Djengis Khan nåede Wiens byporte i det 13. århundrede, blev Europa kun reddet fordi den store Khan døde, og hans søn og officerer måtte ride hjem for at vælge en efterfølger. Timur Lenk, verdens svøbe, fulgte de samme ruter nogle hundrede år senere. Den mongolske trussel fik Europa til at sende gesandter til khanens hof. Tre munke, Johannes af Pian de Carpini, William af Rubruck og Odoric rejste ikke bare derover, men efterlod sig også beretninger der detaljeret beskrev lokale skikke sammen med historier om forfærdelige ørkener, sandstorme, voldsomme stormvejr, uudholdelig kulde, brusende floder og vilde bjerge. Deres beretninger er ganske nøgterne i modsætning til to andre bøger om rejser i Centralasien, som begge var fantastisk populære i middelalderen og længe efter. Marco Polos rejse til Kina og sir John Mandevilles rejser appellerede til talløse læseres fantasi, selvom begge højst sandsynligt er mere digt end virkelighed.
Senere gav den spanske ambassadør Clavijo en øjenvidneskildring af Timur Lenks paladser i Samarkand, og Marlowes skuespil bragte den skrækindjagende krigsherre på den elizabethanske scene. Den frygt som erobrere fra ukendte lande hinsides Persien skabte, var lige så stærk i det 17. som i det 13. århundrede. Som Colin Thubron så rammende bemærker, i to tusind år var regionen “udklækningssted for terror, hvor en uforsonlig række af barbariske racer ventede på at drive hinanden ind i historien”.3
I dag blandes digt og virkelighed stadig i billedet af Centralasien og især af Afghanistan. Tatarernes horder er blevet erstattet af Taliban, Bin Laden og forskellige terrorceller, men regionens ry for grusomhed og dekadence er det samme, men under nye former. Regionen pirrer de europæiske forestillinger fordi den er umådelig stor, stadig forholdsvis ukendt, ugæstfri og har en skræmmende historie. Den er et rum hvor europæiske fantasier om Andethed altid har været og fortsætter med at være indskrevet.
Men hvad ved vi faktisk om det afghanske perspektiv? Og endnu vigtigere, hvad kan vi vide ud over hvad forfattere fortæller os? I 2003 udkom den første roman skrevet af en afghansk-amerikansk forfatter, Khaled Hosseinis Drageløberen. Den blev en international bestseller som også blev omsat til en kontroversiel film. Hosseini er født i 1965 i en afghansk middelklassefamilie, hvor moderen er lærer, faderen diplomat. I 1976 blev hans far udstationeret i Paris, kort tid før den sovjetiske invasion i Afghanistan. I 1980 flygtede familien til USA, hvor de slog sig ned, og hvor Hosseini tog sin medicinske embedseksamen i 1993.
Hosseinis roman er god. Han hører til immigrantlitteraturen ligesom romanforfattere som Jung Chang og Maxine Hong Kingston, og deres bøger er fulde af detaljer om deres forældres og bedsteforældres kultur. Den er halvt selvbiografisk, på den måde at hovedpersonen også flygter fra Kabul og ender som amerikansk statsborger i Californien. Men den er en slags hybrid, et stykke litteratur der også ligger meget tæt på den store amerikanske romantradition i og med den drejer sig om en søns forhold til sin far. Romanen trækker på forskellige litterære og mundtlige traditioner og er samtidigt lokaliseret mere end ét sted. Den er med andre ord en slags oversættelse, og den viser et andet Afghanistan end det den vestlige folkesjæl er fortrolig med. Hosseinis bog handler stadig om et Afghanistan fuldt af rædsler og med en smertefuld historie, men det er også et sted hvor æreskodeks fungerer, og hvor der trods volden og kastesystemet findes en genkendelig social struktur der berettiger læserens respekt.
Oversættelsen udfordres
Siden 2003 har jeg stået for et projekt om oversættelsens politik og økonomi i de globale medier, et projekt der har undersøgt hvordan nyheder overføres mellem sprog og kulturer i dagens globaliserede verden. I projektets løbetid er det blevet stadigt klarere at vi slet ikke taler om direkte sproglig betydningsoverføring når vi taler om oversættelse af nyheder. Ofte er der slet ikke nogen kildetekst at oversætte, men snarere et sammensurium af tekster som skal overføres mellem sprog, redigeres, sammendrages og helt omskrives til målgruppelæserne. Nu og da skal et interview på flere timer koges ned til et kort lydklip. Begrænset spalteplads eller begrænset sendetid, 24-timers nyhedsudsendelser er nu blevet normen for fjernsynets nyhedsreportage, betyder at journalister der arbejder med flere sprog, skal omskrive og forme deres materiale under et voldsomt pres. Interessant nok betegner de fleste flersproglige journalister overhovedet ikke sig selv som oversættere, men påstår at de gør noget helt andet, selvom ingen endnu har defineret hvad dét så er.
Projektet har fået mig til at reflektere over hvorvidt betegnelsen ‘oversættelse’ giver ret meget mening længere. Tilbage i 1992 opfordrede Andre Lefevere til at termen blev erstattet med ‘genskrivning’. Han fandt at den term mere præcist beskriver processen og bemærkede at når en tekst krydser lingvistiske grænser er den altid omdannet til de nye læsere. Balmers digte, Hosseinis roman og de daglige nyheder som journalister udsender rundtom i verden, er alle sammen ‘oversættelser’ fordi de alle er en form for genskrivning, og de har alle et eller andet sted en eller anden slags kilde. Men derudover er det svært at se hvordan man kan bruge betegnelsen ‘oversættelse’ på en fornuftig måde.
Interessen for oversættelse i dag afspejler den ændrede verdenssituation og de mere og mere flersproglige og hybride mennesker som bevæger sig omkring på kloden. For ti år siden havde diskussioner om oversættelse et snævrere fokus, og opmærksomheden var især rettet mod ideologiske aspekter: Var oversættelse en form for kulturel omklamring, burde oversættere altid prøve at fremhæve det fremmede i deres versioner og undgå at tilpasse det anderledes til oversætterens kultur? Forskere som Lawrence Venuti har fremført ideen om den synlige oversætter, og han insisterede på at oversættere skulle sikre at deres tilstedeværelse altid træder frem side om side med den oprindelige forfatters. Men i dag har vi mere brug for at fokusere på oversættelsens etiske dimension, på den tillid vi har til oversættere og på oversættelse som en skabende handling der nødvendigvis medfører at vi rekonstruerer andetheden for målgruppelæserne.
Jeg bliver til stadighed forbløffet over de forsimplede definitioner på oversættelse der forsøger at bevare distinktionen mellem kilde og mål. Selvfølgelig er det et distinktivt træk ved oversættelser i forhold til andre tekster at der på forhånd er en kilde, men i dag eksisterer denne kilde måske kun virtuelt, f.eks. som en samling data der skal omformes til målgruppelæserne. Balmer bruger den nyttige idé om ‘overskridelse’ til at beskrive det hun forsøger at gøre, en betegnelse der både understreger hendes gæld til en anden forfatter og hævder hendes selvstændighed. Hosseini henviser ikke til sig selv som oversætter, men det hans roman gør er at forholde sig aktivt til de århundredgamle tekster om Afghanistan som har skabt det negative billede af det hjemland han skriver om, og det er lige så meget en oversættelse som Balmers omgang med den endeløse række af redigerede tekster af en digter vi kender som Catul. Ingen af de to forfattere opererer på noget tidspunkt med en binær distinktion; begge arbejder på en langt mere kompleks og frugtbar måde. Er tiden ikke kommet til at vi skulle erkende at ligesom genrer som det fortællende digt er holdt op med at have nogen nævneværdig betydning, så har vi brug for, at ideen om oversættelse som en ‘nøjagtig’ gengivelse af en kilde – en handling der rent faktisk er umulig – erstattes af en langt mere inspirerende, relevant og mangesidig litterær handling: det overskridende tekstlige engagement?
NOTER
1 Balmer, 2004, s. 11.
2 Balmer, 2004, s. 9.
3 Thubron, 1994, s. 158-159.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную
