af det første, så er det Vestens fortsatte samtale med og udvikling af sig selv, jeg er interesseret i at bidrage til.
Af samme opmærksomhed på Vesten følger også faren for, at når man behandler reaktionen på frygtfænomener, så kan det ofte se ud, som om man slet ikke er interesseret i eller tror på det frygtelige; altså at den bagvedliggende præmis for analysen er, at det hele er hysteri, at der ingen trussel er, at man ikke skal frygte islamismen, at frygten er det eneste af frygte osv. Hertil er at sige, at jeg på ingen måde underkender truslerne imod os, men at det her i denne sammenhæng ikke er mit ærinde at vurdere eller fremstille truslens realitet men dens diskursivitet. Det betyder også, at jeg i det kapitel, der faktisk handler om al-Qaeda og bin Laden ikke er optaget af en trusselsvurdering (det gør andre og professionelle langt bedre) eller af moralsk fordømmelse (det er gratis og uinteressant). Det, jeg er interesseret i, er, hvorledes al-Qaeda forstår sig selv og sin omverden. Det fremhæver uvægerligt den ræsonnerende side af terrorgruppen på bekostning af dens voldelige side, men da terrorangrebene er tydelige og veleksponerede, er der måske grund til også at skænke den anden side, voldens tale, et øjebliks opmærksomhed, uden at det derved bliver et forsvar eller undskyldning for terrorisme. At forstå er ikke at tilgive.
Endelig er der den villede misforståelse, der ikke ønsker at forstå men at fordømme. Det er den, der ringer til en om natten og truer med død. Det er den, der skriver alenlange mails og breve om den ‘muslimske magtovertagelse af Danmark’ fyldt med løsrevne korancitater og konspirationsteori (for islam-kritikere er det sikkert beskyldninger om racisme). Det er den, der forstår ethvert kritisk blik på Danmark, USA, Vesten, antiterror-indsatsen som et knæfald for fjenden. Til den villede misforståelse er der intet at sige, da den intet vil lære.
Til alle andre er der håbet om en god debat om vigtige spørgsmål. Bogens kapitler og temaer har allerede været diskuteret med mange, nogle enige, andre uenige. Det har sjældent været kedeligt, og det har ofte været lærerigt. Særligt vil jeg gerne takke deltagerne på to efter- og videreuddannelseshold i ‘Politisk filosofi i det nye årtusinde’ samt ‘Politikkens transformation og aktualitet’ for glimrende og engagerede diskussioner; mine kolleger på det nu hedengangne Institut for Filosofi og Idéhistorie, der praktiserede tværfagligt arbejde, indtil vi blev nedlagt i tværfaglighedens navn; tilhørerne på utallige foredrag rundt omkring i landet, der ofte uden anden baggrund end interesse stillede de helt rigtige spørgsmål; Klitgården for en fantastisk uge ved Vesterhavet i maj 2011, der blev indledt med bin Ladens endeligt, og hvis dejlige rammer gav troen på projektet tilbage og tiden til at skrive videre på noget, der aldrig skulle have taget så lang tid, men som alligevel var et år mere undervejs.
5. OM BOGEN
Denne bog er skrevet, så den forhåbentlig både er interessant og relevant for den akademiske og den almene læser. Den kræver noget af sin læser. Sproget og begrebsapparatet er ikke alle steder lige let eller ligetil. Til gengæld behandler den en tid og en tematik, der burde være læseren bekendt. Håbet er, at bogens analyser og fremstillinger både er så genkendelige, at det virker vedkommende, og så fremmede for en umiddelbar betragtning, at man kan risikere at lære noget nyt eller se tingene fra en anden vinkel end præsenteret i hverdagens journalistiske fremstillinger.
Alle kapitlerne er tænkt som selvstændige og afrundede analyser i deres egen ret, men også som anledninger til at udvikle og fremstille begreber og analyser, der kan bruges til at betragte andre fænomener, end dem jeg har valgt. Håbet er derfor, at bogen kan bruges til at dissekere nyhedsstrømmen lidt bedre og til at foretage analyser på et forhåbentligt mere oplyst og spændende grundlag end ellers. For den særligt interesserede læser er der et omfattende note- og litteraturapparat, som alle andre læsere trygt kan ignorere.
Dele af denne bog har i forskellige udgaver været bragt andre steder, men er alle i forskelligt omfang blevet tilpasset og omskrevet. De enkelte kapitler kan læses hver for sig eller i den rækkefølge, man selv skulle ønske. Der er intet fremadskridende argument. Der er til gengæld en række genkommende temaer, der behandles fra forskellige vinkler, med forskellig empiri og med forskellig vægt, således at der forhåbentlig fremstår en vis samling på analysen af det, der har været to urolige og forvirrende årtier.
Figur 2. Global Engagement: A Vision of the 21st Century Air Force, 1996 29
| Sikkerhedsmiljøet under forandring | |
| I går | I dag |
| Velkendte modstandere og forståelige trusler | Uforudsigelige modstandere, ukendte trusler |
| National overlevelse på spil | Vitale interesser på spil |
| USA truet af sovjetisk atomangreb | USA i stor risiko for begrænsede terrorangreb |
| Humanitære operationer noget sekundært og “mindre” | Et væld af humanitære operationer bliver normen |
| Begrænset adgang til ‘avancerede’ teknologier | Global udbredelse af avanceret teknologi |
| Langsom spredning af atomare, biologiske og kemiske (ABC) våben | Hurtig spredning af ABC-våben |
| Kamphandlingerne koncentreret om slettelandskaber, ørkenområder | Konflikter også sandsynlige i byområder, junglelandskaber og bjerge |
| Omfattende struktur med fremskudte baser | Militærmagt i stigende grad udgående fra USA |
| Information et supplement til våbensystemerne | Information er et våben/mål |
Figur 3. A Military Guide to Terrorism in the 21st Century, 2005 30
Figur 4. Det amerikanske forsvars Command and Control Research Program fra 2003 med titlen: Future Operational Environment – Security Threat Matrix 31
Figur 5. Skema over klassisk krig og hybrid krig 32
KAPITEL I
Globalisering
Statens og politikkens endeligt?
Vi er globaliseringsramt.33 Der er tilsyneladende ikke den hændelse eller proces, der ikke enten er et resultat af eller påvirket af globalisering. Og der er heller ikke det politiktiltag eller afvisning af politisk indgriben, den virksomhedsbeslutning eller krav om omstrukturering og fleksibilisering, der ikke kan retfærdiggøres med henvisning til globaliseringen. Måske mere end virkeligheden er den politiske og økonomiske debat ramt af globalisering i en udstrækning, så henvisning til globaliseringen er et ubestrideligt og accepteret argument i sig selv. Globaliseringen er blevet den vigtigste kausalfaktor i samfundsdebatten og har fået karakter af Forklaringen.
Men der er en markant forskel imellem den samfundsteoretiske debat om globalisering, hvor der er vidstrakt uenighed og debat omkring globaliseringens eksistens, oprindelse, grænser, vilkår og effekter,34 og så den politiske debat, der som oftest er karakteriseret af det, den danske politolog Martin Marcussen kalder “struktur-determinisme”, hvor globaliseringen er et nyt og overvældende fænomen, der har frataget den nationale politik de fleste af dens gamle instrumenter, og hvor politikken, økonomien og samfundet ikke har andet valg end at tilpasse sig til eksterne kræfter.35
Denne opfattelse af globaliseringen, som mange politikere, virksomhedsledere og medier anvender, er med al sandsynlighed forkert. Globaliseringen er ikke en endimensional
