Moder med Madsen. Erik Skyum-Nielsen
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen страница 1
ERIK SKYUM-NIELSEN
MØDER MED MADSEN
FORORD
“Tak, fordi vi måtte komme ind i Deres stue,” sagde forfatteren og portrætintervieweren Karl Bjarnhof gerne i de gode gamle statsradiofoniske dage. Det samme sagde jeg adskillige gange i forsommeren 2009 til Lise og Svend Åge Madsen, og takken bør gentages her. Men ikke nok med, at der blev talt og talt i køkkenet og dagligstuen i Risskov; vi rykkede også om eftermiddagen ud i selveste skrivestuen eller ordlegehytten til højre omme i haven – et ærefrygtindgydende sted, hvor Kafka og Joyce og Butor og Pessoa og Poe står på rad og række i reolerne og uvægerlig gør én andægtig og ydmyg.
Resultatet af vores samtaler forelægges her, passende beskåret og dog med i det mindste en del af mundtligheden bevaret, og suppleret til studiebrug med en værkbibliografi samt henvisninger til relevante dele af sekundærlitteraturen. Desuden hidsættes ti korte opslag over de af Svend Åge Madsens bøger, som vi i samtalerne især kom ind på.
Forlagets direktør Claes Hvidbak, som ivrigt har bakket ideen op, takkes for samarbejdet om bogen, der udgives med respekt i anledning af Svend Åge Madsens 70 års fødselsdag 2. november 2009.
Erik Skyum-Nielsen
FRA LØSE SEDLER TIL TYKKE BIND
Svend Åge Madsen, jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til drivkraften bag den enkelte bogs tilblivelse. Rigtig æggehovedagtigt, sådan som man jo kan blive, når man læser så meget eller skriver så meget, kan overskue alt eller tror, at man kan. Kan man sige, at drivkraften bag at skrive en bog er, at du synes, den mangler? | Nej, jeg vil nok ikke formulere det på den måde. Det, jeg opfatter som drivkraften, er, hvis jeg får en skæv idé, en forestilling om et samfund, hvor man skifter ægtefælle og arbejde osv. Hvad så? Det øjeblik, jeg har fået den indskydelse, kan den trænge sig på i en sådan grad, at den må jeg prøve at undersøge. Jeg må prøve at finde ud af, hvad det her er for noget, hvad det vil føre til.
Begynder du så med det samme at skrive på den idé? | Nej. Faktisk er ideen altid meget vag og utydelig, f.eks. den der idé, hvis jeg skal tage den, som blev til “Se dagens lys”. Den startede med kun det at skifte ægtefælle, den mulighed at skifte ægtefælle, og jeg prøvede faktisk at udfolde den. I første omgang så jeg det som et tv-stykke og så det sådan, at vores helt går i seng sammen med sin kone i et almindeligt aftenbillede, i tavshed sammen med hende, og hun er måske sorthåret, og så får vi jo rulleteksterne osv., og så vågner han næste morgen, men sammen med en lyshåret. Det var faktisk det billede, jeg havde, som jeg kunne se sådan, og så kommer deres børn væltende ind, som de ikke kender. Men det ville blive meget mekanisk og forholdsvis skuespilleruøkonomisk, hvis han hele tiden skulle skifte og få ny kone hver eneste dag.
Tv-teatret havde nu ellers mange penge på det tidspunkt. | Ha ha, ja, men stadigvæk kunne der være noget utilfredsstillende, hvis vi kun fik 5 minutter med hver kone. I hvert fald fungerede det ikke, og jeg lagde ideen hen og fiskede den op på et andet tidspunkt og begyndte at tænke: Det kunne være, den skulle have en anden facon. Og dér begyndte den altså at brede sig, og jeg indså, at der var en mulighed for at bruge den som en roman, skønt den stadigvæk var meget uklar. Men så bliver den mere og mere præciseret efterhånden, ved at jeg går og leger med den og bliver klar over, at der skal noget mere til. Der skal nogle andre ting til, og hvad ville der ske, hvad skal være intrigen, der må være en eller anden konflikt, som skal løses, eller som trænger sig på. Det er det arbejde, som kan tage et halvt eller et helt år. Og i takt med at det bliver mere konkret, kan jeg begynde at læse relevant. Dér bliver jeg på et tidspunkt klar over, at det her ligner jo en utopi. Det ligner en fremtidsbeskrivelse i hvert fald. Og så kan jeg begynde at læse “1984” og “Fagre nye verden” og “Vi” af russeren Zamjatin.
Jeg prøvede at gå igennem de ting, altså specielt de bøger, der var i 1900-tallet, og det viste sig, at det hele var dystopier stort set, ja, faktisk alt, hvad jeg kunne finde, alt der var nogenlunde overbevisende, og hvor jeg syntes, det var spændende at lave en historie. Det var den erkendelse, jeg fik ved at læse de dér dystopier, at jeg indså, at det kunne være sjovt at lave en, der havde en balance mellem dystopi og eutopi, hvor der både var noget godt og noget skidt, og hvor læseren er i en helt anden situation. Det er klart, at når man læser en historie, hvor befolkningen bliver pisket, så ved vi godt, hvem vi skal holde med, hvis vi er nogenlunde følsomme mennesker. Men at lave en, hvor det er usikkert, hvor kvaliteten er, hvilken livskvalitet der er i den ene mulighed og i den anden mulighed, og hvor vi skal sætte fingeren, det syntes jeg var mere pædagogisk, altså læsepædagogisk, meget mere spændende, at blive bragt i den tvivl, og altså kaste sig ud i en personlig dialog: hvor vi skal hen, og hvad vi skal synes. Det er sådan noget, der kommer op i løbet af den læseproces, hvor jeg – måske et halvt år, måske et helt år – kredser mig mere og mere ind på temaet.
Og du har stadigvæk ikke skrevet noget endnu? | Nej, jeg begynder nok at lave nogle notater. Det kan være, at jeg på et tidspunkt indser, jamen der må være sådan en længsel i det system, der må være den længsel, og så skriver jeg måske ‘længsel’ eller sådan, og ret meget mere er det ikke, og så lidt senere, så kommer der nogle eksempler eller nogle muligheder, og jeg kan skrive, ‘den ene samler på fotografier’, og så er der den note. Og det er sådan meget løsrevne noter, som kun lige skal huske mig på, hvad jeg har haft af forskellige indfald undervejs, slet ikke nogen formulering af teksten.
Kan du arbejde i den fase, samtidig med at du skriver på noget andet? | Nej.
Eller skal det andet være slut, førend du kan putte disse foreløbige ideer, sedler i sådan en stilfærdig simregryde? | Nej. Helt typisk vil jeg arbejde på ét projekt og kun være i gang med det, og jeg vil kunne sige, at nu har jeg nogenlunde styr på det, men der kan komme hårdknuder og noget, jeg ikke kan få løst. Der vil jeg måske kunne stuve det væk og kaste mig over noget andet, hvis der er en eller anden ting, man har lovet, og det er der altid, noget som man skal aflevere og sådan, så kan man måske skubbe det væk og så fiske det op og måske komme i gang med det med nye øjne ved at være kommet fra det. Men stort set, så arbejder jeg på et projekt, som jeg er i gang med, og det er det, som får lov at simre temmelig lang tid. Og jeg siger, at jeg læser nogle bøger, som kredser de ting ind, og der har jeg en fornemmelse af, at jeg måske ikke rigtig læser bøgerne, de værker jeg læser, helt på deres egne betingelser, men snarere som i en dialog med min idé, sådan at der sker en udveksling imellem – lidt envejs måske – men altså på den måde, at jeg hele tiden forholder mig og siger: “Det kunne være” og “Det kunne jeg godt bruge noget af, det dér” og “Det dér, det skal jeg undgå, det vil jeg slet ikke ind på”, eller “Det der synes jeg er forkert”, eller hvad det nu er. Så i den forstand fornemmer jeg mere og mere om min idé ved at “snakke” med de andre bøger. Og på et tidspunkt begynder ideen at være så rimelig klar og sammenhængende, at jeg kan begynde at tænke lidt mere konstruktivt, for den første fase er meget indfølende og ikke særlig konstruktiv.
Er den smertefuld? | Den er behagelig, når der kommer nogle gode ideer, og den er smertefuld, når der er langt mellem de ideer, når man har en fornemmelse af, at nu sker der ikke noget med den. Og der vil næsten altid være faser, hvor den pludselig begynder at yngle, og der kommer en masse muligheder, og man siger dér og dér og nå ja, man kunne også, og så… Det er vældig opløftende, når man sidder med fingrene inde i syv forskellige værker og lige skal huske det dér, og det og det. Og så er der andre perioder, hvor man ikke synes, den kan noget. Og det er klart, at jeg har jo været i gang med nogle projekter, som har set lovende og spændende ud, og som så pludselig aldrig kan mere, og hvor jeg så må lægge dem hen og sige: Det kunne jeg altså ikke få til noget. Og den ængstelse opstår jo straks, når man har haft en lidt død periode, en periode uden