og har måske stødt hans samtidige, men virker i dag blidt og lettere gådefuldt:
So little I for Caesar care
Whatever his complexion be;
That whether dark, or whether fair,
I wow ‘tis all the same to me!
His favourite so debauch’d is got,
Yes, so debauch’d is his rank blood
Folks say, he’s like a kitchen pot
That’s crammed with every dainty food.
[Jeg bryder mig ikke det mindste om
hvordan Cæsars hudfarve er;
er den mørk eller lys,
tro mig, det er det samme for mig!
Hans udkårne er blevet så udsvævende,
ja, så udsvævende er hans gejle blod,
at folk siger han er som en gryde
fyldt til randen med den lækreste mad.]
Balmers versioner er meget længere og sat op som to adskilte digte. Det første har titlen “Endnu mere pik”:
Prick writes a book, for he wants to mount Olympus
The Muses toss him off with their prick-sharp pitch forks.
Prick is priapic: A priapic prick? No surprise.
As they say: boil a pot and the scum will rise.
[Pik skriver en bog, for han vil bestige Olympen
Muserne skubber ham ned med deres piggede jern.
Pik er priapistisk. En priapik? Hvad ellers.
Som man siger: Sæt blus under en gryde, og den skummer over.]
Det andet digt får eksplicit titlen “Caesar and Mamurra”, og de første linjer angiver klart hvad der vil komme efter:
They go well together, those shameless bum-boys,
Mamurra and his Ceasar, his catamite.
[De passer fint sammen, de to skamløse drengerøve,
Mamurra og hans Cæsar, hans loverboy.]
En sammenligning mellem disse to digte viser de enorme forskelle i tone og indhold. De er så markante at vi ikke uden omhyggelig nærlæsning kan være sikre på at vi står med oversættelser af samme kildetekst. Hvert af dem afspejler på sin måde sin egen tids smagsnorm, og hver oversætter har bestræbt sig på at gengive den for længst afdøde romerske digters særlige kendetegn. Hvad jeg beundrer i Balmers måde at gribe oversættelse an på, er at hun baserer sit arbejde på forskningsbaseret viden om teksten og samtidig bestræber sig på at praktisere hvad hun kalder en fortsat dialog. Hendes anden digtsamling fører den dialog videre endnu, i og med hun bevidst slører grænsen mellem digte hun har oversat fra kilden, og digte hun selv har forfattet, dog altid med en fornemmelse af at der har været en kilde et eller andet sted, selvom hun ikke siger det direkte. Hendes indledning beskriver hendes metode:
… denne samling er en rejse ind i grænseområdet mellem digtning og oversættelse. Den kommer med versioner af klassiske forfattere afbrudt af originale digte, gentænker sig episk litteratur, rekontekstualiserer klassiske digte, tegner fortiden op igen som man skriver hen over en palimpsest. Den bebor ingenmandslandet mellem kopi og original, kendt og ukendt, gammelt og nyt og dækker et spektrum af fortolkningspositioner fra regelret oversættelse til versioner baseret på eller inspireret af en original side om side med hvad jeg her har kaldt ‘overskridelser’ – versioner som skamløst undergraver en kildeteksts oprindelige hensigt eller mening.2
Digtene følger digterens egen rejse gennem sorg og fortvivlelse over hendes syvårige nieces død. Balmer forklarer at ligesom de gamle forfattere genskrev og oversatte klassiske myter, vender hun sig mod den genfortolkende oversættelse for at finde andre stemmer, “en ny sprogbrug der kan bruges til at sige det usigelige.” Balmers arbejde nægter at anerkende den traditionelle forskel mellem ‘original’ og oversættelse, men forfægter samtidig den vigtigste betydning der ligger i at oversætte på tværs af tid og rum.
Oversættelse af Afghanistan
Britiske soldater er tilbage i Afghanistan og har det hårdt i et af de mest ugæstfrie lande i verden, med knejsende bjergkæder og ufrugtbare ørkner, stegende varme om sommeren og isnende kulde om vinteren. Afghanerne, som har vænnet sig til disse barske livsbetingelser, nedstammer fra forskellige stammer som delte styrke, udholdenhed og blodtørst, men ikke meget andet, mindst af alt sprog.
I dag synes Afghanistan at ligge langt fra Europa, men for ikke ret lang tid siden var det aldrig ude af nyhedsstrømmen. Winston Churchill kæmpede derude som ung mand og skrev om sine oplevelser, for Afghanistan havde opnået en symbolsk betydning i britisk bevidsthed som det vigtige grænseland, som briterne måtte holde øje med for at beskytte deres interesser i Indien mod russisk indtrængen. Russerne var mere end ivrige efter at brede sig ind i Centralasien. Dostojevskij gik så vidt som til at kalde det en civiliserende mission. Gennem det 19. århundrede sneg russerne sig stille og ubemærket gennem Centralasien helt frem til de fæstningsværker i bjergene der beskyttede Indien, og briterne tog kampen op for at forsvare sig. Uheldigvis viste afghanerne ikke altid forståelse for briternes sag. I 1842 drev afghanske krigere briterne ud af Kabul og udslettede tusinder af mænd, kvinder og børn som prøvede at flygte gennem de snedækkede bjergpas.
Afghanistans og Pakistans nordvestlige grænse markerede grænsen mellem civilisation og barbari. For briterne var det stedet hvor ‘Det store Spil’ udspillede sig, det spil som Kipling skriver om i Kim, og som indebar at man overvågede området og udspionerede russerne. På den anden side spillede russerne et spil de kaldte ‘Skyggernes Tvekamp’. Britiske og russiske agenter bevægede sig på kryds og tværs gennem regionen, og historierne om deres bedrifter har leveret endeløst materiale til journalister, historikere og romanforfattere.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne blev det betydeligt nemmere at rejse rundt i regionen, og en stribe forfattere skrev rejseberetninger fra forskellige dele af Centralasien. Colin Thubron, Geoffrey Moorhouse, Nick Danziger, Philip Glazebrook, William Dalrymple skrev alle bøger om deres rejser. Kathleen Hopkirk udgav i 1993 en rejsefører til Centralasien, tilegnet sin mand Peter der skrev den endegyldige beretning om Det store Spil.
Det fascinerende ved alle disse bøger om emnet fra de sidste ca. femten år er hvordan de gamle myter er blevet omskrevet af moderne forfattere. For midt i alle beretningerne om regionens historie, alle beskrivelserne af barskt vejr, storhed i forfald, vilde folkeslag og brutalt korte liv, skinner middelalderen stadigvæk umiskendeligt igennem i temaer og billeder. Europæerne har haft et had-kærligheds-forhold til Centralasien i mere end tusind år, og det har skabt alle hånde myter. Det er hér den sagnomspundne konge Prester Johannes skulle have levet, hér sære menneskelignende væsner som skiapoderne med kun ét ben udplyndrede de rejsende, hér hvorfra ødelæggende horder af snavsede krigere myldrede frem med en brutalitet der chokerede europæerne og truede kongers og pavers sikkerhed. “Her er der alle slags rædsler,” skrev den anonyme skaber af Mappa mundi, et af de tidligste
