Etienne Gerards Bedrifter. Артур Конан Дойл

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Etienne Gerards Bedrifter - Артур Конан Дойл страница 4

Etienne Gerards Bedrifter - Артур Конан Дойл

Скачать книгу

da jeg fik Øje paa dem, stod de omme bag Stubben, som om de var bange for at blive sete, men da vi nærmede os, kom de os i Møde. Kejseren skottede tilbage efter mig og sagtnede sine Skridt, saa at jeg kom ham nær paa en Arms Længde. I kan nok tænke jer, at jeg havde Haanden paa Sabelhæftet, og at jeg havde et godt Øje til disse to Fyre, der nærmede sig os.

      Den ene var usædvanlig høj og meget spinkel bygget, medens den anden nærmest var under Middelhøjde og bevægede sig paa en ret brøsig Maade. De bar begge sorte Kapper, som var slynget omkring dem og hang ned ved den ene Side, ganske som Murats Dragoner bruger dem. Deres Hatte var store og flade og lignede dem, jeg senere har set i Spanien, saa deres Ansigter laa i Skygge, men jeg kunde se deres Øjne glimte. Med den blege Maane bag dem og deres lange sorte Skygger foran dem, var det netop saadanne Fyre, man kunde vente at møde om Natten ved Abbedens Bænk.

      Kejseren var standset, og ogsaa de to Fremmede stoppede op nogle faa Skridt fra os. Jeg havde sluttet mig tæt op til min Ledsagers Albue, saa at vi nu alle fire stod Ansigt til Ansigt, uden at der blev talt et Ord. Mine Øjne var især fæstede paa den høje Mand, fordi han stod mig nærmest, og efter at have iagttaget ham, blev jeg hurtig klar over, at han var i en frygtelig nervøs Ophidselse. Hele hans slanke Skikkelse skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen Sabel. I samme Øjeblik gled den lille Mand forbi mig og begravede en lang Kniv i Kejserens Bryst.

      Min Gud! Dette Øjebliks Rædsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv faldt død om med det samme. Som i en Drøm saa jeg den graa Skikkelse svinge i konvulsiviske Bevægelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt af tre Tommer rødt Staal, der stak ud mellem Skuldrene. Saa faldt han med en sidste Stønnen om paa Græsset, medens Forbryderen, der havde begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glæde. Men jeg – jeg drev mit Sværd med rasende Kraft igennem hans Mellemgulv, og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben slyngedes han seks Skridt tilbage, før han faldt. Jeg sprang derpaa ind paa den anden, grebet af en Blodtørst, som jeg ikke har følt hverken før eller senere. Da jeg vendte mig om, glimtede en Dolk for mine Øjne, og jeg følte det kolde Pust af den glide forbi min Hals og Bandittens Haandled støde imod min Skulder. Jeg stak efter ham med min Sabel, men han slap fra mig og flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr over den maanebelyste Skovslette.

      Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens Dolk havde fuldført sit Værk. Selv om jeg var ung, havde jeg set tilstrækkeligt af Krigen til at kende et dødeligt Saar. Jeg tøvede blot et Øjeblik for at berøre den kolde Haand.

      "Sire! Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større, saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter den Skurk, der endnu var i Live.

      Aa, hvor jeg velsignede den Klogskab, der havde faaet mig til at trække i let Fodtøj og Gamascher! Og den lykkelige Tanke, som havde faaet mig til at kaste Kappen! Enten kunde Skurken forud ikke slippe af med sin Kappe, eller ogsaa var han for forskrækket til overhovedet at kunne tænke. Som det nu var, vandt jeg hurtig ind paa ham. Han maatte ganske have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa Forbryderen. Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.

      Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede hen til Stedet og stirrede ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved at slaa mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende, snart aftagende Lyd naaede mit Øre fra Mørket neden under mig. Det var hans Aandedræt, og det viste mig hvor han var.

      Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform, hvorpaa der staar en Træhytte, der benyttes af Arbejderne som Værktøjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tænkt den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forfølge ham ned i Mørket. Men med et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Døren, og da jeg hørte ham fra Hjørnet, stod jeg snart overfor ham.

      Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham dødeligt ved det første vanvittige Hug, thi skøndt han stødte og stødte, havde hans Arm ingen Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg havde overbevist mig om, at han var død, stod jeg op og gik ud i Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den, saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan være.

      Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede, at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa den knortede Stub, der for altid vil være knyttet til den frygteligste Erindring i mit Liv. Jeg satte mig ned paa en væltet Træstamme med Sablen over mine Knæ og Hovedet i mine Hænder, og saa forsøgte jeg at gennemtænke, hvad der var sket, og hvad der vilde ske i den allernærmeste Fremtid.

      Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var død. Det var disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for andre. Han var kommet hertil i mit Følgeskab, og nu var han død. Jeg havde fulgt hans Befalinger og hævnet hans Død. Men hvad betød det? Verden vilde betragte mig som en Forræder, ja, maaske som en Morder. Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg ikke have været disse Skurkes Hjælper? Ja, jo! Jeg var uhjælpelig vanæret – den laveste, mest fordømmelige Skabning i hele Frankrig. Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militære Løbebane, paa min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vække Slottet og fortælle, at den store Kejser var bleven myrdet, næppe et Skridt fra mig? – Nej, det kunde jeg ikke, – jeg kunde det ikke! Der var kun en Udvej for en ærekær Soldat, hvem Skæbnen havde bragt i en saa fortvivlet Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Sværd og saaledes dele Kejserens Skæbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste mig op med hver en Nerve spændt for at udføre mine Beslutninger, men i samme Øjeblik steg frem for mine Øjne en Aabenbaring, et Syn, der standsede mit Aandedræt. Kejseren stod foran mig!

      Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.

      "Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at melde?"

      Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde jeg være bleven gal. Men netop denne korte militære Ordre var tilstrækkelig til at bringe mig til mig selv. Død eller levende – nu stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.

      Jeg gjorde øjeblikkelig Honnør.

      "De har dræbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet hen imod Skuepladsen for Kampen.

      "Ja vel, Sire!"

      "Og den anden undslap?"

      "Nej, Sire! Jeg har ogsaa dræbt ham!"

      "Hvorledes!" raabte han; "De fortæller, at De har dræbt dem begge?" Han traadte nærmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tænder

Скачать книгу