og det 11. århundrede skete et tab af antikkens videnskabelige begreber om verden, idet disse blev erstattet af ukritiske skabelsesberetninger. Først i 1410 begyndte den kartografiske renæssance med oversættelsen af Ptolemaios til latin.19 W.R. Jones udtrykker det på den måde, at det middelalderlige Europas lærde aldrig fik formuleret en teori om kulturel udvikling, som kunne tåle sammenligning med Ibn Khalduns (1332-1406) eller en række andre store muslimske og kinesiske historikeres arbejder.20 Kun sjældent gik de ud over de klassiske og hellige skrifter for at undersøge barbariets natur eller relationen mellem barbariet og civilisationen fra et verdsligt synspunkt.21 Og endelig giver M.T. Hodgen i forbindelse med sin beskrivelse af antropologien i renæssancen en tilsvarende negativ karakteristik af, hvad der skete på det antropologiske område i middelalderen. Hun skriver, at geografisk viden var fraværende eller så teologiseret, at etnologiske observationer var umulige.22 For middelalderens intellektuelle var alle barbarer ens. Ifølge Hodgen blev den gamle græske tvedeling mellem hellenere og barbarer og den tilsvarende romerske mellem romere og barbarer erstattet af modsætningsparret kristne eller ‘gentes’ og barbarer, hvor barbarer her betød ikke-kristne, hvad enten det drejede sig om muslimerne eller de hedenske nordeuropæiske folk, en formulering som nok må siges at bekræfte G. Sartons tidligere nævnte bemærkning. Langt mere tungtvejende er det, at også K.E. Müller, der systematisk har forsøgt at samle alt, hvad der findes af etnografisk og etnologisk teori fra den græske oldtid til og med den europæiske middelalder, mener, at der ikke skete noget etnologisk i denne periode. Efter hans mening gav det kristne missionsbud, som krævede en direkte indgriben i og forandring af de hedenske samfund, mulighed for en helt ny udvikling af etnologien, som derved kunne være blevet frigjort fra antikkens barbarcivilisationsmodsætning, men denne mulighed forblev, bortset fra i jesuitten Joseph-François Lafitaus (1681-1746) tilfælde, uudnyttet helt frem til vore dage. Årsagerne hertil var ifølge K.E. Müller de kristnes erkendelsesinteresse eller videnskabsopfattelse samt fastholdelsen af den dualistiske modsætning mellem kristne og hedninger.23
Middelalderen skulle således generelt være karakteriseret ved, at der hverken på det teoretiske eller det empiriske niveau blev skabt noget, der fik betydning for fremtiden. Om dette er korrekt inden for det antropologiske område, vil fremgå af det følgende. Her vil den middelalderlige tænkning om forholdet mellem de fremmede og de kristne blive anskuet i relation til de antikke rødder, som havde det hedenske Hellas eller Rom som verdens centrum, og til de jødiske rødder, som havde jøderne, den jødiske tro og templet i Jerusalem som verdens og troens centrum. Det var de rødder, som den kristne, middelalderlige tænkning tog udgangspunkt i og distancerede sig fra helt frem til den eksplosion i både de tidslige og de geografiske opdagelser, som førte ind i renæssancen.
Middelalderens videnskabelige projekt
For at forstå den middelalderlige antropologiske tænkning er det vigtigt at slå fast, at verden blev læst, som om den var en tekst skrevet af Gud, og at målet med analyserne ikke var erkendelse i moderne forstand, men frelse. Dette gjorde middelalderens mest betydningsfulde autoritet på fortolkningen af de hellige skrifter, Aurelius Augustinus eller St. Augustin (354-430), helt klart som afslutning på det store værk, De civitate dei–Om Guds stad, hvori han skrev: »… hvad andet mål har vi end at nå frem til det rige, som varer evigt?«24 Det var dette frelselses- og forløsningsprojekt, hvor Gud førte mennesket (eller en del af menneskeheden) gennem alle mulige forhindringer til den evige salighed, der var baggrund for de formuleringer af de antropologiske problemstillinger, der blev behandlet i tiden. Disse problemstillinger relaterede sig både til en forståelse af Guds mening med bestemte hændelser, hvor fremmede var indblandet, og til en forståelse af Guds skaberværk i form af verden. Det var således ikke hændelserne som sådanne eller verden som sådan i en verdslig og moderne forstand, der var objekt for eller mål med den antropologiske tænkning, men guddommeligheden i disse fænomener. Man kan med en nutidig formulering sige, at erkendelse gennem middelalderen var det samme som genkendelse – genkendelse af det guddommelige i objektet for analyserne. Dette kom i beskrivelserne af de områder, som var kendte fra Biblen, til udtryk på den måde, at en beskrivelse af stederne var at indskrive de bibelske begivenheder i dem ved stadig reference til og gengivelse af disse. Dette medfører igen, at man skal trænge ned i analyserne med denne forståelse for at se deres intellektuelle strukturer. Gør man ikke det, fremstår de middelalderlige analysers resultater i en modernistisk synsvinkel som tåbeligheder, præcis på samme måde som en moderne analyse vil forekomme en middelalderlig tænker tåbelig, fordi den ikke bidrager til forståelsen og lovprisningen af Gud, skaberværket og frelsen.
For de kristne tænkere var der flere forskellige slags fremmede. Overordnet set videreførte den kristne antropologi tvedelingen af verden fra det hedenske Rom, idet den romerske opdeling mellem romere og barbarer blev videreført helt frem til det 6. århundrede, dog således at det romerske af de kristne blev betragtet som stort set identisk med det kristne, på trods af at der stadig var mange romere, der holdt fast i den gamle hedenske tro, og mange ikke-romere, der blev kristne. Men i begyndelsen af det 5. århundrede var det gamle romerske rige udslettet, og kort tid efter, det vil sige omkring det 6. århundredes begyndelse, begyndte den aktive missionsgerning i de hedenske områder med udgangspunkt i de munkeordner, der opstod i forlængelse af, at Benedict af Nursia (ca. 480-543) havde etableret sin munkeorden med centrum i Monte Cassino i 529.25 Herefter blev barbar mere identisk med hedning, som det f.eks. ses i Gregory af Tours’ (538/39-593/94) modstilling af kristne og barbarer i hans Historia Francorum–Frankernes Historie. I det 7. århundrede var det verdslige eller kulturelle indhold i adskillelsen mellem barbar og romer helt erstattet af en religiøs adskillelse i form af kristen – hedning, hvor hedning var lig med barbar. Og efterhånden som en form for etnisk nationalisme brød frem, og nationale eller måske rettere etniske historier blev forfattet, blev det også sådan, at omvendte folk beskrev deres egen fortid som barbarisk.26
Blandt barbarerne kunne man skelne mellem det græske eller det hellenske og det jødiske, således som man i den tidligste tid gjorde det med henvisning til Nye Testamente.27 Men så enkel blev verden dog ikke ved med at være, for det viste sig, at der i feltet mellem kristne og hedninger dannedes kætterske kristne som en form for fremmede, og hedningerne måtte også deles op, idet jøderne indtog en særstilling som både det oprindelige og det udvalgte folk og senere som Jesus-dræberne. Dette sidste havde Gud i de kristnes opfattelse straffet jøderne for ved at tillade romerne at ødelægge Jerusalem i år 70.28 Også grækerne havde hos en del af de kristne tænkere en særstilling på grund af de græske filosoffer, hvor især Platon (ca. 428-348 fvt.) for mange spillede en vigtig rolle helt frem til, at Aristoteles (ca. 384-322 fvt.) i senmiddelalderen blev oversat til latin. Derfor var grækerne ikke hedninger på samme måde som de sande hedninger, barbarerne nord og nordøst for det kristne Europa, disse vilde stammer som blev målet for nogle af de første store fredelige og voldelige missionsbølger. Senere dukkede muslimerne op som en gruppe, der nok var falske i troen, men ikke hedninger i samme forstand som de nordlige folk, blandt andet fordi mange af de tidlige muslimske områder og folk tidligere havde været kristne. Ja måske kunne de betragtes som en del af den kristne verden, idet deres magt, rigdom og succes gjorde dem helt atypiske som barbarer. Måske var de Djævelens folk. Denne holdning varede helt frem til, at barbarbegrebet igen blev tømt for det religiøse indhold, noget der først skete i det 15. århundrede. Nu henviste barbarbegrebet igen til vold, grusomhed og brutalitet, hvorfor det herefter kunne betegne muslimerne, og en del af det muslimske Nordafrika blev opkaldt efter denne kategorisering, Barbarien – berbernes land. Men før det skete, havde begrebet allerede været under ændring, idet det vestlige Europa efter ca. 1100 var så fuldstændig kristnet, at der ikke langs den romerskkatolske verdens grænser var barbarer i den hedenske forstand længere. Og nu begyndte man så at bruge begrebet om hinanden inden for den kristne verden i den mere traditionelle betydning som udtryk for negative moralske, sociale og kulturelle forhold, som f.eks. de skandinaviske folk var repræsentanter for.29 Endelig var der en helt særlig kategori, Østens folk. Når de var specielle, skyldtes det, at Biblen gjorde Østen til en helt særlig verdensdel, hvorfra lyset og dermed livet kom, hvor det jordiske paradis
