og 15.
49 1. Mos.16.12 og 17.19-21.
50 2.Kong.17.22-23 og 18.11-12.
51 Sl.72.8-11.
52 Es.66.18-19.
53 Es.18.1-2.
54 Es.2.4. og Mika 4.3.
55 Athanasius De incar.51.4.
56 Athanasius De incar.50-52.
57 Jer.1.13-16.
58 Jer.4.13 og 23-26.
59 Jer.47.2.
60 Åb.20.8.
61 Ez.38, se også 1.Mos.10.
62 Ez.39.1-20.
63 Åb.20.1-3 og 7-10.
64 1.Joh.2.18 og 22, 2.Joh.1.7.
65 Michael 1982 p. 133 og Ross 1963 p. 34.
66 Cary 1956 p. 81.
67 I det 6. århundrede byggede den byzantinske kejser Khosro I Anushirvan (531-579) en jernport ved Derbend mellem Kaukasus og Det Kaspiske Hav i forbindelse med en mur, som hans far, den sasanianske konge Kavadh I (regerede 488-531), havde påbegyndt. Det er disse byggerier, der senere, omkring det 11. eller det 12. århundrede, da de oprindelige bygherrer var blevet glemt, blev forbundet med Alexander den Store.
68 Ross 1963 p. 33-35.
69 Isidor Etym.2.66.
70 Johnson 1959 p. 254.
71 Matt.2.1-12, Budge 1886 p. 84-85.
72 Sl.72.10.
73 Baudet 1965 p. 17.
74 Mandeville 1997 kap. IX.
75 1.Kong.10.1-13.
76 Baudet 1965 p. 18.
77 Hamilton 1996a p. 177.
78 Wilkinson 1977 p. 202-204.
79 Simek 1992 p. 99.
80 Hamilton 1996a p. 180-182 og 184.
81 Markham 1967 p. 6. Marco Polo besøgte gravene i Saba i Persien, mens atter andre placerede gravene i Turkistan. Der var således nogen konkurrence om de indbringende grave.
82 Kol.3.11.
83 Rom.3.29-30.
84 Ef.2.19-20.
85 Engberg-Pedersen 1998.
86 Snowden 1970 p. 198. Origenes gør her meget ud af at vise, at Moses var gift med en etiopier, en datter af Kam.
87 Rom.1.19-25.
88 1.Thess.4.5.
89 Rom.1.26-32.
90 Müller 1980 p. 262.
91 Men helt universel var denne redning i troen ikke for alle. Således var der ikke enighed om, at også skytherne kunne reddes. Mens skytherne i antikken både havde været fremstillet som dyriske og som ædle vilde, var de kristne generelt meget negativt indstillet over for dem. På baggrund af fastlæggelsen af deres afstamning fra Magog, og den jødiske historiker Josephus’ fremstilling af dem som vilde dyr og som lystmordere, fik de et meget negativt ry hos de kristne. Af Tertullian blev de fremstillet som rå, barbariske, promiskuøse og kannibalistiske, mens Orosius mente, at det ikke var hoppemælk, men menneskeblod, skytherne drak. Jeronimus (340’erne-420) kunne berette, at de slagtede og åd deres forældre, slægtninge og naboer, når disse blev gamle, og Isidor skrev, at de levede af menneskekød og -blod. Deres ondskab smittede også af på de folk, der var deres efterkommere, og hvis navne og historie viste, at de var skythere. Det gjaldt ifølge Eusebius fra Caesarea (ca. 265-339) og Isidor goterne, der stammede fra Gomer, mens den ærværdige Bede (672/3-735) fandt skythere blandt britonernes forfædre. St. Basil (ca. 329-279) var en af de få, der havde noget positivt at sige om skytherne. Det skyldtes, at han mente, at der var nogle universelle moralske sandheder, der havde deres udspring i vor fælles oprindelse, så ud over deres mangel på selvkontrol og store grusomhed, så havde nogle grusomme folk som f.eks. skytherne også enkelte humanistiske træk. Endelig skal det nævnes, at J.-J. Rousseau (1712-1778) gjorde de amerikanske indianere til skythere, men nu i den positive bestemmelse som ædle vilde. Boas 1948 p. 130, Johnson 1959.
92 ApG.1.8, Matt.28.19-20. I Biens Bog redegøres der med reference til Eusebius fra Caesarea for, hvor hver enkelt tog hen. Simon Peter tog først til Antioch, hvor han opvakte en fra de døde, og derefter tog han til Rom, hvor han virkede, indtil han blev korsfæstet af den onde kejser Nero (37-68). Andreas tog til Skythien og Nicomedien og døde i Byzans. Johannes tog til Asien (Ephesos) og blev sendt i eksil på øen Patmos af kejser Tiberius (42 fvt.-37 evt.), hvorfra han vendte tilbage til Ephesos. Jakob, Johannes’ bror, tog til byen Bethsaida i Galilæa, men blev dræbt af Herodes Agrippa I (10 fvt.-44) et år efter Kristi himmelfart. Filip tog sig af Frygien, Pamfylien og Pisidia og virkede som apostel i 27 år. Thomas virkede blandt partherne, mederne og inderne. Og fordi han døbte en indisk kongedatter, dræbte kongen ham med et spyd. Hans lig skulle være blevet bragt til Edessa og begravet her, men andre mener, at han er begravet i Malapur i Indien. Matthæus virkede i Palæstina, Tyre og Sidon, og efter sin død blev han begravet i Antioch. Bartholomæus virkede i det indre Armenien og omgivende områder, og han blev korsfæstet af den armenske konge og begravet i den kirke, han havde bygget i Armenien. Judas blev erstattet af Mathias, som tog sig af Hellas og Sicilien, hvor han byggede en kirke og døde. Thaddæus tog til Laodicea, Antaradus og Arwad. Jakob, Alfæus’ søn, prædikede i Palmyra og endte i Batnan i Sarug, hvor han døde og blev begravet. Simon Kananæer prædikede i Samosata, Aleppo Manbig og Kinnesrin. Han byggede en kirke i Kyrrhos, hvor han døde og blev begravet. Og ud over apostlene var der Jakob, Jesu bror, som blev i Jerusalem, hvor han blev stærkt mishandlet og til sidst dræbt ved stening. Budge 1886 p. 105-107.
93 Rom.10.18, Sl. 19.5.
94 Åb.2.11.
95 Borst 1995 p. 368.
96 Gregor 1964 p. 15.
97 Joh.11.16.
98 Joh.20.24-28.
99 ApG.1.8.
100 Gregor 1964 p. 87, Hamilton 1996a p. 172.
101 Gregor 1964 p. 85, Slessarev 1959 p. 88 ff.
102 Polo 1965 p. 238, 247-249 og 277-278.
103 Polo 1965 p. 278.
104 Yule 1967 bd. 3, p. 238.
105 Yule 1967 bd. 3, p. 249-251.
106 Yule 1967 bd. 2, p. 141-142 note 2.
107 Smeding 2002 p. 13.
108 De adventu patriarchae Indorum ad Urbem sub Calixto
