Moder med Madsen. Erik Skyum-Nielsen

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen страница 5

Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen

Скачать книгу

set med deres øjne, hvis man kunne beskrive vores samfund med deres øjne. Der var en idé, ha. Så ville det selvfølgelig også være nogle underligt overfladiske mennesker, der lever i vores samfund, for dem. Men det er klart, at de er overfladiske i den forstand, at de går i gang med hinanden med det samme, og det minder sådan lidt om f.eks. højskolesamvær, hvor vi kender den dér fornemmelse, at vi alle sammen kender hinanden, og alligevel, når vi så kommer til at sidde og snakke, så kan vi ikke huske, hvor kommer han fra, og hvad er det, han interesserer sig for og sådan, fordi det var helt tilbage i forgårs, jeg snakkede med ham, så det er allerede væk. Og den dér højskolefornemmelse er måske til stede i det Se-dagens-lys-samfund, hvor jeg prøver at vise, hvordan en manglende hukommelse manifesterer sig. Og jeg forestiller mig, at der måtte være en længsel efter de fænomener, som vi kender, altså de lidt mere dybtgående følelser og vedvarende følelser, som jo er uerkendte i den forstand, at de mennesker ikke forstår, hvad det er, de har aldrig prøvet den slags. Men så er der altså en længsel, som man vil opdage hos mange mennesker, de har en eller anden trang, som de ikke helt kan forklare. Den ene tager billeder af alle sine koner hver eneste dag, og det virker jo ret meningsløst, for han har ikke engang rigtig tid til at sidde og bladre, og der er en ny spændende hver dag, så hvorfor skal man gå tilbage og se, men alligevel en eller anden drift. Og tilsvarende er de andre eller mange eller i hvert fald nogle af dem udstyret med den dér uklare længsel. Så er man nået frem til det, jeg regner med vil være hullet i deres system.

      I “Se dagens lys” gør du vel også det, at du spejlvender gentagelsessamfundet, som vi selv levede i, da du skrev bogen, eller i hvert fald delvist levede i, og hvor menneskene ytrede en længsel efter, at det hele kunne være lidt lettere, lidt hurtigere og knap så forpligtende, at man ikke skulle hænge fast i det samme og det samme. Dér havde vi jo også en længsel efter et andet sted. Og så byttede du om på de to faktorer og indfriede den længsel, men udstyrede derved automatisk personerne med en ny. | Jo, og det er klart, at det i mange henseender er en omvending af vores system, hvor vi fortæller historien om Don Juan, ham, der forfører en hel masse, og som aldrig rigtig bliver færdig med det og tilfredsstillet ved det. Bogens modsætning til ham er Elef, der pludselig prøver at holde fast ved en bestemt, og det er så virkelig at investere sig selv i stedet for at tage alle de dér nemme knald hver eneste dag. Hvis man betragter Don Juan som en slags myte, så får mange af vores myter et andet indhold, bliver omvendte.

      Men modellen kan vel udvides. Da du 8 år før udgiver “Dage med Diam”, så opstiller du også dér en regel, nemlig at du hele tiden kan gå to veje i stedet for én fra et punkt i en bog, og så får vi 32 miniromaner eller 32 noveller på hver 18 sider, hvad der miljømæssigt var meget tiltalende, fordi du sparede så meget papir. Eller du kan gå frem til “Lad tiden gå”, hvor du også laver en regel, nemlig at tiden kan sættes tilbage. | Ja, og det er klart, at det er noget af det, fiktionen kan, at man kan lege med nogle af de fænomener, som vi er underlagt, og som vi ikke rigtig kan gøre noget ved. F.eks. tiden har vi ikke ret stort herredømme over. Den er der bare, og stadigvæk er det et fænomen, som vi gerne vil behandle og gerne vil forstå dybere. Og dér er en af mulighederne at benytte fiktionen til at forholde sig anderledes til tiden, altså beskrive et samfund, hvor man har nogle andre muligheder med tiden, altså ikke med tiden, men med tiden. Og hvor man jo altså kan lege eller kan benytte et indgreb i tiden, som selvfølgelig giver nogle helt andre fornemmelser, nogle helt andre oplevelser af tilværelsen.

      Men kan man sige, at du med de forsøgsopstillinger, du har lavet, eller dine eksperimenter med de universer, som du stiller op, efterhånden har bevæget dig over i noget lidt farligere? | Jeg ved ikke, om det er farligere, for jeg har en fornemmelse af, at de tidlige ting var involverede i mig selv eller min egen tilværelse i en helt anden grad, altså at jeg ved at være kommet ud af barndommen og ungdommen og ved at have fået en vis rutine er rykket over i nogle, jeg vil ikke sige uskyldige eksperimenter, men de er måske lidt mere legende, også “Lad tiden gå”, selv om den er tragisk og involverer personer, der får nogle tragiske erfaringer med deres mulighed for at manipulere med tiden. Men personligt er jeg måske ikke helt i samme grad involveret. Der sker det, at i og med at man kommer ud af ungdomspåtrængende eksistentielle kvaler, da har man … jeg en anden distance. Jeg kommer nok hele tiden til at sige “man”, hvor jeg mener “jeg”.

      Det er vist meget udbredt. | Ja, det har jeg hørt før, ha ha. Og der kan jeg jo godt se, at det er jo ikke noget, der involverer mig selv i den dybest set, det er ikke mit eget voldsomme problem.

      Men det ser jo alligevel ud, som om du har besluttet at bruge stærkere og stærkere medicin, jeg mener, “Genspejlet” er jo en voldsom historie. Dens eksperiment består i at kunne lave kopier af et menneske og så lade Just Helled træffe dem efterhånden og dermed leve sit liv på ny eller leve sit kærlighedsliv på ny og så også ødelægge det igen. | Ja, det bliver selvfølgelig også en tragisk historie, for det ender jo heller ikke godt for ham. Men på en måde opfatter jeg samtidig den historie som en slags eventyr. Det er eventyret om, at man kan få lov at møde sin døde kæreste igen, altså få lov at leve sit liv igen, sådan som vi kender det fra eventyrgenren. Den var faktisk oprindeligt udtænkt som et eventyr i den forstand, at jeg havde en seddel liggende om, at man kunne lave en historie om en mand, der får lov at vælge sine koner, gentage mødet med sin kone, der er død, og den lå hen og sagde mig ikke ret meget, førend jeg opdagede, at nu er der pludselig en realistisk baggrund i form af genteknologien. Pludselig var der noget, jeg kunne hænge ideen op på. I første omgang havde jeg nærmest forestillet mig, det var Djævelen, som han møder, der giver det tilbud, at han kan møde de tre, fire versioner af konen. Og det er en reminiscens, at det i bogen stadig er en slags djævel, der etablerer forholdet, og som sætter ham i forbindelse med dem. Det er en dæmonisk person.

      Det har du også bibeholdt ved navngivningen af ham. Krystofeles. | Ja, men han er jo sådan en eventyrfigur, der træder frem og siger: “Prøv det her” og “Det går nok godt” og “Det kunne være spændende”. Så selvfølgelig er det en alvorlig historie, og det er da et vigtigt tema, som jeg prøver på at komme igennem og prøver på at behandle. Men samtidig med at det er vigtigt, og samtidig med at det er betydningsfuldt at komme igennem det, så er det jo altså ikke noget, der river op i mig selv i den forstand, at det er påtrængende for mig. Det tilskriver jeg mest det, at jeg har skrevet så forholdsvis meget, og at jeg er kommet igennem den første dramatiske periode.

      Hvad var det ved den første periode, der var så sindsoprivende? | Jamen, jeg var bestemt ikke skizofren, men nok skizoid eller sådan meget kontaktsvag som ung og var meget genert og havde en oplevelse af en verden, som var uoverkommelig eller absurd, som man skulle sige dengang. Jeg læste jo Camus og den slags. Det var min grundstemning, og den har jeg selv en fornemmelse af, at jeg fik bearbejdet ved at skrive f.eks. “Otte gange orphan”, hvor jeg skriver sådan meget dramatisk. Det er selvfølgelig ikke tæt på mig i direkte selvbiografisk forstand, men alligevel i nogle henseender. Det væsentlige i det er stadigvæk mit problem, som jeg virkelig intenst fræser igennem.

      Hvad kendetegner personerne i “Otte gange orphan”? | Det er det, at de står over for en fuldstændig meningsløs verden, og at de med næb og kløer griber efter at få lidt struktur på deres tilværelse og derfor hæfter den op på et eller andet. Et system eller et projekt eller en forestilling, noget som de vil skal danne en mening, som de så desperat klamrer sig til, og hvor vi som læsere hele tiden kan se, at det er desperation, og at de opløser sig selv. Vi kan hele tiden tage afstand til dem. Så der er ligesom to lag. Der er personens engagement, og så er der vores distancerede position, som gør, at vi kan se, hvor gal han er. Netop ved den indædthed og den ophobning i de syv-otte stykker, som alle optræder på den samme måde, så at sige i den samme skabelon.

      Bogen er monoman, i og med at den beskriver syv monomane, og dér har jeg selv en fornemmelse af, at ved at skrive det igennem, virkelig erkende det dér, sådan helt ind på kroppen, og fornemme det, kom jeg selv i en vis forstand igennem det. Bagefter har jeg stadigvæk den grundstemning, og den er der, jeg ved godt,

Скачать книгу