der satte rammerne for forklaringerne.144 Givet var det jo, som Paulus havde skrevet det i Romerbrevet, at alle oprindeligt havde haft den rette tro, ligesom det altid var muligt for folk at genfinde den, hvis de ønskede det.145 Situationen for hedningerne var ikke håbløs, for de kunne omvendes, selv om deres natur »var fordærvet og deres ondskab medfødt, og … deres tanker aldrig nogensinde lod sig forandre, fordi deres slægt var forbandet fra første færd«.146 I første omgang skulle de få tilbuddet ligesom uforstandige børn, og virkede det ikke, skulle straffen komme over dem i samme form som de afguder, de tilbedte.
Der var tre fundamentale former for afgudsdyrkelse, som dog ikke var lige slemme. Den første og mindst syndige var tilbedelsen af Guds smukke skaberværk, universet, i form af solen, stjernerne, planeterne, vandet eller ilden. Dog burde de mennesker, der tilbeder disse skønne undere, vide bedre, da universet kun er et tegn, der peger hen på Skaberen, som man derfor burde tilbede, men straffen er kun en svag misbilligelse, fordi de dog søger Gud. Men helt kan det ikke undskyldes, at de, når de er i stand til at erkende så meget om verden, ikke selv har fundet frem til herskeren over alt dette. Den anden og værste form for afgudstilbedelse er tilbedelsen af menneskeskabte ting, »døde ting: guld eller sølv, som er kunstfærdigt forarbejdet, gengivelser af dyr eller en unyttig sten, som er formet af hænder i længst forsvunden tid.« I erkendelsen af denne tilbedelse af genstande eller billeder finder vi så den tredje form for afguderi, nemlig tilbedelsen af personer. Billeddyrkelsens oprindelse fremstilles i Visdommens Bog på den måde, at en håndværker laver et lille billede eller en figur, som han hænger op på væggen og beder om, at han f.eks. må få en god rejse. Kommer han velbeholdent gennem f.eks. en storm til søs, vil han tro, at det er billedet, der har reddet ham. Det kunne også være en far, der i sorgen over et alt for tidligt tab af et barn laver et billede af dette barn, og dette billede begynder han at tilbede og ære som en gud. Og de ceremonier og ritualer, han her udvikler, giver han videre til sine efterkommere. Det kan endelig også begynde med, at en kunstner vil ære en fyrste og derfor skaber et billede så smukt, at masserne fejlagtigt gør billedet eller en statue til objekt for tilbedelse. »Og mængden, som blev tiltrukket af kunstværkets ynde, gav sig nu til at regne den person for guddommelig, der for kort tid siden blev æret som et menneske.«147 Herved havde mennesket bragt sig i en situation, hvor dets fordærv tog overhånd:
For når de udfører ritualer, hvor de dræber børn, eller holder hemmelighedsfulde ceremonier eller tøjlesløse fester med sære skikke, så kan de ikke længere bevare deres liv og deres ægteskaber rene; enten gør de det af med hinanden ved snigmord, eller også krænker de hinandens ægteskaber. Overalt råder en forvirret blanding af blodsudgydelse og drab, af tyveri og bedrag, af ødelæggelse, troløshed, oprør, falsk ed, stormløb mod det gode, glemsel når det gælder velgerninger, besmittelse af sjælene, unaturlig kønslig omgang, uorden i ægteskaberne, ægteskabsbrud og udsvævelser; dyrkelsen af de navnløse afguder er alt det ondes begyndelse, årsag og kulmination. … Men retfærdigheden vil ramme dem for begge dele: både fordi de var fjendtligt stemt mod Gud og holdt sig til afguderne, og fordi de fulde af bedrag aflagde ed i modstrid med retfærdigheden og ringeagtede fromhed. For det, der altid følger i hælene på uretfærdige menneskers overtrædelser, er ikke en kraft fra dem, de sværger ved, men derimod en retfærdig straf over dem, der synder.148
Værst af alle var ifølge Biblen ægypterne, for ud over at undertrykke Israels folk, der ellers var beskyttet mod afguderi, og ud over at tilbede afguder ligesom alle andre, så tilbad de også de mest foragtelige dyr, dyr der var så afskyelige, at de hverken havde fået Guds accept eller velsignelse.149 Med de store opdagelsesrejser i renæssancen skulle missionærerne finde lige så ugudelige eksempler på hedenskab, så det var sådan set ikke så sært, at mange fandt det naturligt, at så mange indfødte folk døde i forlængelse af kontakten med europæerne, eller at det var legitimt at slavebinde de fremmede med henblik på at føre dem på rette vej. I det hele taget fandt man, at verden ubønhørligt var ved at nå bunden af det af syndefaldet forårsagede forfald. Og dette kunne kun yderligere bekræftes ved anvendelsen af Visdommens Bog på de interne forhold blandt de kristne, for mange af de elementer, der indgår i de tre former for afgudstilbedelse, var i protestanternes øjne centrale elementer i den katolske gudsdyrkelse med dens paver, helgener og helgenbilleder. Disse ‘afguder’ blev i protestanternes øjne dyrket lige så intenst, som romerne eller grækerne i sin tid havde dyrket deres guder.150
Et spørgsmål, som især protestanterne diskuterede, var, hvornår afguderiet var opstået. Her måtte man skelne mellem afgudsdyrkelse og afguder. Umiddelbart efter syndfloden havde Kam skabt afgudsdyrkelsen, men afgudsdyrkelsen kunne også gå tilbage til Nimrod, Babelstårnets bygmester. Afguder synes derimod kun at gå tilbage til Ninus, Abrahams samtidige og grundlæggeren af det assyriske imperium. Han lavede en gudestøtte af sin far Bel, som alle tilbedte, bortset fra Daniel, der til sidst måtte i løvekulen for sin modstand.151
1 Tertul. De prae.hae.c.7.
2 Müller 1980 p. 241-242. Dette synspunkt havde de kristne overtaget fra jøderne, der havde den samme holdning til forholdet mellem de antikke skrifter og deres hellige skrifter, som igen på mange områder er identiske med Gamle Testamente.
3 Kol.2.8.
4 White 1898 fører ideen helt tilbage til den alexandrinske intellektuelle, Philo Judaeus (ca. 25 fvt.-50 evt.).
5 Müller 1980 p. 245 ff.
6 Clemens 1996 1. kap. 25, Weyer 1953 p. 88.
7 Müller 1972 p. 30. Der er dog senere i den såkaldte Københavnerskole rejst tvivl om Salomons og Davids eksistens som andet end mytologiserede figurer. Hjort 2003 p. 15-16.
8 Müller 1972 p. 31.
9 At Gamle Testamente blev så central en tekst for de kristne skyldes ikke mindst oven nævnte Philo-Judaeus, som med sin Legum Allegoria–Allegorisk undersøgelse anviste en allegorisk tolkning af Gamle Testamente. Således mente Philo f.eks., at Guds skabelse på seks dage ikke skulle opfattes som seks dage, da Guds skabelse ikke var tidslig. Denne idé om den allegoriske tolkning blev fastholdt langt op i middelalderen. Boas 1948 p. 1-2.
10 Ez.5.5 og 38.12.
11 Sl.24.1-2. og 136.6.
12 Job.26.10.
13 Job.26.7.
14 I en af de mere populære udgaver af skabelseshistorien, Bogen om skattehulen, som tilskrives Ephraem fra Syrien (ca. 306-373), og som synes at være stærkt revideret i det 6. århundrede, forsøgte man at fastlægge genealogien mellem Adam og Jesus. I denne bog har skabelsen af Adam et meget mere klassisk præg, idet Adam skabes af et sandkorn, en vanddråbe, et vindpust og lidt varme, altså jord, vand, luft og ild, de klassiske grundstoffer, alt i verden bestod af. Og dette symboliserede, at Adam skulle være herre over luftens, havets og jordens væsner, og hertil ville han få hjælp af de himmelske magter. Adam blev skabt på det sted, Jerusalem skulle komme til at ligge, og hans fødder stod der, hvor Jesu kors 5.500 år senere blev anbragt. Hermed etableres en parallel mellem Adam og Jesus, en parallel der udbygges bogen igennem. Fra Jerusalem køres Adam i vogn til Paradis, hvor Eva skabes. (Budge 1927 p. 52-55) I den nestorianske biskop i Basra Salomons (12.-13. århundrede) Biens Bog gives flere muligheder, nemlig at Adam blev skabt uden for Paradis og af jord fra verdens fire hjørner, eller skabt på det sted i Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, og Adams lig senere blev lagt. Herefter blev Adam ført ind i Paradis som konge over alle de skabninger, som levede her. Budge 1886 p. 16-18.
15 1.Mos.1.27-29.
16 Der var dog også modstand mod dette, idet f.eks. Gregorius af Nyssa (335-394) ikke kunne forestille sig Gud siddende som en anden skolelærer og terpe gloser og grammatik
