Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris страница 11
Biblen som antropologisk grundbog
Blandt de mindre benyttede afsnit i Biblen var dem, der fastlagde verdens form, og ikke alle havde lige meget autoritet. Der var for de fleste ingen tvivl om, at Jerusalem lå i midten af verden, for det fremgik klart af Ezekiels Bog: »Dette siger Gud Herren: Dette er Jerusalem! Jeg lagde den midt iblandt folkene, med lande rundt om,« og »… det folk, … som nu har erhvervet sig rigdom og gods og bor i jordens navle.«10 Det var også givet, at den beboede verden var omgivet af vand, hvad man kunne læse i Salmernes Bog: »Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren, for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene,« og senere: »Han bredte jorden ud på vandet …«.11 Så langt var de fleste enige i tolkningen, men andre udsagn blev der henvist til mere sparsomt. Det gjaldt udsagnet i Jobs Bog om, at der på den anden side af disse vande var det evige mørke.12 For mange var det ikke evigt mørke, men Paradis der var placeret her. Og endnu færre kom nærmere ind på konsekvenserne af udsagnet i Jobs Bog om, at: »Dødsriget ligger åbent for Gud, underverdenen ligger utildækket. Han spænder nordhimlen ud over det øde rum, hænger jorden op over det tomme.«13 Dog har dette afsnit spillet en rolle i forbindelse med søfolkenes angst for at sejle for langt ud på havet, hvor dette hul til dødsriget eller helvede i de folkelige udgaver blev placeret.
Efter at Gud havde skabt Adam i sit eget billede og Eva, befalede han dem at blive frugtbare, opfylde jorden og underlægge sig den samt herske over alle de andre skabninger.14 Derefter gav han dem plantefrø, idet de i fremtiden skulle leve af planterne.15 Mennesket var således fra begyndelsen skabt som vegetar og som agerbruger. Gud placerede menneskene i Edens Have ude mod øst, og her kunne der naturligvis ikke forekomme jagt, da det var ensbetydende med drab. Dertil kom, at der efter fleres mening kun var én han og én hun af hvert dyr i Edens Have, og da seksualitet jo endnu ikke forekom, kom der heller ikke flere dyr til. Det var først, efter at dyrene også formerede sig, noget der måske først skete efter syndfloden, at jagt kunne komme på tale. Mennesket var således fra begyndelsen plantesamler eller agerbruger, og jagt var et forholdsvis sent fænomen. Adam fik sproget, og han navngav alle dyr. Det sprog, både Adam og Gud betjente sig af, måtte efter de flestes mening være hebræisk, og det betød for de fleste af middelalderens tænkere, at hebræisk var det eneste sprog i verden frem til sprogforvirringen ved Babelstårnet.16
I Edens Have navngav Adam alle levende væsener, og her var der ud over alle de spiselige planter også Livets Træ og Kundskabens Træ.17 Eva lokkede Adam til at spise af Kundskabens Træ, og dette førte til det syndefald, som medførte, at mennesket skammede sig ved sin nøgenhed og begyndte at udvikle tøj.18 Gud blev sur, og ud over at smide Adam og Eva ud af Edens Have, straffede han dem på den måde, at kvinden i fremtiden skulle have et plagsomt og pinefuldt svangerskab, føde børn i smerte, begære sin mand og beherskes af ham, mens manden skulle skaffe føden af agerjorden med møje og i sit ansigts sved spise sit brød, indtil han vendte tilbage til den jord, han var kommet af.19 Endelig gav Gud mennesket skindtøj, for jagten, som var det samme som drab, var endnu ikke mulig, så Adam kunne jo ikke selv skaffe det. For at forhindre at Adam og Eva skulle vende tilbage til Edens Have og måske endog få fat i Livets Træ, hvis frugter ville give evigt liv, satte Gud keruberne øst for haven, for at de der med lynende flammesværd kunne bevogte vejen til Livets Træ.20
Antropologisk set var der således fra begyndelsen kun Adam og Eva, og derfor måtte alle mennesker stamme fra dem. Mennesket kom fra øst, hvor Edens Have lå, og efter planteindsamling var agerbrug det første erhverv. Kvinder skulle i al fremtid straffes ved at føde børn med smerte og beherskes af manden. Dette skulle senere give store problemer, når man mødte folk eller monstrøse menneskelignende væsner, som det var vanskeligt at forbinde med Adam, eller som ikke levede i overensstemmelse med denne straf. Om der her var tale om mennesker, kunne således diskuteres. Det var f.eks. tilfældet med amazonerne og senere matriarkalske eller matrilineære folk, hvor kvinderne ikke var underkastet manden, og det samme gjaldt kvinder, der tilsyneladende fødte uden smerte som f.eks. i de tilfælde, hvor man havde couvade. Problemet var især udtalt i forbindelse med nøgne mennesker, der ikke skammede sig over deres nøgenhed. Siden St. Augustin var nøgenhed blevet forbundet med den seksualitet, der opstod i forlængelse af den oprindelige synd, og til dette tilføjede Augustin at:
Fra da af er den skik at skjule skamdelene indplantet i alle folkeslag, fordi de alle stammer fra denne ene rod. Nogle barbarfolk har end ikke de dele af deres legeme blottede, når de er i bad, men vasker sig med disse klædningsstykker på. Også i de skyggefulde og ensomme steder i Indien bruger de mænd, der filosoferer nøgne (de kaldes derfor gymnosofister [af »gymno« – nøgen, og »sofistes« – vismand]21), dog dækkener for deres kønsdele, selv om de ikke har noget på de øvrige legemsdele.22
Manden skulle så ifølge Augustin herske over sin hustru på samme måde, som ånden skulle herske over kødet.23
Det var derfor ikke så sært, at da de kristne for første gang stod over for nøgne folk, reagerede de med forundring. Portugiserne må have mødt nøgne folk, da de i slutningen af det 15. århundrede sejlede ned langs Afrikas vestkyst, men her er der ikke kilder, der beskriver deres reaktion. Derfor bliver mødet med de amerikanske indianere de første kilder til et sådant møde, og man ser da også, at Christoffer Columbus (1451-1506) i næsten alle sine beskrivelser af de folk, han mødte i Amerika, ud over at konstatere, om de havde guld, og om de var kannibaler, skrev, at de var nøgne eller næsten nøgne, og at Amerigo Vespucci (1454-1512) i 1505 som noget af det første skrev om de amerikanske indianere, at de gik fuldstændig nøgne uden at skamme sig, og at kvinderne fødte deres børn helt uden smerte. Dertil kom, at de ingen konger og ingen regering havde, de havde så mange koner, de lystede, og de bedrev blodskam på alle leder og kanter. De kunne ophæve ægteskaber, når de havde lyst, de havde ikke hverken kirke eller religion, de åd hinanden, især krigsfanger, men det var også sådan, at fædre åd både koner og børn. Endelig kunne Vespucci meddele, at de blev op til 150 år gamle og sjældent var syge. Forundringen var stor, men han gav ikke nogen forklaring på det.24
Endelig kunne det, at Edens Have skulle bevogtes, også tyde på, at Edens Have lå på jorden et fjernt sted i Østen, hvad der igen betød, at man ved at følge en af de fire floder, Nilen, Ganges eller Indus, Eufrat og Tigris, der udsprang i Paradis, til kilden måske kunne komme frem til, om end ikke ind i, Edens Have. De brændende flammesværd kunne dog også tydes på den måde, at det var den uigennemtrængelige ækvatoriale varme, der beskyttede det jordiske paradis, som så kunne placeres på den sydlige halvkugle.
Adam og Eva fik sønnerne Abel, som blev fårehyrde, og Kain, som blev agerdyrker.25 Agerbrug blev således suppleret med dyreavl, men da Kain dræbte Abel,26 forsvandt dyreavlen for en tid. Agerbruget blev videreført af Adam, idet Gud fratog Kain agerbruget, da han sendte ham i eksil i landet Nod, øst for Edens Have.27 Kain formerede sig, og nogle generationer senere fødtes Jabal, som blev stamfader til alle kvægnomader, mens broderen Jubal blev stamfader til alle dem, der spiller på citar og fløjte. En halvbror blev stamfader til alle former for smede.28 Fra dette tidspunkt var samfundet således udviklet med agerbrug, dyreavl og smedekunst.
Men alle disse efterkommere efter Kain levede uden for Guds område. Den sande gudstro blev båret videre i en anden gren af Adams slægt, nemlig af Adams søn Seth, som blev født, efter at Kain var fordrevet.29 Derefter idet såvel Kain som Abel ligesom i Biens Bog har en tvillingsøster. Problemet med Kain opstod, da han hellere ville gifte sig med sin tvillingsøster end med Abels. Efter mordet på Abel drager han af sted med