politik-teoretikeren Ken Booth har udtalt, at suverænitet er “tyrannens frihedsbrev”, og han taler endda om “den destruktive og dystre rationalitet fra Den westfalske fred, Machiavelli og Clausewitz”,148 altså fra den fredsslutning i 1648, der ofte angives som territorialstatens opkomsttidspunkt, samt fra henholdsvis statsræsonens og krigens fremmeste teoretikere. Denne markante omvurdering af suverænitet fra at betegne den afgørende attribut ved staten og statssystemet til nu at blive et andet ord for forbrydelse angiver også en markant ændring i hele den internationale politiks sprog og legitimeringspraksis. Som den amerikanske professor i tysklandstudier William Rasch siger, så er “suverænitet, en insisteren på autonomi, nu ironisk nok et af tegnene på ens lovløshed.”149 Stater eller statsledere, der fastholder den klassiske suverænitetstænkning, er nu i stigende grad i fare for at blive betegnet som henholdsvis ‘totalitære’ og ‘forbryderiske eller ‘slagteren fra Balkan’ og ‘den nye Hitler’, samtidig med at de risikerer at se deres insisteren på suverænitet forvandle sig fra beskyttelsen af deres statslige autonomi til at blive hovedargumentet for invasionen af deres land.
Dette er hovedproblemet i forvandlingen af international ret og politik. Den kan meget vel vise sig at give anledningen til og legitimeringen af flere snarere end færre krige, og altid med den samme begrænsede gruppe af lande som ‘humanitære krigere’. Samtidig får disse krige en rationalitet, nemlig menneskeheden, der transcenderer det rent politiske og åbner for en potentiel uendelig række af interventioner, hvis udfald og nytte måske i bedste fald er tvivlsom og i værste fald decideret skadelig for den specifikke del af menneskeheden, der angiveligt interveneres på vegne af. Humanitære interventioner bliver – i en omskrivning af Clausewitz’ gamle formel for territorialstatslige krigs formål – demokratisk fred med andre midler. Der udvikler sig en liberal antipluralisme,150 der i stigende grad kun anerkender liberale stater som legitime, og som i samme bevægelse udvikler et delegitimerings- og interventionsregime, der genbeskriver ikke-liberale stater som ‘slyngelstater’, ‘sorte huller’, præmoderne kaos’, ‘humanitære katastrofer’ etc.
Den fremvoksende liberal-globalistiske orden betyder, at “hele den eksisterende internationale, institutionelle struktur, der er viet til opretholdelsen af fred, i virkeligheden tilbyder sig selv til et ganske andet formål: den diplomatiske forberedelse til samt formelle legalisering og legitimering af krig.”151 Nationalismeforskeren Margaret Canovan siger, at liberale eller humanitære:
[k]orstogsfarere ønsker at se menneskerettigheder anerkendt og beskyttet over hele kloden, og spørgsmål om politisk handling følger uvægerligt heraf. For at gøre det marxistiske politiske projekt effektivt greb Lenin ideen om det magtfulde parti: Hvilken kollektiv aktør kan bære projektet om menneskerettigheder?152
Stillet sådan besvarer spørgsmålet sig selv: Det kan kun staten, eller mere præcist, et konglomerat af vestlige stater, en aktør, vi senere vil kalde den ‘humanitære suveræn’. Verdenssamfundets kollektive aktør er de facto Vesten. Man kan vanskeligt forestille sig Kina eller en koalition ledet af Rusland eller Brasilien proklamere sig som fortolkere og forsvarere af verdenssamfundet og så blive anerkendt som sådan af globale institutioner og andre lande. Det humanistiske og globalistiske prærogativ er aktuelt – og synes også at ville være det i fremtiden – eksklusivt vestligt, og det på trods af at Vesten udgør en stadig mindre relativ del af menneskeheden.
En væsentlig årsag til denne forveksling af Vesten med verden skyldes en om muligt endnu større omskrivning af en geografisk partikularitet til en globalistisk universalitet, nemlig forståelsen af den europæiske efterkrigserfaring og dens manifestation i EU som en global erfaring og proces: “Europa er det aktive subjekt både i og af verdenshistorien.”153 Denne ‘forveksling’ er særlig tydelig hos en række kosmopolitter, der ser EU-projektet som den vigtigste tilnærmelse til et praktisk kosmopolitisk ideal, og som derfor har en tendens til at gøre EU til en global model til efterfølgelse. Europæisk post-suverænitet bliver her til det eneste passende svar på den globalisering, der implicit hævdes at agere ens på alle lande og samfund. Enhver afvigelse fra dette partikulære ideal bliver nu tegn på tilbageståenhed, at være ‘fanget i og af fortiden’ og i sidste ende som en anledning til og begrundelse for intervention.
2. KOSMOPOLITISKE DISKURSER
Hos David Held, ser vi denne glidning fra Vesten til verden. Han taler om at oprette en “autoritativ forsamling af alle demokratiske stater og institutioner”, “en uafhængig forsamling af demokratiske folk”,154 der enten skal afløse eller supplere FN’s generalforsamling. Denne nye forsamling af kun demokratiske aktører “kunne blive et autoritativt internationalt centrum for undersøgelsen af de presserende globale spørgsmål, der ligger i hjertet af selve muligheden for implementeringen af en kosmopolitisk demokratisk ret.”155 Hvad angår spørgsmål som sundhed, gæld, global opvarmning, finansiel stabilitet, ordenshåndhævelse og militærmagt, “ville dens opgave være at sætte de regler, standarder og institutioner, der kræves for at indlejre kosmopolitiske værdier og prioriteter.”156
En sådan forsamling ville blive en global suveræn med magten til og monopolet på at definere og modgå trusler imod det internationale samfund. Denne demokratiske forsamling ville despotisk sætte loven for alle andre, og medlemskab ville ikke kun være begrænset til demokratiske stater men til de stater og civilsamfund, der lod sig globalisere:
I første omgang kunne kosmopolitisk demokratisk ret blive bekendtgjort og forsvaret af de demokratiske stater og civilsamfund, der er i stand til at mønstre den fornødne politiske dømmekraft og til at lære, hvordan politiske praksisser og institutioner må forandre og tilpasse sig de nye regionale og globale omstændigheder.157
Held er her i gang med at ændre principperne for adgang til en legitim stemme i det internationale fra et suverænitets- til et humanitets- og globalitetsperspektiv. I en helt central passage opsummerer han kernen i det kosmopolitiske argument for en ny post-suveræn orden:
Suverænitet kan ikke længere forstås med kategorierne fra uhæmmet effektiv magt. Snarere må en legitim stat i stigende grad forstås gennem demokratiets og menneskerettighedernes sprog. Legitim autoritet er i moralsk og retslig forstand blevet forbundet med opretholdelsen af menneskerettighedsværdier og demokratiske standarder. De sætter en begrænsning på rækkevidden af acceptabel diversitet mellem staternes politiske forfatninger.158
Med andre ord, nationalstatslogikken er nu “utilstrækkelig og upassende”,159 dvs. empirisk uholdbar givet globaliseringen, og moralsk uacceptabel givet det nye humanistiske regime. Empiriske og moralske udviklinger forenes her til en fælles falsificering og defamering af klassisk statssuverænitet, hvis legitimitetskriterium var effektiv statslighed og ikke indretning af styreform. Den klassiske nationalstat kan nu genbeskrives som en partikularistisk modstand mod det liberale demokrati, de humanistiske værdier og de globale netværk.
Manuel Castells har skrevet, at “nationalstater overlever hinsides historisk inerti som følge af den defensive kommunalisme hos nationerne og befolkningerne på deres territorier, der hæger sig fast i deres sidste tilflugtssted for ikke at blive revet væk af de globale strømmes hvirvelvind.”160 De overlever – en tid endnu – ved at forskanse sig i forsvaret af partikularistiske identiteter, af Castells kaldet forsvarsidentiteter, der netop er defineret ved modstanden imod humanisme og globalisme.161 Forsøget på at bibeholde det klassiske svar på et samlet politisk fællesskab, nationalstaten, afvises nu som et dødsdømt forsøg på at blokere for de globale strømme og humanistiske værdier. Nationalstaten “flår”, i denne udlægning, “sig tilbage i historien til princippet om magt for magtens skyld, der til tider pakkes ind i nationalistisk retorik.”162 Nationalstaten er nu genbeskrevet som ‘magt for magtens egen skyld’ og ‘nationalistisk
