begyndte 4140 år efter skabelsen. Den 5. periode begyndte i 4670 efter skabelsen med deportationen til Babylon og sluttede med Jesu fødsel år 5210.133 Med de 6.000 år som en ramme blev årene omkring år 800 således særdeles spændende, og avarernes angreb, som først blev endelig tilbagevist i slutningen af det 8. århundrede samt magyarernes, som begyndte i det 9. århundrede, blev da også af nogle opfattet som realiseringen af profetien om, at horder til hest skulle komme fra øst og sprede død og ødelæggelse umiddelbart før verdens ende.
Inspireret af især Augustin deltog også den ærværdige Bede i forsøget på at kategorisere historien. Hans opdeling af tiden var: 1. fra Adam til Noa; 2. fra Noa til Abraham; 3. fra Abraham til David; 4. fra David til det babylonske fangenskab; 5. fra fangenskabet til Jesu fødsel; og 6. fra Jesu fødsel til samtiden. Disse epoker blev af Bede også opfattet som menneskehedens aldre: 1. fødsel/spædbarn; 2. barndom, hvor mennesket lærer at tale, det vil sige, at det hebræiske sprog blev udviklet; 3. ungdom, hvor mennesket får børn med Abraham som faderen; 4. voksen, kongernes tid, hvor mennesket kan påtage sig de voksnes ansvar; 5. alderdom, kroppen svækkes, og det jødiske folk splittes på grund af en strøm af ondskab; 6. afsluttes med døden og dommedag.134
I det 12. århundrede sammenfattede Lambert af Saint-Omer i sit ovennævnte værk Liber Floridus de forskellige kalendere i et system, som kan sammenfattes som følger:
Indtil Kristi fødsel foregik historien i Asien, og herfra bevægede den sig til Rom, hvorfra den til sidst bevægede sig videre mod vest til frankerne.135
I den nestorianske udlægning fra det 13. århundrede var tidsrammerne næsten de samme som Isidors. I Biens Bog blev tiden mellem Adam og syndfloden beregnet til 2262 år, og herfra gik der 1015 år til Abraham. 430 år senere, altså 3707 år efter Adam var flugten fra Ægypten med Moses og 400 år senere byggede Salomon templet. 495 år senere kom fangenskabet og 180 år senere igen Daniels profeti. Herefter gik der 483 år frem til Jesu fødsel, som således skete år 5265 efter skabelsen. Forfatteren af Biens Bog, biskop Solomon fra Armenien har ikke været så god til at regne, for han får det til 5345 år. Det interessante ved denne opstilling af historien er, at der nu dukker en ny figur op, som indgår i tidsregningen, nemlig Alexander den Store, som netop i denne periode var en meget populær skikkelse. Alexander placeres 303 år før Jesu fødsel, og det persiske riges opkomst bestemmes til år 438 efter Alexander den Store. Og endelig får vi at vide, at der fra Adam til Alexander gik 5180 år, hvordan det så end kan gå op med de øvrige tidsangivelser.136
Der opstod således to store verdenskalendere, som ofte kunne forenes. Den ene med de seks epoker, som byggede på Augustin, og som kunne genfindes hos de store kirkefædre, og den anden, som byggede på de store riger, som havde præget kristendommen, dens mytologiske eller dens jødiske fortid, og som var på fem epoker. Det, at Romerriget var det sidste jordiske rige og derfor ville vare frem til gudsriget, var der dog ikke enighed om. Dette viste sig i debatten om og i forlængelse af goternes erobring af Rom. Således mente Augustin, at der i bund og grund kun havde været to store riger, det assyriske og det romerske, og det romerske ville ikke vare evigt, men ville gå under ligesom alt andet jordisk,137 mens hans tro væbner, Paulus Orosius, reducerede antallet af riger til fire, idet han fjernede det makedonske, som nok havde været verdensomspændende, men som kun havde varet kort tid og derfor ikke havde efterladt sig noget specielt. Herefter blev de 6 epoker og de 4 imperier med Romerriget som det sidste den herskende periodiseringsform for de kristne historikere. Og drivkraften i historien blev også i forlængelse af Augustins analyser kampen mellem det gode og det onde, mellem Gud og Djævelen, mellem de lyse og de mørke kræfter, mellem gudsstaten og den jordiske stat, mellem Jerusalem og Babylon.
Det var dog ikke alle, der regnede efter denne kalender. Biskop Solomon havde naturligvis også et bud på verdens ende i sin Biens Bog, men her drejede det sig om, at Ismaels børn ville kaste sig over Persien og ødelægge dette kongedømme i det syvende og sidste årtusinde som straf for menneskenes synder og laster.138
Middelalderens intellektuelle gejstlige overtog også den gamle romerske historietradition med en registrering år for år af de vigtigste begivenheder. Grundlæggende var historien nu naturligvis kristendommens historie, kirkehistorie og de troendes fællesskabs historie. Dette blev ofte sat ind i de verdenshistorier, der begyndte med Adam og Eva og så fulgte perioderne. Men fra omkring det 7. århundrede kom der også andre historier, idet der blev berettet om begivenheder, der var sket efter den bibelske tid, ligesom der også kom historier, der ikke umiddelbart kunne forbindes med den bibelske historie som f.eks. de forskellige folkeslags historie.139 Dette knyttede sig ofte til, at disse mere eller mindre hedenske eller kætterske folkeslag erobrede kristne områder og således som magtinstans skulle have en lige så heroisk historie som romerne. Det viste sig som de forskellige goteres historie og senere longobardernes, frankernes, saxernes, slavernes eller danernes historie eller krønike. Og disse objekter for kronologiske historier blev senere fulgt op af historier på et endnu lavere niveau såsom klosterhistorier, byhistorier og personhistorier.
Også i de geografiske skildringer skete der en tilsvarende udvikling. I beskrivelsen af stederne var det fra omkring slutningen af det 4. århundrede de bibelske begivenheder, der havde fundet sted her, der blev brugt til at karakterisere stederne, noget man første gang så i Jeronimus’ breve til Eustochium Julia (368-419/20), der fra 385 sammen med sin mor havde fulgt Jeronimus på hans rejser, og som etablerede nogle klostre i Betlehem nær det sted, Jesus formodedes at være født. Disse klostre blev senere hærget og brændt ned af Pelagius (ca. 354-418) som hævn for Jeronimus’ kritik af ham. I Jeronimus’ breve fra 392-393 og fra 404 beskrives de forskellige steder i Palæstina ved de bibelske begivenheder, der fandt sted her.140 Sådan forblev det helt op til renæssancen, hvad angår beskrivelser af de bibelske steder. Geografi var således i den forstand lig med historie.141 Et eksempel er Johann Schiltbergers (ca. 1380-1440/50) beskrivelse af Jerusalem, som han skal have forestillet at have besøgt i begyndelsen af det 15. århundrede:
Hedningerne kalder Jerusalem Kouds Shereef. Der er den hellige grav i en smuk kirke, som er høj, hvælvet og overdækket med bly. Den har ligget uden for byen og er nu på sit rigtige sted. Når man kommer ind i kirken, ligger Kalvariebjerget, hvor Kristus blev pint, på højre hånd. Det er tolv trin højt, og øverst er der et kapel, og der er præsterne fra Prester Johannes’ land. I kirken ved siden af bjerget er der et alter, og der er den søjle, som Vor Herre blev bundet til, da man piskede ham. Ved det samme alter, to og fyrre trin nede under jorden, fandt man det hellige kors og de to tyves kors. … Foran porten til kirken er der atten trin op til det sted, hvor Vor Herre på korset sagde disse ord til sin mor: »Se, dette er dit barn«; og han sagde til St. Johannes: »Se, dette er din mor«. Han gik op ad netop disse trin, da han bar korset. Oven over er det kapel, hvor der er præster fra Prester Johannes’ land. Foran byen er St. Stefans Kirke på det sted, hvor han blev stenet, og over mod Josophats dal er den gyldne port foran den kirke, hvor den hellige grav er. … Nær ved det store tempel er der en kirke, overdækket med bly, og den kaldes Salomons trone, og på venstre side er der et palads, som hedder Salomons Tempel. Der er der en kirke til ære for St. Anna, og heri er der en brønd, og enhver, der bader i brønden, bliver helbredt for en hvilken som helst sygdom. Det var her, Vor Herre Jesus helbredte den syge mand. Ikke langt herfra er Pilatus’ hus, og tæt ved det Herodes’ hus, den Herodes der lod børnene dræbe.142
Dette er en sen beretning, for allerede efter det første korstog, det vil sige fra begyndelsen af det 12. århundrede, begyndte der at komme verdslige rejseberetninger, hvor samtidige begivenheder blev tolket som opfyldelsen af bibelske profetier.143
Hedenskabet
Med de store opdagelser i det 16. århundrede mødte de kristne hedenskab og afguderi i et omfang, de aldrig
