style="font-size:15px;"> Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen
Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak at kalde ham, var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske, engelske Ansigt lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.
"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal overfor en Rekrut.
Jeg gjorde Honnør.
"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"
Min Kammerat slog Hælene sammen.
"Kejseren har en Sendelse for Dem."
Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.
Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat. Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.
Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved Siden af ham og forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind, snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han talte hurtigt og lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i Møde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nærmere.
"De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.
Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin sædvanlige korte Maade.
"Og De, Major?"
"Nej, Sire!"
"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil – !"
Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers Kaarde pegede han paa Rheims.
"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg," Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris, godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.
"Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris. Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjælp om to Dage med hver Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"
Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have set mig i det Øjeblik.
"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod Kortet. "De maa følges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles. Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at bemærke, Brigader Gerard?"
Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte at tale om Frankrigs Hæder og Storhed, men Kejseren afbrød mig brat.
"Og De, Major Charpentier?"
"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da tilladt at vælge en anden?"
"Soldater vælger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bøjede Hovedet for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hørte dem begge le.
Som I sagtens kan tænke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en halv Times Forløb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv, da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette, under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade. Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han var selv en klodset Fyr, saa det var et kønt Par.
Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembød Lejren det bedrøveligste Syn. Vor Hær var ved at smelte hen. Med Garden fik det endda gaa, skønt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og det svære Kavalleri kunde have været udmærket, saafremt der blot havde været noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer lignede næsten Skoledrenge med deres Lærere. Og vi havde ingen Reserver. Naar jeg saa fortæller, at der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000 Russere og Østrigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde stemme selv den tapreste Mand alvorlig.
For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fældede en Taare, indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig Æres-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.
Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham. Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske, der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var hans Sendelse, han tænkte paa, hvilket overraskede mig, thi skønt jeg aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermæssig Opgave.
Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Før han forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et besynderligt spørgende Blik.
"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.
"Af hvad?"
"Af vor Sendelse."
"Den er dog lige til!"
"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"
"For at prøve vor Forstand!"
Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.
"Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han.
