige brød sammen, skulle gudsriget endelig opstå.
I denne opfattelse af udviklingen lå der ikke blot et tidsmæssigt aspekt, men også et geografisk. Med kristendommens udvikling i Europa blev Østens betydning efterhånden modificeret noget. Nu ræsonnerede man, at samtidig med at Østen var lysets og livets kontinent, så var det i kraft af Sems efterkommere også stedet for de omskårne tilhængere af de gamle love, hvorfor det var dømt til fremtidig inferioritet. Dette forhold afspejlede ifølge en europæisk udviklingstanke, som blev fastholdt langt op i det 18. århundrede, en mere generel, global tendens, nemlig at den samfundsmæssige og åndelige kulmination ligesom solen og lyset bevægede sig fra øst mod vest, og når den var kulmineret i Vesteuropa, noget den omkring år 1000 blev anset for at være stærkt på vej til, var de sidste dage kommet.124 Denne geografiske forrykning af den åndelige kulmination passede fint med, at Romerriget, som var blevet fortsat i Det Tysk-Romerske Rige, havde sin grænse ved det Atlanterhav, hvor verdens grænse mod vest lå. Lyset havde her fuldført sin bevægelse og var nået til sin slutning. Den kendte og meget indflydelsesrige biskop Otto af Freising (ca. 1114/15-1158), der familiemæssigt stod kejseren nær,125 formulerede det i prologen til sit store værk, Chronicon eller Historia de duabus civitatibus–De to byers historie, som han skrev mellem 1143 og 1146, på følgende måde:
Hvilket højt uddannelsesniveau var der ikke i Ægypten og blandt kaldæerne. Men hvad er Babylon, der engang var berømt for sin videnskab og sin magt, nu? … Og Ægypten er nu for en stor dels vedkommende en vejløs ødemark, efter at videnskaben blev overført til grækerne, så til romerne og endelig til gallerne og spanierne. Og det skal bemærkes, at fordi al menneskelig viden begyndte i Orienten og vil ende i Occidenten er alle tings sammenhæng og forsvinden demonstreret.126
Dette var Otto af Freisings fortolkning af historien i forlængelse af Daniels Bog, og Otto flyttede således ligesom allerede Lambert af Saint-Omer havde gjort det i sin encyklopædi, Liber floridus–Blomsternes Bog, som gengiver blomsten af, hvad ca. 200 andre har skrevet, og som han samlede mellem 1112 og 1121, det aktuelle center helt mod vest, til frankerne og spanierne. Og her var dette center igen truet. Alle tings sammenhæng og forgængelighed var ifølge Otto hermed påvist, og de sidste tider måtte være nært forestående.127 Og dette blev yderligere bekræftet for Otto af Freising af den historiske udvikling, som havde fundet sted vedrørende forholdet mellem stat og kirke. Civitas Dei – Jerusalem – og Civitas Terrena – Babylon – var efter kristendommens indførelse som statsreligion med den romerske kejser Konstantin blevet forenet i Civitas Permixta – en enhed af stat og kirke, som var det nærmeste, den jordiske stat kunne komme gudsstaten. Og at denne enhed med bandlysningen af Ottos morfar, Henrik IV, var ved at gå i opløsning, var for Otto også et sikkert tegn på verdens snarlige forløsning. Denne forventning blev dog neddæmpet i en senere udgave af Chronicon fra 1157. Her stod verden jo endnu.
I stedet for rigerne kunne man også fastlægge verdens historie i forhold til de bibelske begivenheder, og her kunne man oven i købet beregne varigheden af de enkelte epoker ved studier i Biblens genealogier og aldersangivelser. I første halvdel af det tredje århundrede blev verdens alder beregnet på denne måde af flere forskellige. Hippolytos regnede sig i værket Demonstratio de Christo et Antichristo–Redegørelse om Kristus og Antikrist frem til, at kejser Alexander Severus’ (208-235) 13. regeringsår, det vil sige år 235, var år 5738 efter Adam. Hermed var der stadig 262 år til verdens undergang. Og Clemens fra Alexandria havde allerede inden da beregnet de præcise årstal for de forskellige perioder. I Stromateis–Lidt af hvert viste han efter lange mellemregninger, at der fra Adam til syndfloden var gået 2148 år og 4 dage, fra Sem til Abraham 1250 år, fra Isak til opdelingen af landet 616 år og fra dommerne til Samuel 463 år og 7 måneder. Fra dommerne varede perioden med konger 572 år, 6 måneder og 10 dage. Herefter kom 235 år under persisk herredømme fulgt af 312 år og 18 dage under makedonerne frem til Marcus Antonius’ (ca. 83-30 fvt.) død. Endelig var der gået 222 år under romerne frem til Commodus’ død.128 Caesar Marcus Aurelius Commodus Antonius Augustus, eller som han hed efter 180, Lucius Aelius Aurelius Commodus (161-192), var en gal kejser, der troede, at han var guden Herkules, og han blev dræbt i 192, hvorefter man kan regne bagud og fastlægge årstallene for de øvrige begivenheder. Verden skulle således ifølge Clemens være skabt 5627 fvt.
Mens denne kalendertolkning kunne bruges til bestemmelse af samtiden og fremtiden, kunne hele skabelsens tid også sættes ind i en kalender. En tidlig udgave heraf finder man som afslutning på Augustins bog Om Guds Stad,129 hvor antallet af ‘tidsaldre’, som nævnt, gøres lig med antallet af skabelsesdagene. Den første alder, infantia eller tidlig barndom, går fra Adam til syndfloden, og her er der intet sprog, og man kan intet huske fra denne tid. Den anden periode fra syndfloden til Abraham kaldte han pueritia, barndom, og her lærte mennesket sproget. Begge disse tidsaldre var på ti generationer. Med reference til Matthæusevangeliet fastlægges der så tre tidsaldre, hver bestående af 14 generationer, frem til Kristus.130 Den første går fra Abraham til David, den næste fra David til deportationen til Babylon og den tredje fra deportationen til Jesu fødsel. Herefter kommer den sjette og for Augustin samtidige tidsalder, hvis længde var ukendt, for som der står i Apostlenes Gerninger, meddelte Jesus apostlene, at mennesket ikke skal kende de tider, Gud har fastsat.131 Endelig vil en syvende alder være den evighed, der venter efter dommens dag. Denne kalender blev kort tid efter præciseret med fastlæggelse af antallet af år for de enkelte perioder af Gregory af Tours (538/9-593/4) i hans Gesta Francorum–Frankernes bedrifter i ti bøger. Efter Gregorys beregninger, der tager udgangspunkt i det samme antal generationer som Augustin, var der, når man sammenfattede det i længere perioder, fra skabelsen til syndfloden 2242 år, herfra til overgangen over Det Røde Hav 1404 år, derefter 1538 år frem til Jesu genopstandelse. Herefter gik der 412 år frem til St. Martin af Tours’ (ca. 316/17-397/402) død, og dette lå ved bogens slutning (omkring 590) 197 år tilbage. Dette gav en samlet alder på 5792 år siden skabelsen. Inden for disse rammer berettede Gregory så om begivenhederne, først de bibelske og derefter og i forlængelse heraf de historiske. Det mest bemærkelsesværdige ved Gregorys beregninger og historie var, at han ud over at fastlægge tiden siden skabelsen også begyndte at regne tiden fra Jesu korsfæstelse.132
Den samme opdeling af verdens historie, som Augustin foretog, gentages hos Isidor af Sevilla, der også nævner, at verden har en barndom, en ungdom og en alderdom. Isidor regner også de enkelte epokers varighed ud ved at se på, hvor gamle de i Gamle Testamente nævnte folk blev. Dette remses op, og de enkelte perioders længde kan derefter udregnes:
