vi ikke den problemstilling, at der stilles spørgsmålstegn ved i hvilket omfang og hvor dybtgående “dobbeltsocialiseringen” har vundet indpas i bevidsthed og i praksis i samarbejdet og den gensidige orientering mellem forældre og fagfolk.
Et blik sydpå viser en stor forskel: Går vi fra Portugal over Tyskland, Holland, Italien og Spanien til Østrig, udgør antallet af institutionsindskrevne børn i alderen 0-3 år fra 12% til 3%. Den relativt høje kvote på 10% for Tysklands vedkommende kan i det mindste betragtes som en “sidegevinst” ved den tyske genforening: i 1998 udgjorde antallet af vuggestuepladser i de “gamle” Forbundslande (dvs. den tidligere Tyske Forbundsrepublik) 3,4%, men 34,5% i de “nye” Forbundslande (dvs. det tidligere DDR) (OECD Employment Outlook 2002).
Begrebet “dobbeltsocialisering” er – så vidt vi ved – ukendt i de pågældende lande. F.eks. Schneewind (1999: 120) går i overensstemmelse med den samfundsmæssige realitet ud fra, at “vigtige læreprocesser sættes i gang gennem de påvirkninger, som den opvoksende generation først og fremmest og sædvanligvis udsættes for i familiens kontekst, og som afgiver grundlaget for de videre, også udenomsfamiliære, livsområder”.
I den danske fagdiskussion tegner sig et perspektivskifte: interessen flytter sig i stigende grad fra “den funktionstømte kernefamilie” til “den udvidede familie”. Denne omfatter forældrene og deres børns samlede relevante netværk, inklusive “den offentlige familie”, som de tilhører. Dette perspektivskifte er ikke inddraget i alle bidrag i denne bog.
Til forskel herfra ser det ud som om, at kernefamilien rykker stærkere ind i centrum og udfordres i den offentlige opinion og politikken. Den lancerede import af modellen i “Parent Management Training (PMT)” som normaltilbuddet i dansk socialpolitik kan opfattes som et aktuelt eksempel herpå. Jorun Ulvestad (2002: 53ff.) henviser til konsekvenserne af en “uhellig alliance” mellem politik og videnskab.
Et professionelt perspektiv i en komparativ dimension
Som Pierre Bourdieu (1997) påviser, er familiediskursen et anliggende, der tilsyneladende vedrører alle ‘moderne’ eller ‘senmoderne’, vestlige stater. Det begrunder til dels udvalget af bidrag i denne bog (tyske, norske, hollandske, franske, australske, amerikanske og danske) og rummer samtidig en opfordring til grundigt at overveje, hvordan man kan lære af andre landes erfaringer og metoder.
Luhmann er ofte refereret for at definere kontingens som “alt, hvad der hverken er nødvendigt eller umuligt”. Set ud fra denne optik kan man ikke gøre sig håb om at indfri forestillingen om een og kun een måde at gøre tingene på. I forlængelse heraf er det utvivlsomt forståeligt, at den enkelte fagperson eller gruppen af fagpersoners horisont først kan udvides ud over egne kulturelle og nationale grænser i det øjeblik, hvor det bliver tydeligt hvilke muligheder og løsningsforslag som står åbne uden at være hverken tvingende nødvendige eller umulige.
Det afgørende for nærværende bog har ikke kun været at “udvide det pædagogiske diskursunivers” (Schubert 1997: 41), men også at præsentere bidrag, som kan medvirke til at skærpe en international problembevidsthed med det formål “at udvide det tænkelige spektrum af handlinger” (Anweiler 1990: 233). At se over hækken for eller at finde ud af “om naboens græs er grønnere” – som Steen Bengtsson (SFI) ynder at udtrykke det – er derfor ikke blot en øvelse i, at læseren bliver klogere på, hvad man gør i andre lande, men måske og i endnu højere grad en øvelse i at benytte disse anderledes måder at anskue “kendt stof” på som inspiration til at indgå dialog med ‘fremmede’ synsmåder og ad den vej udvikle andre måder at undersøge vore egne problemer på. Det indebærer også, at andre ikke kan overtage vores ansvar. De kan vise os hen til tingene, men vi må selv tilegne os det.
I denne bog fokuseres på risikofamilier og de familier, der på grund af risikoen konfronteres med alvorlige vanskeligheder/problemer. Dvs. at bogens problemstilling og bidrag i særdeleshed angår de omtrent 10% af de danske børn, som har en “svær barndom” (Christensen & Ottosen 2002: 6f.), og deres forældre.
Bogen retter sig primært mod de medarbejdere, der arbejder inden for den type tilbud, som gives disse børn og deres familier, og mod de forskere og udviklere, som bidrager til evaluering, dokumentation af resultater og videreudvikling inden for dette felt.
Referencer
Andrés, H. K. (2000). Den professionelle nærhed. I: l. Reimer, I. Schousboe & P. Thorborg (Eds.), I nærheden – en antologi om børneperspektiver. (s. 119-132). København: Pædagogisk Bogklub.
Anweiler, O. (1990). Wissenschaftliches Interesse und politische Verantwortung. Dimensionen vergleichender Bildungsforschung. Opladen: Leske & Budrich.
Berger, P. & Luckmann, Th. (1966/2003). Den sociale konstruktion af virkeligheden: En videnssociologisk afhandling. København: Akademisk Forlag.
Bourdieu, P. (1997). I familiens ånd. I.: P. Bourdieu, Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen (s. 134-147). København: Hans Reitzels Forlag.
Christensen, E. & Ottosen, M. H. (2002). Børn og familier. Resultater og perspektiver fra Socialinstituttetets forskning om børn og familie. København: Socialforskningsinstituttet 02:8.
Christoffersen, M. N. (1998). Talcott Parsons’ bidrag til forståelse af børns integration eller udstødning. I: I. Zeuner, D., Bunnage, M. H. Ottosen & M. N. Christoffersen (1998), Sociologisk teori om social integration.(s. 107-121). København: Socialforskningsinstituttet 98:18.
Christoffersen, M. N. (2004). Familiens udvikling i det 20. århundrede. Demografiske strukturer og processer. København: Socialforskningsinstituttet 04:07.
Dencik, L. (2005). Børns tilegnelse af livskvalifikationer til den postmoderne tilværelse – om betydningen af børns dobbeltsocialisation i den moderne velfærdsstat. I. L. Dencik, Mennesket i postmoderniseringen – om barndom, familie og identiteter i opbrud. (s. 16-33). Værløse: Billesø & Baltzer.
DJI-Bulletin. (2005). Zu wenig und die “Falschen”? Kinderlosigkeit als komplexes Bedingungsgeflecht. München: Eigenverlag.
Flaskas, C. (2002). Family Therapy Beyond Postmodernism. Practice Challenges Theory. Hove/New York: Brunner-Routledge.
Gautier, A. H. (1996). The State and the Family. A Comparative Analysis of Family Policies in Industrialized Countries. Oxford: Clartendon Press.
Gittins, D. (1985). The Family in Question: changing households and familiar ideologies. London: Macmillan.
Hacking, I. (1999). Social Construction of What? Harvard: University Press.
Hetherington, E. M. & Kelly, J. (2002). For better or For Worse. Divorce Reconsidered. New York/London: Norton & Company.
Hoffman, L. (1990). Constructing Realities: An Art of Lenses. I: Family Process 29, 1-11.
Huston, P. (2001). Families As We Are. Conversations from Around the World. New York: The Feminist Press at the City University.
Kaufmann, F. X. (1995). Zukunft der Familie im vereinigten Deutschland. München: Beck.
Kaufmann, F. X. (2002). Politics and Policies towards the Family in Europe: A Framework and an Inquiry into their Differences and Convergences. I: F.-X. Kaufmann & H.-J. Schulze (Eds.) (2002), Family
