og Samvittighedsfuldhed, ingen fik ham fra, hvad han vidste var Ret.
Hans stærke Stemninger kunde gaa over til Nervøsitet, og da han i den Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige Øieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan mindes. Jeg lærte gjennem ham at skjønne paa, hvad man i stort som i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig, naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere, naar han med sin dybt bevægede Stemme og stærke Mimik foredrog et rørende Digt for os, altid var det min Betragtning, hvad Caspar følte derved. Ifølge min betragtende Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte, hvad jeg selv skulde have følt derved.
Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i Skole, maatte jeg følge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig. Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjønt der hørte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved at lære; men det var min Faders Grundsætning, at hans Sønner ikke maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor min Broder. Det var først efter min Faders Død, da den nye Rector havde indført Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den øverste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg – ogsaa for tidlig – var kommen op i den øverste Klasse, som var treaarig. Jeg var da 13 Aar.
Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads, saameget mindre som jeg følte Misforholdet derved, da jeg som den yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde været synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste min Fader ogsaa, saalænge han levede.
Engang ved en Examenshøitidelighed, da han for Forsamlingen af Byens Honoratiores oplæste Examens Udfald, og hver Discipel, naar han blev nævnt, maatte træde frem og modtage sin Charakterbog i Følge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo større Gris, desto bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen Glæde over mine udmærkede Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg havde som sædvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det sidste Øieblik, var mødt med den Fripostighed, hvormed jeg altid har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge Betragtninger over Skjebnens Uretfærdighed, følger af sig selv.
Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens Form. Jeg maatte forsømme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udøve Bedrifter, som kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Følge deraf finde paa Udflugter og Løgn, naar jeg blev dragen til Ansvar. Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at høre, at jeg baade i Kundskaber og god Opførsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side om Side med.
Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, Skøiteløb, Røverlege og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen eller ved Søen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske Kammerater være nok, der var større og stærkere end jeg, og naar en saadan Flokkens Fører – som Dreierens Anders, der gjerne var i Spidsen – med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen, som i Reglen var den ringeste, føler jeg endnu den Stemning, hvormed jeg indtog den. Den var ganske vist Ærgrelse over den bestandige Tilsidesættelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det maatte være saa, jeg kunde ikke bruges til andet.
Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist ogsaa, og rimeligvis i ethvert Øieblik jeg levede, var tilstede, var en urokkelig Selvfølelse, som holdt mig oppe under enhver Tilsidesættelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af Personlighedens høie Værd, som bærer baade Barnets Sorger og Mandens Kors. Og det, der bærer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til. De andre kan nu gjerne sætte Foden paa min Nakke, om de magte det, ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg noget bedre.
Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i en Leg eller ved et vildt Æventyr, ikke kunde maale sig med mig i Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist, men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjøre mig den Ting klar. Ligefuldt var Selvfølelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa dog det, at naar jeg gik min Vei, var jeg mig selv.
Og jeg gik meget min Vei. Jeg udførte paa egen Haand, hvad der ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Fører og tog rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og mere uskyldige Krumspring, af vilde og sære Fantasier, af hungrig ustillet og uklaret Længsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og i Bøger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet føre disse i Barnet spirende Følelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og hvor maa jeg ikke takke Gud for den Støtte i mit Inderste, hvormed han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.
Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En Rødstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectøren, var hele Apparatet, men ogsaa tilstrækkeligt, da den kun besøgtes af nogle og tredive Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuværende Bygning, og ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til Bagsiden af Skolehuset stødte en god Frugthave, hvad der gav en meget venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.
Sten Blicher har i sin »Juleferie« skildret et Collegium af Lærere saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse. Det er det dog ikke, især naar man betænker, at det snart er et Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding Skoles Lærere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde Humør til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke være sagt til deres Forringelse. Tvertimod.
Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden, vil efter sit Væsen være prydet med mærkværdige Personligheder. Præste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjør det desto mere, jo alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den bevægede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode. Skolemænd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad de helst maa være, og hvad de ypperste af dem altid have været, Børnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv, vil de selv faae noget af dets Præg. Børnevenner blive barnlige Sjæle, og lade sig lettelig kjøre om og udlee af det kløgtige Verdensfolk.
Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde frikjendes for at være et Stykke af en Original, endog født og baaren dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke mindre, og vilde rimeligvis være bleven det endnu mere, om han var bleven ved Skolen.
Overlæreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader,
