uden for handelserhvervene minimal, hastigheden var forholdsvis langsom, den teknologiske infrastruktur var underudviklet, og de færreste havde følelsen af global samhørighed. Det helt afgørende nye ved vor tids globalisering er, at alle disse punkter er vokset i betydning og omfang. De kan bruges til at måle forskellige globaliseringsbølger, og heraf kan vi se, at den nutidige globalisering måske nok har forløbere, men den er kvantitativt og kvalitativt anderledes.
2. DEBATTEN: DEN OMSTRIDTE GLOBALISERING
Det ovenstående svarer ikke på de afgørende spørgsmål, der handler om, hvordan vi skal vurdere den igangværende globalisering, hvordan vi skal forholde os til den individuelt og kollektivt, hvilke konsekvenser globaliseringen vil få for politik, stat, demokrati, velfærd etc. Det er netop heri, den afgørende strid består. Hvis globaliseringen bare er et nyt ord for f.eks. internationalisering, Vesten, post-/sen/refleksiv modernitet eller neoliberal kapitalisme, da behøver vi ikke afsværge alle gamle pejlemærker og handlemåder. Men hvis globaliseringen er et helt nyt fænomen, da sætter det også alle vante begreber, institutioner og politikker under pres, og så skal vi til at opfinde helt nye begreber, nye politikker, nye institutioner og måske nye statsformer.
Jeg har forsøgt at fange bredden af diskussionen om politikkens og særligt statens fremtid i en (måske) globaliseret verden i et skema opdelt efter to differentieringsprincipper: et teoretisk og et politisk. Det teoretiske går på henholdsvis globaliseringens og politikkens grænser. Den ene yderposition fremhæver globaliseringens ekspansion og politikkens stadig snævrere manøvrerum, den anden yderposition globaliseringens begrænsede realitet og politikkens fortsatte duelighed, mens midterpositionen anerkender globaliseringens ekspansion og fremhæver politikkens ændrede vilkår. Selve de teoretiske inddelinger er hentet fra David Held m.fl.’s Global Transformations.38
Figur 8. Globaliseringsskoler
Det handler ikke her om, hvorvidt globaliseringen er positiv eller negativ, men om hvorvidt den er en ny, omfattende og revolutionær forandring i form af én global verden eller ‘bare’ en radikalisering af den flere hundrede år lange internationalisering, hvor staten og nationen forbliver den vigtigste ramme for folks liv, økonomi og politik.
Hyperglobalisterne udgør den første bølge af globaliseringsteorien og er meget økonomisk orienteret. Globaliseringen er ifølge dem en ny og totaliserende kraft, der omskaber alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner efter den samme logik, som de må tilpasse sig uniformt eller se sig overflødiggjort af. Denne position er hjemsted for de meget globaliseringsbegejstrede og de meget globaliseringsforskrækkede. Tesen er:
› globalt magtskifte, hvor firmaer er de nye magthavere – ‘enden på staten’
› ét globalt marked
› ingen er i kontrol (specielt ikke staten); grænser er uden betydning
Skeptikerne udgør den anden bølge af globaliseringsteori, ofte som en kritik af hyperglobalisterne. De er mere økonomihistorisk og historisk-sociologisk orienterede. Globaliseringen er stort set en myte. Det, vi er vidne til, er en historisk langstrakt og ujævn internationalisering, der giver alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner betydeligt handlerum og tid til at tilpasse sig. Tesen er:
› verdensmarked eller regional økonomi – ‘statens beståen’
› handel mellem stater; stater kontrollerer stadig økonomien og deres territorium
› staterne er stadig i kontrol; grænser har stadig betydning
Transformationalisterne udgør tredje bølge af globaliseringsteori som en kritik af hyperglobalisterne og skeptikerne. Denne position er oftest sociologisk, historisk og politologisk orienteret. Globaliseringen er en ny partiel, omstridt og dialektisk kraft, der i samspil med historiske, institutionelle og politiske kræfter omskaber alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner om end uens og tidsforskudt og i forbindelse med historisk-lokale institutioner, politikker og traditioner, hvilket til tider samles i betegnelsen ‘glokalisering’, der refererer til en sammenhængende og samtidig proces af både globalisering og lokalisering. Tesen er:
› globalt marked, hvor staten forbliver en vigtig spiller – ‘statens omformning’
› uformel og omskiftelig magtdeling m. stater, NGO’er, internationale institutioner, firmaer etc.
› staterne har stadig en vis kontrol; grænser er under forandring
Denne tredeling kan tilføjes en politisk del: en klassisk højre-venstre-skala, hvor vi kan skelne de forskellige politiske positioner på holdningen til international omfordeling og politisk regulering af økonomien og dermed accept af kapitalismen, som den eksisterer og fungerer i dag. Højre er positiv over for den herskende kapitalisme og kritisk over for omfordeling og regulering; venstre er kritisk over for kapitalismen og positiv over for omfordeling og regulering; centrum er positiv over for kapitalismen samt over for omfordeling og regulering. Centrum udtrykker ofte en programmatisk erklæring om højrevenstre-skalaens forældethed og overskridelse, som når sociologen Anthony Giddens annoncerer en politisk position “hinsides højre og venstre”.39
Der er selvsagt en del overlap mellem nabokategorier; f.eks. er hyperglobalisterne og transformationalisterne enige om, at globaliseringen er et kvalitativt nyt fænomen, mens transformationalisterne og skeptikerne er enige om, at staten forbliver en central institution; højre og centrum er enige om at se den økonomiske globalisering som positiv, mens centrum og venstre er enige om at være bekymret for udstødelsen af folk, lande og regioner. Alligevel giver skemaet en række pejlemærker til at forstå de forskellige analyser af globaliseringen og ikke mindst de forskellige vurderinger af globaliseringens effekter på stat og politik.
Figur 9. Positioner i globaliseringsdebatten
Hyperglobalisterne (der består af neoliberalisterne, politikerne og de alarmerede) er en historisk bemærkelsesværdig sammenkomst af neoliberalister og marxister, økonomer bøjet over strukturtilpasningsprogrammer og demonstrerende antikapitalister. Globaliseringen er ifølge dem en ny epoke i menneskehedens historie, der radikalt omrokerer og omformer det samlede sociale felt. Vigtigst er den økonomiske globalisering, der påtvinger alle aktører, institutioner og processer sin singulære kapitalistiske logik; der sker en “McDonaldisering” af verdens samfund;40 der skabes en “grænseløs verden”41 af global kapital, “en verden, klar eller ej”,42 der overgår og overtager nationalstatens rolle som den primære økonomiske og politiske enhed.43 Hyperglobalismen var det første globaliseringsparadigme, den ‘første bølge’ i debatten, hvorfor den har struktureret store dele af debatten og tjent som positiv eller negativ referenceramme for alle andre positioner. Dens særkende er synet på globaliseringen som en naturkraft, der river alt op på sin vej gennem de sociale, politiske og økonomiske felter. For hyperglobalisterne betyder det, at staten og politikerne mister terræn i forhold til økonomien og dens aktører: finanskapital og transnationale selskaber. Velfærdsstatens dage er talte; for nogle er det en frisættelse af borgerne (og selskaberne), for andre er det en social katastrofe. Uanset ideologisk ståsted deler hyperglobalisterne en overbevisning om en hovedsagelig økonomisk globalisering; en globalt integreret økonomi, transnationale selskaber som de nye magthavere; staten som den store institutionelle taber; samt
