bygningen af den berømte domkirke. Relikvierne befinder sig stadig i Kölns domkirke, og i byvåbnet indgår tre kroner.
Det skal dog bemærkes, at det ikke var alle, der troede på, at det var de tre konger, der lå i Köln. Den meget berejste, anonyme forfatter til bogen om alle lande, kongeriger og fyrstendømmer i verden, om hvem vi kun ved, at han blev født den 11. september 1304, besøgte Köln, men i den forbindelse gjorde han opmærksom på, at han i byen Solin i Kina havde set monumentet over de tre hellige konger, og her forlød det, at de tre konger kom fra denne by.81
De tre vise mænd var altså på samme tid et symbol for Kölns domkirke, for den religiøse legitimitet af Det Hellige Tysk-Romerske Kejserrige, for kristendommens globale udbredelse, for Østens underkastelse under og anerkendelse af Jesus som Kristus, ligesom de blev vigtige figurer i de kristne fremstillinger af de østlige landes religiøse identitet og historie.
Nye Testamente og barbarerne
Jesu livshistorie gav ikke i sig selv anledning til antropologiske overvejelser, men de logiske konsekvenser af hans lære gjorde. Den kristne religion var en universalistisk religion, og det måtte medføre en universalistisk opfattelse af menneskeheden. Det så man klart hos Paulus, som formulerer det forskellige steder som f.eks. i brevet til menigheden i Kolossæ: »Her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skythe, træl og fri, men Kristus er alt og i alle.«82 I Romerbrevet hedder det: »Eller er Gud måske kun jødernes Gud og ikke også hedningernes? Jo, også hedningernes, så sandt som Gud er én og gør den omskårne retfærdig af tro og den uomskårne retfærdig ved den samme tro,«83 og i Efeserbrevet formuleres det henvendt til hedningerne således: »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.«84 De kristne var således uafhængige af tidligere tilhørsforhold og brødre i en slags åben, kvasietnisk gruppe, som ved siden af foreningen i kristustroen kunne omfatte store forskelle på næsten alle andre områder.85 Selv de sorte etiopiere kunne blive hvide i troen, for som Origenes Adamantius skrev, så skyldtes deres sorte hud solen, men det sorte i sjælen skyldtes, at man ikke havde ladet nådens sol skinne på sin sjæl.86 Denne holdning byggede ikke på nogen romantisk opfattelse af hedningerne eller barbarerne, for de var selv skyld i deres forfald fra den rette tro. Dette kom klarest til udtryk i Romerbrevet, hvori Paulus om hedningerne skrev:
Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.
Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen …87
Hedningerne blev derfor flere steder karakteriseret yderst negativt – måske også for derved at vise, hvor stærk kristendommens humanisering af dem var. Paulus fortsatte i Romerbrevet med at beskrive hedningerne som levende i sanseligt begær,88 og i konsekvens af deres frafald fra den sande tro fortsatte Paulus med følgende karakteristik:
Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente. … De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.89
Med Paulus var der lagt en standard for karakteristikken af hedningerne, men selv om Paulus havde en stærk og autoritativ placering, var dette dog ikke en entydig holdning blandt de kristne. Fra antikken havde man overtaget både den dyriske eller forfaldne vilde og den ædle vilde, eller både samtidens negative og positive modbillede. Men Paulus’ opfattelse forblev dog den mest udbredte gennem hele middelalderen, da den passede fint til, at disse dyriske hedninger først ved deres dåb blev rigtige mennesker. Dette blev klart formuleret af Johannes Chrysostomos (ca. 347-407),90 og kunne senere indføjes i den kontinuitet i skabelsesværket, som garanterede dets fuldkommenhed, og hvor hedningerne blev placeret i rummet mellem mennesker og monstre eller dyr.91
På denne måde blev den kristne barbar- eller hedningeopfattelse i princippet meget lig med den romerske. Hos Titus Livius (ca. 59 fvt.-17 evt.) og Marcus Tullius Cicero (106-43 fvt.) var det sande romerske truet af barbariet, ikke kun i form af de barbarer, der levede rundt om Romerriget og i Rom som slaver og plebejere, men også i form af det irrationelle i hvert enkelt menneske, som konstant truede med at barbarisere den enkelte romer. Dette blev i den kristne udgave til hedningerne uden for det kristne rige og Djævelens konstante trussel over for den enkelte kristne sjæl inde fra det enkelte menneske. Synden som Djævelens tag i mennesket var det barbari, der overhovedet havde medført hedenskabet, og denne skæbne kunne til stadighed overgå alle og enhver. Så ligesom filosofferne i Romerriget opfattede sig som den kerne, der skulle udbrede humanitas til hele menneskeheden i kampen mod såvel den indre som den ydre forfaldstendens til barbari, således anså den kristne gejstlighed sig som den kerne, der skulle bekæmpe hedenskabet iblandt såvel hedningerne som i de enkelte kristne, hvor kætteriet konstant pressede sig på som hedenskabets første stadium og udtryk for Djævelens værk.
Et andet forhold i Nye Testamente, der gav anledning til antropologiske overvejelser, var det, at Jesus sendte apostlene ud for at kristne alle folkeslagene i hele verden.92 Og det blev gjort så effektivt, at »deres røst er nået ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.«93 Dette medførte, at apostlene måtte tildeles forskellige dele af verden, ligesom man modsat kunne slutte, at der ikke kunne eksistere områder, hvor apostlene ikke havde været. Dette blev igen blandt andet brugt til at argumentere for, at der ikke kunne leve mennesker syd for ækvator, da ingen apostel havde været her. Forudsætningen for, at missionen skulle lykkes, var, at apostlene kunne kommunikere på et sprog, de lokale folk kunne forstå, det vil sige, at apostlene kunne kompensere for den babylonske sprogforvirring. Og dette kunne ske via Helligånden, som gjorde, at apostlenes tale kunne forstås af alle på deres egne sprog.94 Hvad Babylon havde splittet, skulle det kristne budskab således forene. Og en sådan forening var mulig, for ifølge Hippolytos fra Rom (ca. 160-235) var det Helligånden, der havde dikteret Biblen, så derfor kunne den oversættes til alle sprog.95 Igen skulle hele menneskeheden samles i et stort fællesskab.
St. Thomas
En anden konsekvens af missionsbuddet var, at missionen måtte have efterladt sig spor rundt om i verden, og disse spor måtte stadig kunne registreres. Dette gjaldt ikke mindst for den vigtigste apostel i forhold til middelalderens og for den sags skyld også renæssancens antropologi, St. Thomas, som ifølge Gervasius af Tilbury (ca. 1150-1220) blev tildelt det, vi i dag kalder Nordindien (India inferior). I de to andre af middelalderens Indien’er, det sydlige Indien (India superior) og India meridiana, som var det østligste Afrika, idet Nilen, som nævnt, var grænse mellem Afrika og Asien, skulle henholdsvis Bartholomæus og Matthæus have missioneret.96
