trods af at St. Thomas’ knogler ifølge nogle beretninger allerede var overflyttet til Edessa, tog portugiserne knoglerne og overførte dem til Goa, hvor de stadig skulle befinde sig i St. Thomas-kirken.106 Af et brev, som den tyske sømand Karsten Smeding i 1548 sendte hjem til sin familie, fremgår det også, at St. Thomas havde prædiket og var blevet dræbt i »kongeriget Malebaren«. Og ifølge Smeding skulle det hus af træ, St. Thomas byggede der, »efter hvad der siges«, stadig stå der.107
I begyndelsen af det 12. århundrede skulle man i Vesten høre nyt om St. Thomas. Ifølge en anonym kilde108 var en indisk patriark eller ærkebiskop ved navn Johannes af Indien i det 4. år af pave Calixtus II’s regeringstid (pave 1119-1124), det vil sige engang i 1122, måske endog den 5. maj,109 kommet til Rom sammen med pavelige legater fra Konstantinopel. I Rom skulle han hente et pallium og andre til sit embede svarende værdighedstegn, hvad der på den ene side lyder yderst usandsynligt, fordi Irak ville have været det rette sted for dette, og Rom intet havde med det at gøre, men som på den anden side måske kunne være en realitet, hvis denne patriark søgte allierede mod kirken i Byzans. Denne patriark havde fortalt, at han herskede over en by ved navn Hulna, som var hovedstaden i Indien. Den var fire dagsrejser i omkreds, og dens mur var så tyk, at to romerske stridsvogne kunne køre ved siden af hinanden på den. Floden Pishon, der jo havde sit udspring i Paradis, løb gennem byen, og den var fyldt med guld og ædelsten. I Hulna boede der kun kristne, og uden for byen lå et bjerg med St. Thomas’ kirke på toppen. Bjerget lå i en sø, og der var tolv klostre, et for hver af de tolv apostle, og her var der messer hver dag. St. Thomas’ kirke kunne man kun komme til en uge før dagen for fejringen af St. Thomas, for da åbnede vandet sig. St. Thomas lå i en stor sølvsarkofag, der var hængt op under loftet. På hans helgendag tog hans hånd imod ofre, og var der kættere til stede, døde de straks. Det var den hånd, som havde rørt ved Jesu sår, som var levende og skabte mirakler på hans helgendag.110
At der har været en besøgende fra Østen hos pave Calixtus II synes at være en historisk realitet, for abbed Odo af Reims (abbed i St. Remy 1118-1151), som skulle være et meget troværdigt vidne, beretter, at han var til stede ved pavens hof, da ærkebiskoppen af Indien var på besøg. Denne ærkebiskop var ifølge Odo af Reims taget til Konstantinopel for at søge råd, da hans fyrste var død, og to gange havde kejseren her udpeget en person, der skulle følge ham hjem, men hver gang var den pågældende person død. Kejseren havde derefter nægtet at udpege en tredje, hvorfor ærkebiskoppen havde anmodet nogle pavelige legater om at føre sig til Rom. Odo af Reims fik også at vide, at hvert år på St. Thomas’ dag, åbnede St. Thomas sin hånd og tog imod ofringer fra de troende, men kom der en kætter og ville ofre, forblev hånden lukket. I denne beretning nævnes også, at Johannes er ærkebiskop af Indien, og at der gennem hans by løber en flod ved navn Pishon, som er fyldt med guld og ædelsten.111
Også den legendariske og fiktive sir John Mandeville besøgte på sin fiktive rejse mellem 1322 og 1356 St. Thomas’ grav i landet Mabarn og byen Calamye, som var den by, St. Thomas led martyrdøden i. Thomas blev ifølge Mandeville bragt til Edessa af mænd fra Assyrien, men blev senere bragt tilbage igen. Mandeville gav også hånden yderligere en funktion. I tvister skrev hver part sin mening ned, og skrivelserne blev lagt i St. Thomas’ hånd, hvorefter den falske blev smidt, mens kun den sande blev tilbage.112 Men Mandeville kunne også berette, at den kirke, St. Thomas befandt sig i, var fyldt med afgudsbilleder, hvoraf især et var meget stort og overlæsset med guld og perler. Denne afgud besøgte inderne på pilgrimsrejser med samme iver, som de kristne lagde for dagen, når de drog på pilgrimsrejse til deres helgener. Ved denne gud var der nogle, der snittede sig i arme og ben, ja der var endog nogle, der ofrede deres børn til guden og sprøjtede blodet ud over figuren. Foran denne klosterkirke var der ifølge Mandeville en sø, som pilgrimmene kastede guld og sølv og perler og ædelsten i i stedet for at bringe ofre. En gang om året blev denne gud transporteret gennem byen på en vogn, og når det skete, kastede folk sig ind under vognen, nogle for at blive dræbt, andre for at brække arme og ben, for ifølge Mandeville mente de, at jo mere smerte, de led her, des mindre skulle de lide i den næste verden.113 Og hertil kan Mandeville konstatere, at disse mennesker led mere end ti gange så megen smerte for deres gud, som nogen kristen ville lide for Jesus Kristus. Ja, når de ville være en helgen, skar de endog sig selv i småstykker foran denne gud.114
»Indien« var en betegnelse for alt det, der lå øst for den velkendte verden, så derfor var det ikke sært, at man i renæssancen også fandt spor af St. Thomas i Amerika. Således spurgte Hans Staden (ca. 1525-1579) f.eks. de tupinambaer i Brasilien, han var fange hos i ca. ni måneder i 1554, hvorfor de lavede en bar plet, omkranset af hår, på hovedet, og deres svar var, at deres forfædre havde set det på en mand, der hed Meire Humane, og som havde udrettet mange vidunderlige ting hos dem, hvorfor indianerne formodede, at han havde været en profet eller apostel.115 Denne idé om St. Thomas og nestorianernes missionsgerning i Amerika skrev sig tilbage til omkring 1514 og skyldtes selvfølgelig det bibelske udsagn om, at apostlene havde været i hele verden. Da man så fandt en lokal legendarisk skikkelse ved navn Sumé, var det oplagt at opfatte ham som Tomé. St. Thomas’ tilstedeværelse i Amerika blev yderligere bekræftet i 1549, da Manoel da Nobrega (1517-1570) skrev, at han havde set St. Thomas’ fodspor i en klippe ved Bahia.116
Fra skabelsen til dommedag
De bibelske tekster blev også brugt til at fastlægge verdenshistorien fra begyndelsen til enden. Et af de vigtigste spørgsmål var, hvor gammel verden ville blive, og her var et meget udbredt bud, at den ville blive lige så mange gange tusinde år, som Gud havde brugt på at skabe verden. Denne opfattelse kendes allerede fra det 2. århundrede, hvor den blev fremlagt af Irenäus (f. ca. 130), Hippolytos fra Rom, Origenes og Sextus Julius Africanus (ca. 160-240). Dette blev senere fulgt op af Ambrosius, Augustin, Isidor og Bede Venerabilis (672/3-735).117 Der var ikke helt enighed om jordens alder. Dem, der byggede deres beregninger på Septuagentaen, altså den græske udgave af Gamle Testamente fra 200-100 fvt., mente, at jorden ville eksistere sammenlagt 7.000 år, hvoraf de 6.000 var perioden mellem skabelsen og Jesu fødsel, svarende til, at Adam blev skabt på den 6. dag. Dette gjaldt f.eks. Origenes, Lactantius og Clemens, og Augustin fordømte alle, der mente, at jorden var mere end 6.000 år gammel. Således kaldte han ægypterne løgnagtige tåber, når de hævdede at kende stjernernes bevægelser for 100.000 år siden, og han opfordrede til, at man snarere lo ad folk, der hævdede, at verden var mere end 6.000 år gammel, end at man forsøgte at gendrive deres åbenbare tåbelighed.118 Men andre, som f.eks. Eusebius Hieronymus af Stridon eller St. Jeronimus (ca. 340/42 eller 347-420) og Bede byggede deres beregninger på den hebræiske udgave, og de mente, at der kun var 4.000 år mellem Adam og Kristus. Men tilbage før dommedag var der således for alle kun 1.000 år, så efter år 1000 blev der problemer med disse beregninger. Dette forsøgte Vincent af Beauvais (ca. 1190-1264) at løse ved at føre skabelsen tilbage til 4.000 år før sin egen tid. Dette tilsluttede Philippus Melanchton (1497-1560), en ven af Martin Luther (1483-1546), sig, idet han fastslog skabelsen til 3963 fvt. Men hermed stoppede diskussionen ikke. Pave Gregorius XIII (1502-1585) fastlagde skabelsen til 5199 fvt. Dette blev støttet af sir Walter Raleigh (ca. 1554-1618) som i sin History of the World skrev, at ideen om de 4.000 år var problematisk, fordi Ægypten allerede på Abrahams tid var meget højt udviklet. Herefter tog en mere præcis bestemmelse sin begyndelse. Ærkebiskop James Usher (1580-1656) skrev i 1650 i et skrift med titlen Annals of the Ancient and New Testaments, at skabelsen var sket år 4004 fvt. Dette havde han fundet ud af ved at studere den hebræiske udgave.119 Og endnu mere præcist blev skabelsen beregnet af den danske astronomiprofessor Villum Lange (1624-1682), der i 1649 fandt frem til, at det skete den 20. april 4042 fvt.,120 og af den engelske rektor på Cambridge Universitet, John Lightfoot (1602-1675), der fastlagde skabelsen til den 23. oktober 4004 fvt. kl. 9 om morgenen.
Der var to måder at periodisere historien på. Den ene byggede på de store imperier, den anden på de bibelske begivenheder. Periodiseringen af historien ud fra de store imperier stammede fra det 2. århundrede fvt. fra
