Nationalstaten bliver nu ofte beskrevet som eller ligestillet med den totalitære eller i hvert fald autoritære stat. Som Anthony Giddens har skrevet, så har “stater været langt farligere og ødelæggende for deres befolkninger end virksomheder og markeder nogensinde har. Det er vel bedre at være ‘i fare’ på grund af kapitalisme end på grund af kommunisme eller militærstyre.”191 Staten bliver her i et snuptag reduceret til dets kommunistiske og militaristiske udgaver. Det er en symptomatisk ‘fejltagelse’ for den aktuelle genbeskrivelse af nationalstaten som ren trussel og ingen sikkerhed, fra at være forudsætningen for indre fred, demokrati og velfærd til nu at være årsagen til uro, krig, undertrykkelse og fattigdom.
Når Ulrich Beck skriver: “Globalisering er ikke et valg. Ingen er i kontrol, ingen startede det, ingen kan stoppe det”,192 så er det en beskrivelse, der tenderer til at skjule væsentlige forhold. For det første, at globaliseringen ikke er en naturkraft, der bare opstår og udvikler sig hinsides kontrol. Den er i al væsentlighed politisk initieret, blandt andet gennem liberalisering af kapitalbevægelser, og den reguleres også, først og fremmest af vestligt kontrollerede internationale institutioner og i vestlige hovedstæder. Strømmene og dermed magten er ikke så afterritorialiseret og anonymiseret, som Ulrich Beck giver indtryk af. For det andet tildækker beskrivelsen, at globaliseringen ikke bare gør noget ved folk, stater og samfund. Globaliseringens processer og konsekvenser er ikke entydige og upåvirkelige. De skal fortolkes, de kan påvirkes, de kan accelereres eller inddæmmes. Der er stadig politik, og det er også en politisk påstand, at politik ikke længere styrer vores liv, at det nu er en globalisering hinsides kontrol, der skæbnesætter vores liv.
Helt generelt synes kosmopolitter ofte at tilskrive globaliseringen for entydige implikationer. Den fortolkes som en naturkraft, der i og af sig selv forælder nogle organiseringsformer, særligt nationalstaten og klassisk krigsførelse, og aktualiserer andre, særligt netværksorganiseringer og samarbejde. Men disse er politiske og normative fortolkninger af globaliseringen, ikke deskriptive og interesseløse beskrivelser. Det kan være gode forslag til at genfremsætte politiske og demokratiske handlingsmuligheder – det mener jeg personligt, de er – men de kommer ikke uden om at være ideologiske, særligt når de mener sig at være en ikke-ideologisk beskrivelse af aktuelle fakta.
4. DEN HUMANITÆRE SUVERÆN
Man kunne måske vove den tese, at med universaliseringen af suverænitetsprincippet efter afkolonialiseringen i midten af det 20. århundrede, hvor stadig flere samfund søgte anerkendelse som suveræn stat, fungerede det klassiske suverænitetsprincip stadig mindre som instrument for vestlig dominans. Før FN’s oprettelse kunne suverænitetsprincippet bruges til at delegitimere og udgrænse ikke-vestlig modstand, men nu, hvor det er blevet det almene princip for politisk legitimitet i det internationale system, kan statskriterier ikke længere anvendes til at tildele legitimitet eller illegitimitet. Men det kan i stedet det såkaldt post-suveræne princip om legitimitet gennem demokrati og menneskerettigheder. I en situation, hvor Vesten er i numerisk mindretal blandt verdens suveræne stater, opstår et nyt legitimitetsprincip, der igen gør Vesten til flertallet, nemlig det demokratiske og humanitære suverænitetskriterium.
Statssuverænitet er under angreb, både faktuelt og legitimatorisk. Men dens konsekvenser er ganske ulige fordelt. De postmoderne eller post-suveræne vestlige stater får styrket deres effektive handlingsmuligheder – og dermed deres suverænitet forstået som handlekraft – ved at få deres nominelle suverænitet udfordret. Men for de svage nationalstater, for hvem suverænitet er deres nominelle krav på anerkendelse og eksistens, ser vi aktuelt en markant udhuling og problematisering af deres status som suveræne stater. Ikke nok med at globaliseringen ofte udfordrer deres reelle handlekraft, de får også deres nominelle suverænitet problematiseret af det nye suverænitetsregime, der siger, at ikke kun statslighed men også god opførsel er betingelsen for anerkendelse som suveræn. Det klassiske suverænitetssystem med alle dets fejl og mangler til trods opererede med en forudsætning om suveræn lighed. Alle suveræne stater talte, og suverænitet gav enhver stat et vis mindstemål af beskyttelse imod fremmed indblanding. Det nye humanitære regime risikerer derfor at institutionalisere en suveræn ulighed,193 der giver nogle stater formidable værktøjer til at udøve humanitær dominans og andre stater stadig ringere muligheder for at modstå at få sin suverænitet og handlekraft begrænset eller frataget.
I de vestlige humanitære hovedstæder besluttes det, om en given situation udgør et brud på freden, en krænkelse af menneskerettighederne, en fjende af menneskeheden. Det farlige ord er nu ikke længere f-ordet, som i ‘fuck’, men derimod g-ordet som i ‘genocide’, folkemord, for er en situation først officielt blevet beskrevet sådan, så følger en international retslig forpligtelse til at gribe ind. Men det væsentlige her ligger jo netop i fortolkningen af, om g-ordet er den rette beskrivelse af situationen. De angiveligt post-suveræne stater indkasserer suverænitetsgevinsten ved den meget reelle magt, de har til at navngive menneskehedens krænkere, forbrydere og fjender. Som en parafrasering af Schmitts berømte udsagn om, at “suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden”,194 så kan vi sige, at humanitær suveræn er den, der bestemmer over den menneskeretslige krænkelse, og som dermed får retten til at navngive og nedkæmpe menneskehedens fjende.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
