Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris страница 16

Автор:
Жанр:
Серия:
Издательство:
Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris

Скачать книгу

var ikke kun vigtig, fordi Indien var hans område. Han var på en måde den vigtigste apostel, for det var Thomas, også kaldt Didymos,97 der havde tvivlet på, at Jesus var genopstået og igen var blandt sine tolv disciple. Ifølge Johannesevangeliet var det sådan, at Thomas:

      … havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

      Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«98

      St. Thomas’ hånd havde således direkte berørt Kristus, hvorfor den blev tillagt mirakuløse kræfter.

      Ifølge Eusebius af Caesarea (ca. 265-339) drog Thomas på Jesu bud om at bringe det kristne vidnesbyrd »lige til jordens ende«99 som evangelist til Parthien, og andre kilder fra det tredje og fjerde århundrede forlængede denne mission til Indien, hvor det ifølge fortællingerne lykkedes ham med mange mirakler at kristne mange mennesker. Men til sidst blev han dræbt på et bjerg af fire soldater med knive efter ordre fra den indiske konge Gondophares (konge ca. 25-55). Senere missionshistorier forbandt Thomas med de kristne i Sydindien, de såkaldte Thomas-kristne på Malabarkysten; de synes at have været nogle syriske kristne, der udvandrede hertil i det 9. århundrede. Som det vil fremgå, blev St. Thomas’ grav også af nogle placeret på Malabarkysten, mens den af andre blev placeret i Edessa eller i Ortona i Italien.

      I en anden beretning, som formentlig stammer fra Edessa i Syrien fra omkring det 4. århundrede, er det dog således, at Gondophares sendte en gesandt, Abbanes, til Vesten, hvor han skulle finde en bygmester til kongens nye palads. Gud førte Abbanes sammen med Thomas i Caesarea, og Thomas tog med til Indien. Her bad Gondophares Thomas om at bygge sig et palads, og kongen gav ham mange penge til at gennemføre dette. Thomas drog landet rundt og gav pengene til de fattige, samtidig med at han omvendte dem til kristendommen og organiserede kirken, hvad der ophidsede kongen så meget, at han ville henrette Thomas. Men så døde Gad, kongens ældste bror, og fire dage senere stod han igen op fra de døde og fortalte Gondophares, at en engel havde vist ham det rigtige palads i himlen, som Thomas havde bygget til kongen. Sådan blev Thomas reddet fra henrettelse, og herefter lod kongen og hans undersåtter sig døbe. Thomas fortsatte så sin missionsvirksomhed og udvirkede mange mirakler. Men så blev en konge fra en anden del af landet, Misdeus, vred på Thomas, fordi hans prædikener havde medført, at kongens kone vægrede sig ved ægteskabelig omgang med sin mand. Derfor blev Thomas dræbt.100 Ifølge en senere syrisk legende skulle Misdeus dog have fået et barn med sin kone, Tertia, og dette barns navn var Johannes, den senere legendariske kristne præstekonge, Prester Johannes.101

      Historisk set eksisterede denne indiske kong Gondophares i Nordindien på det tidspunkt, hvor Thomas eventuelt kunne have opholdt sig her. Men der er også blevet gjort forsøg på at tolke Gondophares ind i den bibelske historie i et mere kristent perspektiv, idet man gjorde ham til en af de vise mænd, der kom og tilbad Jesus umiddelbart efter hans fødsel. Dette byggede på, at en af disse vise mænd havde fået navnet Gaspar, som på syrisk blev til »Gushnasaph«, som så igen kunne være Gondophares. Dette kunne så igen sandsynliggøre beretningen om, at St. Thomas skulle være kommet så betids til Østen, at de vise mænd stadig levede, hvorfor han havde kunnet døbe dem.

      I den mere verdslige historieskrivnings perspektiv var resultatet af St. Thomas’ og andres indsats, at der meget tidligt var kristne i Indien. Således beretter den i middelalderen så kendte indiensfarer Kosmas Indicopleustes i værket Topographia Christiana–Den kristne topografi (skrevet 535-547) om kristne på Malabarkysten og på Ceylon. Og Marco Polo (1254-1324) berettede fra sin reelle eller fiktive hjemtur fra Kina, at der var kristne i Malabarien (på Coromandelkysten), samt at dette land var det rigeste i verden, ligesom dets øverste konge på grund af afgifter på perler var ufattelig rig. Såvel kristne som saracenere valfartede til et forholdsvis øde sted i dette rige, hvor St. Thomas’ kirke og grav lå, og her hædrede de hans martyrium. Kirken og graven blev dog kun passet af kristne. Selve graven lå i gaviernes område, og da det var en af dem, der ved et vådeskud i sin tid havde dræbt St. Thomas, kunne de ikke komme ind til graven. Det hellige legeme havde en kraft, der holdt dem ude, om så 20 stærke mænd forsøgte at hjælpe dem ind. Dertil havde jorden omkring graven så megen kraft, at pilgrimmene tog denne jord, som var rød, med sig hjem. Hvis nogen blev syge, drak de vand med denne jord, og straks blev de raske igen.102 Ifølge Marco Polo var det også St. Thomas, der i sin tid missionerede i Abessinien, før han kom til Malabarien.103

      St. Thomas’ kirke blev i 1348 eller 1349 besøgt af franciskaneren Giovanni dei Marignolli (før 1290-1357), der i 1338 blev sendt fra Avignon til Kina for at få storkhanen til at konvertere til katolicismen, og som i 1348 grundlagde den første katolske kirke i Quilon i Kerala i Indien. Han besøgte St. Thomas’ grav i Meliapur, hvor han opholdt sig i fire dage, og han kunne på den baggrund fastslå, at det var kristne og ikke saracenere, der havde magten over kirken. Giovanni kunne endvidere berette, at der var en helt speciel vingård ved St. Thomas’ tidligere opholdssted. Da St. Thomas i sin tid var kommet til Indien, havde han haft vin med til messerne, men den vin blev snart opbrugt. Så viste en engel St. Thomas vej til Paradis, hvorfra han fik nogle druer. Stenene såede han, og af dem kom der en meget fin vin, som Giovanni dei Marignolli selv smagte. Og beviset på, at denne vin måtte komme fra Paradis, var, at Paradis var det eneste sted i nærheden, hvor der voksede vin med druer. Ellers fandtes der i det indiske område godt nok vinstokke, men de bar ikke druer.104 Giovanni kunne også berette, at der var to kirker ved St. Thomas’ grav, den Thomas selv havde bygget og en, som han havde fået håndværkere til at bygge mod betaling i form af en stor sten, som Giovanni også så på sin tur. Endelig ligger der også her en stor træstamme fra Adams Bjerg på Ceylon. St. Thomas fik træet fældet, og af savsmuldet voksede der nye træer. Træet blev fældet af to slaver og trukket ned til havet i det reb, St. Thomas brugte som bælte. Så gav han træet ordre til at flyde til Mirapolis, og det gjorde det. Kongen her forsøgte med hele sin hær at trække stammen op, men selv 10.000 mand kunne ikke klare dette. Så kom St. Thomas ridende på et æsel i en hvid kjortel og en kappe af påfuglefjer og blev mødt af to slaver og to løver. Han sagde, at træet var hans, løsnede sit reb og bad de to slaver om at trække stammen op på land. Det gjorde de med største lethed, og derefter konverterede den indiske konge til kristendommen, og St. Thomas fik så meget land, han kunne ride omkring på sit æsel. Herefter byggede St. Thomas kirken om dagen, og om natten trak han sig tilbage til et sted med mange påfugle. Det var her, han blev skudt i siden med en pil og fik et sår, som var præcist mage til det sår, Jesus havde fået på korset, og som St. Thomas havde rørt ved med sin hånd. St. Thomas bad hele natten, men om morgenen døde han af blodtab. Hans legeme og det blodige sand under ham blev begravet sammen. Og nu er det ifølge Giovanni dei Marignolli sådan, at når man fjerner jorden, som jo virker mod sygdomme hos alle, ikke bare de kristne, men også hedningerne og tartarerne, så fyldes hullerne mirakuløst op igen i løbet af natten. Ud over denne version af miraklerne ved St. Thomas’ kirke, som byggede på selvsyn og samtaler med de lokale folk, kunne Giovanni også berette, at der ved St. Thomas-området var et meget fint perlefiskeri.105

      Efter sit ophold i Indien rejste Giovanni dei Marignolli videre til et kongerige, som formentlig har været Java, men som han identificerede som det bibelske Saba. På vej hjem blev han spærret inde på Sri Lanka, og her mistede han alle sine gaver. Han kom dog tilbage til Avignon i 1353 efter blandt andet at have besøgt Jerusalem på vejen.

      I 1507 sendte portugiserne en ekspedition til Coromandelkysten for at finde St. Thomas’ grav, og i 1517 eller 1522 lykkedes det ifølge portugiserne at finde den i byen Maliapur (Mylapore, nu en forstad

Скачать книгу