og det 19. århundredes rejsebeskrivelser af videnskabelige ekspeditioner. Han føjer til at samfærdsel, presse og oversættelser sætter yderligere skub i sagerne, og han kunne have taget de internationale tidszoner, telegrafen og verdensudstillingerne med i samme omgang. Der er ikke megen idealisme på færde her, men konkret kulturudveksling.
Derfor flytter han også synsvinklen væk fra verdenslitteraturens universelle indhold der svæver hen over nationallitteraturerne. Den litteratur der kan forstås alle vegne, kan være “uden Saft og Kraft”,4 fordi den ikke er forankret nogen steder. Og er noget skrevet direkte for at blive verdenslitteratur, er det næsten sikkert at det er ligegyldigt. Verdenslitteratur er i mange tilfælde et stykke stærk lokallitteratur, der blot tilfældigvis tilhører et sprog der lige nu har en global styrkeposition. Mindre sprog kan derfor gemme litteratur ingen kender, men af samme kvalitet og med samme globale potentiale. Brandes sætter især fingeren på den rolle et verdenslitterært perspektiv skaber inden for og inde fra nationale og lokale litteraturer:
Fremtidens Verdenslitteratur vil blive des mere fængslende, jo stærkere det nationale Præg fremtræder i den, og jo mere uensartet den er, naar den blot som Kunst og Videnskab tillige har en almenmenneskelig Side.5
Verdenslitteratur er ikke bestemte tekster, men bestemte virkninger af litteratur gennem læsning i de konkrete og forskellige sammenhænge hvor den læses og bruges sammen med andre tekster og kulturfænomener. Den skaber et ensartet perspektiv, men med uensartede tekster. Det sker når litteraturen bliver konkret model for global tænkning og lukker vinduer, døre og grænsebomme op for det globale gennemtræk.
Dette synspunkt findes igen i de nyeste overvejelser over verdenslitteratur. Således hos David Damrosch i What is World Literature?:
Verdenslitteratur er en forkortet afbøjning af en national litteratur. Verdenslitteratur er tekster der styrkes ved at blive oversat. Verdenslitteratur er ikke en fast række af kanoniske tekster, men en måde at læse på, en form for ubundet engagement i verdner hinsides vores særlige tid og sted. […] Denne afbøjning er dobbelt: Værker bliver verdenslitteratur ved at modtages inden for et fremmed kulturelt rum […] Hvert enkelt verdenslitterært værk er et mødested for forhandling mellem to forskellige kulturer. […] Verdenslitteratur drejer sig derfor altid lige så meget om værtskulturens værdier og behov som om afsenderkulturens. Derfor er det en dobbelt afbøjning.6
Damrosch kendte ganske vist ikke Brandes’ danske tekst da han skrev sin bog, men eksemplificerer dermed netop hans synspunkt: Brandes’ og Damroschs tekster er uensartede tekster med beslægtet perspektiv. Damrosch forstærker Brandes’ pointe ved at understrege at betegnelsen ‘verdenslitteratur’ af hænger af mere end teksterne selv og er en kvalifikation der følger af den læsning og den brug man gør af dem, men naturligvis på baggrund af de muligheder teksterne rummer.
Litteratur er tekster uden grænser, hvis læsningen lukker grænserne op. At alle lokale tekster kan anskues i det perspektiv, betyder ikke at alle er lige relevante, eller at de alle har det Brandes kalder ‘Saft og Kraft’ nok til det. Som Goethe er Brandes ikke interesseret i blot at læse litteratur fra hele verden, men i at gøre hele verden til grundlag for et nyt paradigme for at læse litteratur overhovedet, dér hvor den skrives og virker. Den litteratur bliver verdenslitteratur med kulturelle virkninger når den kan åbne verden, uanset hvilket sprog den er skrevet på og hvor den er skrevet. Men ikke uafhængigt af hvem der bruger den.
Litteratur på tværs af kloden
Lokal eller ej, verdenslitteratur skal også ud i verden. Brandes åbner faktisk sit essay med at omtale den globale spredning af litteratur og viden. Han nævner betydningen af transport, kommunikation og den moderne presse. I dag kan vi udvide hans liste: import og eksport af uddannelsessystemer, elektroniske medier, studenterudveksling, back packers, mediekonglomerater, lufthavnsboghandel og andre sider af den moderne globalisering. Når Brandes alligevel understreger betydningen af lokal forankring, bliver hans generelle påstand om verdenslitteraturens indretning og rolle dobbelt.
Man kan udtrykke hans paradigmatiske ambition sådan: For det første er den lokale forankring en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at litteratur kan blive verdenslitteratur; for det andet er en bred distribution gennem de publikations- og formidlingskanaler som er til rådighed på et givet tidspunkt kun en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse for en teksts status som verdenslitteratur.
En konsekvens af Brandes’ opfattelse er derfor at spændingen mellem de lokale og globale aspekter bliver artikuleret af de litterære teksters egne strukturer, og at den bliver et emne for forskellige fortolkningsteorier og metoder med fokus på teksterne. Af den grund åbner ændrede distributionsbetingelser endvidere uundgåeligt for teoretiske og metodiske problemer som isolerede analyser af litteraturens cirkulation ikke kan besvare alene. Vi taler ikke kun om litteratursociologi eller bredt anlagte kulturanalyser. Endelig indebærer Brandes’ forståelse af verdenslitteratur at der findes tekster rundt omkring med en smal udbredelse som har potentialet til at blive verdenslitteratur og kun venter på at blive kendt uden for deres grænser som de er bestemt af sprog, kultur og medier. At se litteratur i et verdenslitterært perspektiv er en dynamik, både i forhold til den allerede eksisterende litteratur og til den der er undervejs. Vi krydser ikke værker af på en liste.
Nogle tekster bliver læst uden for de lokale grænser, andre ikke; nogle gør det med stor forsinkelse, som f.eks. aboriginale fortællinger fra drømmetiden der blev verdenskendt på grund af at aboriginalt maleri blev en verdenssucces og på grund af Bruce Chatwins The Songlines (1987); andre når ud i verden med en mindre forsinkelse, som f.eks. Imre Kertész’ Fateless (1976) som sprang fra anonymitet til verdensberømmelse med en Nobelpris i 2002. I begge tilfælde er spændingen mellem lokale betingelser og globalt perspektiv en integreret del af teksterne, selvom adgangen til det store publikum skete mere eller mindre tilfældigt. Sådanne tekster kræver ofte nye læsestrategier og teoretiske indfaldsvinkler som samtidig kan give os et nyt syn på eksisterende litterære traditioner. En sådan nyorientering sker når nye genrer melder sig, som f.eks. vidnelitteratur, migrantlitteratur eller netbaseret hyper fiction, eller når nye emner som sted, oversættelse eller performativitet får øget opmærksomhed.
Litteraturens globale udbredelse følger i hvert fald tre spor som hver for sig går gennem teksterne selv og ansporer til nye læsemåder:
1) oversættelse: For det meste betragter man oversættelse som en teknisk proces som, nu og da forgæves, overfører en tekst fra ét sprog til et andet og derigennem formindsker dens betydningsrigdom eller ligefrem ødelægger den. Men da langt de fleste sprog og kulturer er dybt afhængige af eller ligefrem skabt af oversættelsesprocesser i forskellige medier, er dette synspunkt klart reduktivt. En oversættelse bør i stedet opfattes som en produktiv kulturel intervention der styres af den gensidige udfordring som to eller flere sprog og medier stiller til hinanden, en intervention der ændrer begge sprog og derfor er en vigtig drivkraft for kulturel udvikling. I teksterne selv spores oversættelse som et møde mellem to eller flere kulturer, og blandede eller ikke helt beherskede sprog bliver i højere og højere grad et vigtigt træk i mange tekster, fordi det er flere og flere menneskers hverdagssprog – kaudervælsk sagde man engang, mens man nu siger kreolisering, hybridisering, broken languages. Denne sammensathed afspejler mange lokalkulturers globale dimension.
Den slags sprogbrug er naturligvis kendt i tidligere litteratur, særlig i prosagenrer og i komedien. Sociolekter og dialekter har altid været brugt til at pege fingre ad fremmede. Rammerne for den fortolkning af lingvistiske kontraster er den klassiske tredeling af stilarter i høj, lav og middel som hver for sig svarer til litterære genrer og kulturelle værdisystemer. Et nyere eksempel er Honoré de Balzacs genkommende person Baron de Nucingen der taler Balzacs hjemmelavede hybrid mellem tysk og fransk. I de nyeste tekster er pointen
