med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)
(i samtalen)
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)
(sagte)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.
(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. —
Bagefter rider en kærringpå en lime.
(Ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! —
(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !
(farer halvt ivejret)
Hvad, kejser – !
(læner sig til gærdet og smågriner)
Rejs på dig, gutten min!
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
(til de andre)
Lunde-sviren hænger nok i ham endu.
(springer op)
Gå med det gode.
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
Lad os høre, Peer!
(Blinker til de andre.)
Kommer ingen ved.
(lidt efter)
Du skal vel til Hægstad?
Nej.
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
Du svarte kortp – !
(viger lidt)
Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs —
Til helved – !
Du finder nok en som vil ha’e dig. —
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —
(De går under latter og hvisken.)
(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(Ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den, som havde noget nyt at skifte.
(Stamper i bakken.)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!
(Ser sig plutslig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —
Jeg vil hjem til moer.
(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)
De spiller til dans!
(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)
For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget
