Gud trøste mig!Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!
(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
(gisper efter vejret)
Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !
Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —
Men bukken, du?
Å, han går der vel ennå; —
(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):
kan du finne ham, så ta ham!
Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!
(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)
O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
(grædende)
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(Græder igjen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
Hvor er sneen fra ifjor?
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der
