henimod Døren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til at vende om.
"Jeg kommer til at tænke paa, Sire – " begyndte jeg.
Han sprang løs paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han vilde have slaaet mig.
"Tænke!" skreg han, "De, De! Tror De, at jeg valgte Dem, fordi De skulde tænke? Lad mig bare høre at De gør det en Gang til! De, den eneste, som – ! naa, lige meget, De møder altsaa ved Fyrretræet Klokken ti i Aften!"
Død og Pine, hvor jeg var glad ved at slippe ud af det Værelse. Naar jeg har en god Hest under mig og et Sværd ved Lænden, ved jeg, hvad jeg har at gøre, men naar jeg taler med Kejseren, føler jeg mig som en Trænhest, der er kommen ud at køre i Kalesche. Derfor var jeg rigtig glad ved atter at komme ud i Luften, og jeg mere løb end gik over Pladsen til mit Kvarter, som en Skoledreng, der var sluppen bort fra Læreren.
Da jeg aabnede Døren, var det første, jeg fik Øje paa, et Par himmelblaa Bukser og et Par sorte Knæbenklæder. Indehaverne af disse sprang begge op, og der blev hilst.
"Hvad Nyt?" skreg de i Munden paa hinanden.
"Intet!" svarede jeg.
"Kejseren har altsaa nægtet at modtage Dem?"
"Nej, jeg har talt med ham!"
"Og hvad sagde han?"
"Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "jeg maa beklage, at det er mig umuligt at fortælle Dem noget som helst. Jeg har lovet Kejseren det."
"Pyt, smukke, unge Mand," svarede han og gned sig kattevenligt op ad mig, "det bliver mellem Venner, og De forstaar, at det ikke kommer udenfor disse fire Vægge. Iøvrigt indvier Kejseren mig altid i sine Hemmeligheder!"
"Der er kun et Minuts Gang til Slottet, Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "og saafremt det ikke er for megen Ulejlighed, beder jeg Dem gaa derhen og bringe mig Kejserens skriftlige Tilladelse til, at jeg maa indvi Dem i Hemmeligheden. Jeg skal da med stor Fornøjelse fortælle Dem alt."
Han viste smilende Tænder, som den gamle Ræv han var.
"Hr. Gerard synes at være lidt opblæst," udbrød han. "Han er aabenbart for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver ældre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en underordnet Kavallerist at give affejende Svar!"
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til Hjælp.
"Knøsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde givet sit Løfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i Skægget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der er tømt. Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige, at tiende Regiment ikke vilde have Plads til ham, og at vi vilde miste vor bedste Fægter fra samme Øjeblik, jeg hørte ham aabenbare Kejserens Hemmelighed."
Diplomaten blev endnu mere bitter, da han saa, at jeg fik Medhold hos min Oberst.
"Jeg har ladet mig fortælle, Oberst de Lasalle," sagde han med isnende Værdighed, "at Deres Meninger har en betydelig Vægt indenfor det lette Kavalleris Rammer. Skulde jeg komme i det Tilfælde, at jeg behøver Oplysninger om denne Del af Hæren, vil jeg være meget lykkelig ved at kunne spørge Dem til Raads. I Øjeblikket er det imidlertid et diplomatisk Spørgsmaal, der foreligger, og De vil maaske tillade mig at danne mig mit eget Skøn om den Ting. Saa længe Ansvaret for Frankrigs Velfærd og Hensynet til Kejserens Sikkerhed hviler paa mine Skuldre, vil jeg bruge ethvert Middel, der kan fremme begge, selv om det sker imod Kejserens personlige Ønske. Jeg har den Ære at anbefale mig, Oberst de Lasalle!"
Han tilkastede mig et meget unaadigt Blik og gik med smaa, hurtige og lydløse Skridt ud af Værelset.
Jeg kunde se paa Lasalles Ansigt, at han ingenlunde satte Pris paa at have den mægtige Minister til Fjende. Han rev en Ed eller to af sig, greb sin Sabel og sin Hue og skyndte sig ned ad Trappen. Da jeg kiggede ud af Vinduet, saa jeg, at en svær, blaa og en hinkende, sort Mand fulgtes sammen hen ad Gaden. Talleyrand var tilsyneladende meget fornærmet. Lasalle svingede med Armene og talte hurtigt, saa jeg antog, at han søgte at faa Freden i Stand.
Kejseren havde befalet mig ikke at tænke, og jeg gjorde mit bedste for at adlyde ham. Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem, og prøvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecarté. Men jeg kunde ikke en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene paa Gulvet. Saa trak jeg min Sabel og øvede mig, indtil jeg var træt, men det var altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods af min Vilje. Klokken ti skulde jeg møde Kejseren i Skoven. Af alle de besynderlige Begivenheder, jeg havde oplevet i mit Liv, var denne sidste sikkert den, jeg mindst havde drømt om, da jeg i Morges sprang ud af Sengen. Men Ansvaret, det frygtelige Ansvar! Det hvilede helt paa mine Skuldre; der var ingen til at dele det med mig. Ofte havde jeg set Døden i Øjnene paa Slagmarken, men aldrig havde jeg vidst, hvad Frygt var, før i dette Øjeblik. Men saa betænkte jeg, at jeg kun kunde gøre mit bedste som en tapper og brav Soldat og først og fremmest adlyde de Ordrer, jeg havde faaet. Og dersom det gik godt, vilde denne Begivenhed sikkert blive Grundstenen til min Lykke. Saaledes tilbragte jeg Aftenen, vaklende mellem Haab og Frygt, indtil endelig Handlingens Time var nær.
Jeg passerede Gardens Barakker og Rækken af Caféer, alle fyldte med Uniformer. Jeg opfangede et Glimt af Blaat og Guld fra mine Kammeraters Uniformer, blandet med Infanteriets lysegrønne Farver. Der sad de alle og drak deres Vin og røg deres Cigarer, kun lidet anende, hvad deres Kammerat havde for. En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg skyndte mig af Sted og vilde ikke høre ham. Bandende over min Døvhed gik han tilbage til sin Vinflaske.
Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De skyggefulde Træer dannede nemlig Fortsættelsen af Gaden, ligesom Tiraillørerne danner Fronten i en Kolonne. Jeg drejede ind paa en Sti og kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretræ. Som jeg tidligere havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg takkede Skæbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Léonie ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde være død af Skræk ved Synet af Kejseren. Enten vilde han have været for barsk overfor hende, eller han vilde – hvad der var værre – have været for venlig.
Maanen var i første Kvarter, og da jeg naaede Mødestedet, saa jeg, at jeg ikke var kommen først. Kejseren gik da allerede frem og tilbage, med Hænderne paa Ryggen og Ansigtet bøjet ned mod Brystet. Han bar en stor graa Kappe og paa Hovedet en mægtig Hat. Jeg havde set ham i samme Dragt under vor Vinterkampagne i Polen, og der blev den Gang sagt, at han bar den, fordi Hatten var saadan en dejlig Forklædning. Han havde altid holdt meget af, hvad enten han var i Felten eller i Paris, at vandre rundt om Aftenen og lytte til Samtalerne i Kroerne eller ved Lejrilden. Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hænder paa, var velkendt, blev han næsten altid genkendt, og der blev derfor sjældent sagt andet, end hvad han helst vilde høre.
Min første Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham vente, men da jeg nærmede mig ham, hørte jeg det store Kirkeur i Fontainebleau slaa ti. Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt, og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.
Vi vandrede over en Fjerdingvej, og jeg vidste, allerede før vi naaede derhen, hvad der var vort Maal. Midt i en af de aabne Pletter staar der en splintret Stub af et kæmpemæssigt Træ. Det kaldes Abbedens Bænk, og der fortælles saa uhyggelige Historier om Stedet, at jeg kender mangen en tapper Soldat, der ikke vilde
