en række af de problemer, som en definition af migrantlitteratur kunne synes at indebære. Med særligt fokus på Caryl Phillips’ forfatterskab viser hun, hvordan forfatterens baggrund på flere planer giver afsæt for distinkte litterære strategier, der sætter spørgsmålet om identitet på spidsen.
Forfatterens bevægelse kan naturligvis også finde sted gennem en rejse, som fører tilbage til startpunktet og hjemstavnen. Opmærksomheden på rejselitteratur har fået en opblomstring, blandt andet ansporet af et mere åbent litteratursyn, hvor skellet mellem fiktiv og ikkefiktiv litteratur er blevet udfordret, og hvor man som i migrantlitteraturen har et møde i teksten mellem forskellige kulturer og litteraturer. Mødet med den anden er blevet en central problemstilling i udforskningen af rejselitteratur. Det gælder, uanset om rejselitteraturen skildrer en fremmed virkelighed set ud fra ens egen litterære kultur, eller om man kan se sig selv som beskrevet med et fremmed blik. Tabish Khair skriver i “Før det postkoloniale. Ikke-europæisk rejselitteratur og globalisering” om de noget upåagtede, men højst interessante rejser, der er blevet gjort fra øst mod vest. Khair argumenterer ikke mindst for, at kolonialiseringens negligering af de koloniserede kulturers litteratur og til tider bevidste fortrængning af dens eksistens, samt rejselitteraturens etablering som en bestemt, vestligt farvet genre, har skubbet en mangfoldig og på mange måder ligeværdig tradition for rejseskildringer ud i glemslen.
Lige så afgørende som forfatterens perspektiv er de rammer, litteraturen forstås ud fra. Ideen om verdenslitteratur sætter ikke grænser for, hvad der kan tematiseres, men grænser er nødvendige, for at man kan se forskelle, og for at man kan begribe det sted, hvorfra verden ses. I diskussionen af verdenslitteratur er ideen om Europa ofte blevet klemt, selvom udviklingen af et begreb om transregional identitet og litteraturhistorie synes påtrængende, ikke blot i Europa, men i alle verdensdele. Det er blandt andet reflekteret i en række udgivelser under the International Comparative Literature Association, som har iværksat skrivningen af litteraturhistorier for områder, hvor den nationale identitet har været grænsedragende og styrende for beskrivelsen af litteraturen. Som alternativ til denne forståelsesramme vælger man i stedet her at tænke Sydamerika, Den Iberiske Halvø og det østlige Mellemeuropa som regioner, hvor de interne ligheder i et verdenslitterært perspektiv langt overstiger forskellene, men hvor formuleringen af denne regionale identitet har haft et efterslæb. En Nordisk litteraturhistorie er i øjeblikket under udarbejdelse i denne serie. Dette regionale perspektiv skriver Vivian Liska og Thomas Nolden om i “Transregional regionalitet. Europa” i en afsøgning af, hvad europæisk litteratur vil sige.
Selvom verdenslitteraturbegrebet ikke underkender regional eller national identitet, så findes der flere forskellige bestræbelser på at finde et niveau, hvor verdenslitteraturens egen identitet er sikret som mere end blot summen af en række dele. Tre sådanne forslag til kritisk at iagttage niveauer, hvor verdenslitteraturen finder sit eget rum, præsenteres her i form af bidrag om økokritik, ikkekomparativ litteraturkritik, og en gennemgang af Nobelprisens rolle i konstruktionen af en verdenslitteratur. Et radikalt perspektiv på verdens litterære geografi findes inden for den litterære retning økokritik, hvor litteraturens forhold til naturens ikkesproglige verden bliver centralt. Som Patrick D. Murphy således demonstrerer, udgør økokritikken en oplagt ramme for en transnational forståelse af verden. Jørn Erslev Andersens artikel “Haiku som verdenslitteratur” viser, hvordan haikugenren fra sit udspring i Japan er blevet til en verdensgenre, som i vestlige genfortolkninger videreudvikler formen, uden at forbindelsen til og afhængigheden af det japanske haiku går tabt. Endelig skriver Horace Engdahl i “Kanonisering og verdenslitteratur. Nobelerfaringen” om Nobelprisen i litteratur og de omskiftelige bevæggrunde for tildelingen af denne mest fornemme pris, en forfatter kan modtage. Engdahl peger på, at Nobelprisen i kraft af sin status kan udfordre national egenrådighed ved at belønne forfattere, som er kritiske over for deres nation. Samtidig demonstrer han også, hvordan Nobelprisen sjældent skaber bestsellere eller folkelig litteratur, men netop, hvilket den franske kritiker Pascale Casanova har påpeget (Casanova 2005), kan kanonisere forfattere ud fra andre rationaler og i et forum, som har en kosmopolitisk og enhedsskabende modus vivendi.
Metodiske tendenser og blinde punkter
Det er karakteristisk for de tilgange til litteraturen, som præsenteres i denne antologi, at de har et synspunkt på bevægelse, overførsel og transformation. Samtidig afspejler de også en markant metodisk tendens i tiden til at lade litteratursociologien komme til orde snarere end litteraturfilosofien. Bogkultur, bogens materialitet, bogmarkedet og medtænkningen af den måde, hvorpå tekster cirkulerer, er blevet en central del af studiet af verdenslitteraturen. I denne antologi har det dog også været vigtigt at fremhæve tilgange, som ikke udgrænser litteraturens formelle aspekter til fordel for en simpel registrering af, hvad der læses og hvor. Forsøget på at skabe en syntese mellem de bevægelser, der kan måles og vejes, og den bevægelse, litteraturen afstedkommer, er et fællestræk ved disse tekster.
Man kan naturligvis også spørge: Hvad ser disse tilgange så ikke? Hvad prioriterer de ikke? Måske det, som insisterer på at være lokalt og provinsielt? Det som gennem sprog og referencer vil være lokalt og utilgængeligt? Måske også et manglende blik for det, som falder ved siden af de globale strømme. Provinsen og med den en ny provinslitteratur er ikke længere en periferi i forhold til et nationalt centrum, men det, der netop falder uden for de globale strømme. I den sidste ende viser litteraturhistorien dog, at alle steder kan være steder for verdenslitteratur, men at vejen dertil kan være lang og vanskelig. Teorier om litteratur i bevægelse gør den om ikke lettere, så mere interessant og facetteret.
Svend Erik Larsen
VERDENSLITTERATUR
Global vision som lokal læsemåde
Lille by, global virkning
Uden Johann Wolfgang von Goethe ville Weimar have været et ukendt provinshul i et hjørne af Centraleuropa. Med Goethe blev det i en menneskealder et centrum i tysk kulturliv og i europæisk kultur, politik og videnskab, også efter hans død i 1832. Weimar var hovedstad i et af de talrige små tyske fyrstendømmer, Sachsen-Weimar, men mere hoved end stad. Hovedet var Goethes med det meste af verden på indersiden, mens staden på hans tid bare havde omkring 8.000 indbyggere.
Goethe selv samlede gennem møder og brevveksling europæiske personligheder på tværs af landegrænser. Man vaskede ikke hænder det første stykke tid efter man havde hilst på ham. Han var embedsmand og polyhistor i 1700-tallets kosmopolitiske ånd og blandede sig i moderne naturvidenskaber som geologi og biologi ud over humaniora og filosofi. Først og fremmest var han med til at udvikle det menneskesyn som under betegnelsen ‘dannelse’ har været grundlag for uddannelse og undervisning lige siden, i hvert fald i Nordeuropa, herunder Danmark, også i de seneste uddannelsesreformer.
Weimar som symbol på tysk og europæisk kultur fortsatte efter Goethes død med europæiske og globale konsekvenser på godt og ondt. Selvfølgelig skulle man have pusten efter Goethes lange virke, og profilen indsnævredes til det kunstneriske område. Europæiske komponister som Franz Liszt og Richard Wagner havde deres gang på de toppede brosten og i saloner og musikhuse. Men lidt efter 1900 blev Weimar hjemsted for en billedhuggerog kunsthåndværkerskole hvis virkning på kunst, videnskab og politik ikke stod tilbage for Goethes. Under navnet Bauhaus kom den til at dominere det 20. århundredes arkitektur, byplanlægning, design og visuelle udtryk jorden over. Det skyldtes især dens forening af industriel produktion og håndværk inden for design, materialer og produktionsformer og det sociale og politiske perspektiv dette arbejde havde. Den indsats fik globale konsekvenser for udformningen af vores urbane omverden og hele liv, indendørs og udendørs. Dansk design ville ikke eksistere uden Weimar og Bauhaus.
Men der var andre konsekvenser med global rækkevidde. En af de første forfatninger så dagens lys i 1816 som en forsigtig begyndelse på
