“changing families” dog ikke indebærer, at man tager afsked med begrebet “familie” og i stedet sætter andre begreber som f.eks. “domestic units” eller “living arrangements” svarer de ved at knytte an til D. Gittins (1985): “’The Family’, however, she sees as an ideological object – a stereotype produced and maintained for the purpose of exerting certain kinds of social control. Institutions, laws and welfare policies are constructed around this stereotypic form not because it is the norm but in order that it shall be the norm” (ib. 17). De går endda et skridt videre i deres tolkning: “To define people as ‘mother’, ‘father’ and ‘child’ rather than ‘female adult’ ‘male adult’ and ‘young male or female’ strongly implies duties for them and asymmetrical relations between them which might not otherwise be taken for granted” (ib. 18).
I Tyskland har den voksende barnløshed hos de 25- til 45-årige i dag fornyet udfordringerne til den hidtidige faginterne diskussion om “familieretorik” (bl. a. Lüscher 1997). Det handler i denne diskussion ikke kun om at påvise og afsløre den “idealistiske” hhv. “positive” ideologi om “familien”, men i stigende grad også om at påvise og afsløre den manglende differentiering af, når og hvordan der tales om “familie”, især den manglende reception af familieforskningens resultater (DJI 2005). Lüscher fastholder følgende sentens som ledetråd: “Vi kan ikke tale ikke-moralsk om familien – men vi kan være os dette bevidst”.
Til slut kan man rimeligvis vove forsøget på at overføre den i socialkonstruktivismen iboende logik á la Ian Hacking (1999: 1-35) til “familien”. Sociale konstruktionister er tilbøjelige til at påstå følgende om X (in casu familie): “X havde ikke skullet eksistere eller på ingen måde være, som det er. X – eller X, således som det er i dag – er ikke bestemt af tingenes væsen; det er ikke uundgåeligt”. Hvad dette indebærer, kan antydes hos Hacking, der nævner seks muligheder eller grader: “Historisk”, “ironisk”, “reformistisk”, “afslørende”, “rebelsk” eller “revolutionær”. Vi overlader det trygt til læseren at foretage et valg mellem disse tilgange eller helt at undlade at bruge dem.
Familien som “intimt relationssystem”
For at indfange alle forskellige fremtrædelsesformer for “familie” eller samlivsmønstre (en række nye kulturelt frisatte familiemønstre med tilhørende mangfoldige livsstile) har Klaus Schneewind (1999: 22-26) i den tyske fagdiskussion forsøgt at finde et begreb, som går hinsides det biologiske og det juridiske grundlag for familiedannelse med og uden børn. Han benytter begrebet “intime relationssystemer”, som kan adskilles fra andre – især formelle – sociale relationssystemer ved hjælp af fire kriterier, som i høj grad ligner det, som Bourdieu har anført:
1 “Afgrænsning. Dermed menes, at to eller flere personer indretter deres liv i rum-tidslig afgrænsning fra andre personer eller grupper af personer ud fra bestemte eksplicitte eller implicitte regler.Afgrænsningen i rum og tid implicerer på den ene side
2 privathed, dvs. eksistensen af et livsrum (f.eks. en bolig) eller i det mindste et medium (f.eks. en telefon), som muliggør et gensidigt udvekslingsforhold, og på den anden side
3 vedvarenhed, dvs. en tidsramme, der er anlagt efter et længerevarende fælles samvær, som er resultatet af gensidig tilknytning, forpligtelser og målorientering. På baggrund heraf tager endeligt også et fjerde kriterium form, nemlig
4 nærhed, dvs. realiseringen af psykisk, åndelig og emotionel intimitet i den interpersonelle relationsproces” (ib. 24f.).
Schneewind betoner dog, at det her drejer sig om en liste af karakteristika, som ved første øjekast er kendetegnende for “gode eller vellykkede relationer”. Ifølge ham falder det ikke svært at forvandle hvert af disse punkter til en “negativliste” med det resultat, at “intime relationssystemer – lige akkurat i tilfælde af ulykkelige, men dog stabile relationer – også kan udvikle sig til ’intime fjendskaber’” (ib. 25).
Lige præcist her presser det spørgsmål sig på, hvilken betydning man tildeler skilsmisse og separation i parforhold. Man kan skelne mellem to opfattelser: For den ene opfattelse er det stigende antal skilsmisser et ufejlbarligt tegn på den sekulære “families nedgang”. For den anden opfattelse er det et tegn på familiens stigende betydning, idet det betragtes som et ufejlbarligt bevis på, at partnerne ikke længere behøver at stille sig tilfredse med “dårlige relationer”; ofte henvises til, at de fleste partnere søger og indgår nye relationer efter separationen (se bl.a. Christensen & Ottosen 2002: 12).
Kim Rasmussen og Søren Smidt (2002: 60) henviser til, at det udgør en “udviklingsopgave” for børn og forældre at bringe begge disse aspekter sammen og holde ud: “Sammenstødet mellem familiens hverdagsliv og de mange forestillinger på den ene side og den faktiske viden om parforhold, skilsmisse, børn og opdragelsesspørgsmål på den anden synes at være en del af de nye betingelser for mænds og kvinders identitetsdannelse og mere eller mindre direkte også for børnenes”.
Imidlertid kan virkningerne af skilsmisse på børn dokumenteres empirisk. Alt i alt kan man med Schneewind (1999:150) gå ud fra, at “skilsmisse ikke længere på forhånd begribes som en patogen hændelse”. Mai Heide Ottosen (2004: 8f.) resumerer tilsvarende resultater i hendes undersøgelse, som bygger på 5.000 børn fra årgang 1995: “Ud fra de mål, der blev anvendt i undersøgelsen, konkluderes det, at det store flertal af de 7 1/2-årige danske skilsmissebørn ser ud til at trives lige så godt som børn i kernefamilier, men at den lille gruppe børn fra opløste familier har flere vanskeligheder end deres jævnaldrende. Denne konklusion er i god overensstemmelse med hovedresultater fra den internationale forskning, der har belyst, om forældres samlivsophævelse har langtidseffekter for børns psykologiske trivsel og velværd. Den har tilsvarende vist, at det store flertal af børnene tilpasser sig efter skilsmissen. De internationale forskningsresultater har endvidere påpeget, at i et langsigtet perspektiv er forældrekonflikter den faktor, der påvirker skilsmissebørn mest i negativ retning.” Ottosen drager heraf en væsentlig konsekvens: “Disse problemer er imidlertid ikke nødvendigvis en konsekvens af skilsmissen, men kan være til stede, allerede inden forældre går fra hinanden, og derfor kan børn være bedre tjent med, at forældre går fra hinanden, hvis forholdet er åbent konfliktfyldt.” (ib. 9) (se også Christoffersen 2004: 112ff.).
For at nævne det sandsynligvis mest fremtrædende eksempel i den internationale forskning, som Ottosen også refererer til, henvises her til den forskningsgruppe, som ledes af Marvis Hetherington. I en aktuel publikation (2002) har hun genpræsenteret hhv. nyfortolket resultaterne af “45 års familieforskning” (med i alt 9 longitudinelle studier). Hun når frem til 9 konklusioner, der kaldes “lessons” eller lærestykker (kap. 13). Vi ønsker – uanset hvor patetisk de måtte klinge i fagfolks ører – her at henvise til tre: “Tætte, understøttende tillidsrelationer spiller den vigtigste rolle for at beskytte mennesker mod stressbelastende hændelser, uanset om de udfolder sig mellem ægtefolk, kærestepar, forældre og børn, søskende eller i forhold til mennesker uden for familien”. “En separation skal aldrig tages letsindigt; den er altid forbundet med store risici”. Men “skilsmisse er en fornuftig løsning for en ulykkelig, sønderrevet, destruktiv ægteskabsrelation. Den kan åbne den dør til livsverdenen, som fører til glæde, tilfredshed og nye præstationspotentialer, ikke kun til tab, smerte og sammenbrud”. Det lykkedes for det store flertal af personerne – voksne såvel som børn – i studierne (75%) at bringe disse tre aspekter i tilfredsstillende samklang.
At afgøre, på hvilket tidspunkt hvilke konflikter forvandler et “intimt relationssystem” til et “intimt fjendskabssystem”, kan ofte virke som at løse en ligning med flere ubekendte. Om det er anbefalelsesværdigt at fraråde mennesker at opretholde forbindelsen for derved at kunne finde ressourcer til en fælles fremtid – når dette udløser
