argumenteret ud fra klimatiske forhold, og derfor kunne Demokrit forene sin udviklingsmodel med en center-periferi model. Tidens orden, rummets orden og samfundets orden blev således forenet i én hierarkisk model hos Demokrit. Men hvor oprindelsen og fortiden var placeret i periferien hos Demokrit, blev det den ultimative synd i form af monstre og ondskab eller den ultimative rigdom og dekadence eller den ultimative dyd i form af Paradis eller præstekongen Prester Johannes, de kristne placerede i verdens periferi. I periferien placerede man således den livsform, der bedst kunne tænkes kontrastivt til den aktuelle livsform, man ønskede at perspektivere.
Reaktionen på sofisternes idéer om udvikling blev i det 4. århundrede fvt. formuleret af kynikerne, som vendte sofisternes udviklingsoptimisme på hovedet, idet de så udviklingen som begyndende i en oprindelig paradisisk tilværelse efterfulgt af et forfald, som især blev tilskrevet et voksende, fordærvende luksusliv og ekspansionen i den private ejendomsret og de falske, det vil sige for overlevelsen unødvendige, behov. Kynikerne mente, at alt menneskeskabt var af det onde, og at det gode ikke kunne opnås ved at få alt, men ved at gøre sig uafhængig af behovene, samtidig med at man fik en indre følelse af tilfredsstillelse. Kernen i deres forståelse var, at jo større behov, des større ulykke, og da historien var én lang udvikling af stadig større behov, var den samtidig en udvikling af stadig større ulykke. Kun det, der var i overensstemmelse med naturen, var godt, og det var blandt andet det, der var upåvirket af mennesket, det, der var karakteristisk for de første tider samt menneskets primære og instinktive behov. Disse holdninger blev første gang fremført omkring det fjerde århundredes begyndelse af Antisthenes (445-365 fvt.), der regnes som kynismens grundlægger. I modsætning til sofisterne fremhævede han barbarerne som grækernes forbillede, fordi barbarerne levede det naturlige liv uden alle de falske behov og det fordærvende luksusliv, som havde skabt så megen ulykke blandt grækerne. Forfaldet blev senere sat på formel af Aristoteles’ (ca. 384-322 fvt.) elev Dikaiarch fra Messina (ca. 350-290 fvt.), som fremstillede en forfaldsproces fra en oprindelig primitiv tilstand gennem pastoralisme og agerbrug og begrundede den med menneskets magtbegær og fordærvende behov.6 Kynikerne fornægtede således alle civilisationens institutioner af politisk, religiøs eller retslig art sammen med videnskab og kunst med henvisning til, at dette var fordærvende luksus, som var unødvendig i forhold til overlevelsen. For dem var barbarerne de sidste repræsentanter for den oprindelige paradisiske tilværelse.
Platons (ca. 428-348 fvt.) opfattelse af oprindelsestilstanden forenede på en måde sofisternes og kynikernes, idet han betegnede tilstanden som en næsten paradisisk tilstand, uden at dette dog var menneskets ideelle tilstand. Årsagen var, at dyderne blev overholdt uden at blive udfordret. Den højeste moral forudsatte den udvikling, der samtidig skabte de mange forfaldsmuligheder og dermed fristelser, som det moralske menneske måtte sætte sig ud over. Platon fremstillede så den cyklus, udviklingen gennemløb mellem hver syndflod, der satte udviklingen næsten tilbage til oprindelsen. Kun ægypterne overlevede og kunne bringe den tidligere cyklus’ fremskridt ind i den nye cyklus. Platons største betydning for middelalderens antropologi var hans idé om eksistenskæden, som forbandt alt i verden i en hierarkisk orden og placerede mennesket mellem guderne og dyrene med ånden som den afgørende forskel i forhold til dyrene og den fysiske krop som den afgørende forskel i forhold til guderne. Eksistenskæden var skabt af guderne og som sådan fuldkommen, altomfattende, evig og uforanderlig. Hertil føjede Aristoteles skaberværkets kontinuitet og hierarki fra den laveste sten nederst til guderne i det højeste. Platon kunne med denne model fastholde verdens uforanderlighed på det fundamentale idémæssige plan bag ved den sansede foranderlige verden, mens Aristoteles mente, at de sansede og forgængelige ting måtte indeholde universelle substanser i form af en essens, der svarede til arten. Sand viden drejede sig ifølge Aristoteles om disse essenser, som måtte være evige, hvorfor forandring på dette fundamentale niveau ej heller for Aristoteles var mulig.7 Hermed var der etableret en ramme for den orden, den kristne guds skabelsesværk udgjorde, en orden der direkte afspejlede Guds fuldkommenhed. Dette blev klart udtrykt af Ambrosius Theodosius Macrobius (385-423) i hans kommentar til Ciceros (106-43 fvt.) skrift om Scipios drøm i Commentum ad Ciceronis somnium Scipionis–Kommentar til Ciceros: »Scipios drøm« i den form, som i eftertiden skulle blive den autoritative:
Da ånden udspringer af den højeste gud8 og sjælen af ånden; og da ånden igen skaber alt, der ligger herunder, og fylder det med liv; og da det er denne stråleglans, der oplyser alt og reflekteres i alt på samme måde, som et enkelt ansigt reflekteres i mange spejle, der står på række; og da alle ting hænger sammen i én kontinuerlig rækkefølge, som degenererer fra trin til trin ned til den absolutte bund; da vil den opmærksomme observatør opdage, at delene er forbundet fra den øverste gud til tingenes laveste bund uden et eneste brud.9
Eksistenskæden eller ‘scala naturae’ blev en skabelseskæde, som var lige så uforanderlig som Guds fuldkommenhed, hvad der igen betød, at tidsdimensionen blev ligegyldig. Og også erkendelsesgrundlaget blev videreført fra grækerne til de kristne, idet det ikke var via sanserne, man kunne erkende skabelseskæden, men gennem åbenbaringen. I de hellige skrifter havde Gud åbenbaret den viden, mennesket var blevet tildelt, og uden for dette havde mennesket hverken evner eller adgang til viden.
For Aristoteles havde alle mennesker et guddommeligt element i form af logos, der sammen med sproget gjorde det muligt for mennesket at opfatte og handle moralsk og derved udvikle sig til perfektion. Men dette logos var ikke ligeligt fordelt eller lige realiseret hos alle mennesker. Den mest markante forskel fandt Aristoteles mellem grækere og barbarer, men også blandt grækerne var der store forskelle, ikke blot mellem kønnene, men også mellem græske mænd. Hierarkiet mellem menneskene refererede således til, i hvor høj grad logos var til stede i de forskellige mennesker. I den ene ende havde man den næsten dyriske barbar, som derfor også var en naturlig slave, og i den anden den næsten guddommelige filosof. Dette hierarki afspejlede sig igen i et hierarki mellem samfundsformerne med nomaderne i bunden, agerbrugssamfundene i midten og bystaten i toppen, den bystat som ifølge Aristoteles var forudsætningen for menneskets endelige realisering. Men det var ikke alle, der kunne realisere det højeste niveau, for som han forklarede i sin Statslære, så var der forskel på folk – på grækere og barbarer: »Nu har naturen en tilbøjelighed til at gøre også legemerne forskellige hos de frie mennesker og hos slaverne ved at gøre de sidstes stærke til det nødvendige arbejde, de fries ranke og uegnede til udførelsen af et sådant arbejde, men egnede til virken i det borgerlige samfunds liv, der jo udfolder sig dels i virksomhed i krig, dels i fredens gerning.«10
I forlængelse af Platons og Aristoteles’ filosofi og ikke mindst den kyniske tænkning formuleredes den stoiske filosofi med Zenon fra Kition (ca. 335-262 fvt.), som havde studeret på Platons Akademi og hos kynikerne, som grundlægger. For stoikerne var logikken vejen til erkendelse af den verden, som havde en reel og observerbar eksistens, og de betragtede mennesket som det højest udviklede væsen og det centrale udgangspunkt for alt, mens naturen blev betragtet som indrettet til at tjene de menneskelige behov. I deres antropologi var mennesket fra begyndelsen udrustet med fornuften og som følge heraf udstyret med de tekniske færdigheder, der var nødvendige for at eksistere. Udviklingen var for stoikerne en målrettet proces, da kosmos i form af de fire elementer, jord, vand, ild og luft, var styret af faste og fornuftige principper, en slags immanent verdensfornuft, som for nogle stoikere blev identisk med det guddommelige eller Gud. Da den menneskelige fornuft var en del af denne verdensfornuft, ville mennesket, når dets vilje blev styret af fornuften, gøre det gode. Vejen til dyden, som var det højeste mål for mennesket, gik således via erkendelsen af naturens orden. Dyd og visdom blev derved sammenhængende fænomener, hvorfor kun filosoffer ifølge en del stoikere kunne udvikle samfundet. Og derfor var det kun filosoffer, der burde være samfundets ledere.
Udviklingens forløb inden for de cyklusser, stoikerne satte verdenshistorien ind i, gik fra de oprindelige paradisiske urtilstande, hvor menneskets sande og fornuftige natur kom rent til udtryk, og hvor mennesket levede i overensstemmelse med naturen og dermed med den immanente verdensfornuft, via et moralsk forfald til katastrofen i form af den verdensbrand, der afsluttede en cyklus og skabte grundlaget for en ny. Målet for
