tilbøjelighed til at ændre på de grundlæggende kriterier for legitimitet fra det nationale til det globale ses også hos den fremtrædende kosmopolitisme-forsker Mary Kaldor og hendes spændende arbejde om et globalt civilsamfund. For at blive inkluderet i cirklen af venner er man nødt til at bestå en slags politisk-moralsk test, der grundlæggende handler om ens demokratiserings- og globaliseringsniveau. Kaldor siger:
Civilsamfundet består altså af grupper, individer og institutioner, der er uafhængige af staten og af statsgrænser, men som samtidig er optagede af offentlige anliggender. De er praktisk talt garanterne for civiliseret opførsel både hos officielle institutioner (stater og internationale institutioner) og i verden som et hele. Defineret på denne måde inkluderer civilsamfundet ikke alle grupper og foreninger, der er uafhængige af staten. Det inkluderer ikke selvorganiserede grupper og foreninger, der arbejder for eksklusivt kommunitære programmer. Det inkluderer heller ikke selv-interesserede, private foreninger.163
Også civilsamfundet genbeskrives som globalt/globaliserende eller som illegitimt. En nationalstat, der insisterer på sin suverænitet, et civilsamfund, der arbejder for sin egen kultur og autonomi, og selv en privat forening, der arbejder for sine egne interesser, kvalificerer nu ikke som et legitimt medlem af det internationale statssamfund eller det globale civilsamfund. Kosmopolitisme tilføjer den liberale antipluralisme et krav om globalisering og postnationalisme, der basalt set afkræver alverdens nationer og civilsamfund en accept og en gentagelse af den europæiske efterkrigserfaring.
David Held siger, at suverænitetsprincippet “har en yderst problematisk historie og har ført til mange brutale regimer, der forkert er blevet betragtet som ligeligt legitime medlemmer af det internationale samfund.”164 Den suverænitetskritiske diskurs glemmer at forholde sig ordentligt til, at det klassiske suverænitetssystem var andet og mere end undertrykkelse, og til, hvad konsekvenserne kunne være af systemets opløsning.
Nutidens kosmopolitter har en tendens til at ækvivalere ‘magtlogik’ med nationalstaten,165 hvilket så igen tenderer til at skjule magtens fortsættelse i det nye globale system. I modsætning til hvad der synes at være den underliggende antagelse i megen kosmopolitisme, så er det her påstanden, at globale strømme ikke er i modsætning til magtlogik, heller ikke i dens klassiske kommandoform. Når kosmopolitter ser globale uligheder og magtskel, så er der en klar tendens til at forklare dem med henvisning til residuale lommer af nationalstatslogikken. Der var særligt under George W. Bush-årene en tendens til at fremstille USA som den afgørende forhindring for en kosmopolitisk orden.166 Når David Held siger, at Irak-krigen “truer med at trække os tilbage til en præ-retslig orden og et yderst uciviliseret internationalt samfund”,167 så får man uvægerligt indtrykket af, at vi med nogle få, stædige undtagelser allerede lever i en retsbaseret og civiliseret global orden. Bemærk også den historiske teleologi, der ofte dukker op med en klar skelnen mellem en fortidig nationalstatslig logik og en nutidig/fremtidig kosmopolitisk logik. Bemærk også koblingen af “et yderst uciviliseret internationalt samfund” med en “præ-retslig orden”, hvilket er yderligere bevis på genbeskrivelsen af nationalstatsæraen fra en nogenlunde civiliseret og retsbaseret orden til en nu uciviliseret og ikke-retslig orden, hvor først kosmopolitismen rykker os ind i den retsbaserede æra.
Man finder en tilsvarende tendens til at sammenblande nationalstat og krig i det ofte hørte argument, at Europa som EU har bevæget sig hinsides dets krigeriske fortid. Krig bliver defineret som udelukkende interstatslig krig, og den europæiske erfaring bliver igen fremhævet som en universel sandhed. På ganske repræsentativ vis siger Kaldor: “Afslutningen på Den Kolde Krig betyder formodentlig afslutningen på krige af den moderne slags – krige mellem stater og grupper af stater.”168 Hun tilbyder også en udlægning koblet til en yderst tvivlsom henvisning til militærteknologi, som man har hørt i nye og senere falsificerede versioner i over hundrede år:
I tiden efter Den Kolde Krig er krig i den interstatslige model blevet en anakronisme. En ny krig på de to verdenskriges skala, for ikke at sige en atomkrig, synes utænkelig. Militærteknologi er blevet så destruktiv, at evnen til at erobre territorium militært, selv for de mest avancerede militærmagter, er afgørende svækket.169
En gængs observation er, at aktuelle tendenser “betyder et skifte væk fra absolut kontrol af territorium og geopolitik, det vil sige fra kontrollen af fremmed territorium i den nationale interesse”.170 Det virkelig interessante kommer så i tolkningen af f.eks. Irak-krigen, der ligner en klassisk krig mellem stater eller grupper af stater. Den tolkes ikke som en falsificering af teorien om krigens forældelse men paradoksalt nok som dens bekræftelse, da USA med sin opførsel demonstrerer den gamle politiks moralske negativitet og praktiske urealiserbarhed. Irak-krigen er et dystert skrig fra den forældede orden.
Kaldor er særlig relevant i denne bogs kontekst, da hun arbejder ganske meget med krigens transformationer, så lad os se lidt nærmere på hendes differentiering mellem tre nye former for krigsførelse. For det første har vi netværkskrige eller nye krige,171 der er væbnede konflikter mellem netværk af ikke-stater og stater. Kaldor siger, at “de tenderer til at være koncentreret i områder, hvor den moderne stat er ved at falde fra hinanden, og hvor distinktionerne mellem intern og ekstern, offentlig og privat ikke længere har den samme mening som tidligere.”172 Disse er præmodernitetens krige, den nye middelalders krige, den sammenbrudte modernitets krige.
For det andet har vi skuespilskrige (spectacle warfare), der først og fremmest føres af USA, og som involverer højteknologisk krig fra lang afstand. Det er for Kaldor en anormalitet udøvet af det, hun kalder den sidste nationalstat, undtagelsen, der bekræfter reglen om, at hele verden enten postmoderniserer sig eller falder fra hinanden. USA har den militære og økonomiske styrke til endnu en tid at modstå historiens pres og forblive en nationalstat. Den amerikanske reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 var “en tilbagevenden til den centraliserede krigsførende stats reflekser” (bemærk ordet ‘reflekser’, der antyder en intim tilknytning mellem den centraliserede stat og krigsførelsen og et automatisk, ikke-refleksivt reaktionsmønster), og den gav Bush-administrationen lejlighed til at genmarkere et af den klassiske nationalstats definerende prærogativer: “at genoptegne grænsen mellem ‘inde’ og ‘ude’, at identificere en ny ‘anden’.”173 Problemet her er selvfølgelig identificeringen af eksklusions- og ‘anden’-identificeringer med nationalstaten, der ‘freder’ den kosmopolitiske stats- og tankeform fra at blive identificeret med sådanne ‘fortidige’ praksisser. De bliver tværtimod til definerende modsætninger – kosmopolitismens ‘anden’ – uden at kosmopolitter ser ironien i det. For Kaldor er skuespilskrige en slags falske krige ført af en forældet modernitet. I den umiddelbare fremtid er der netværkskrig og skuespilskrig, al-Qaedas angreb og USA’s reaktion, der “lever af hinanden og opretholder sig gennem frygt og usikkerhed.”174 Krigen mod terror er en nationalstats mislykkede forsøg på at beskytte sit nationale territorium mod globale kræfter med militærmagt.
Endelig har vi neomoderne krige, der refererer til “store transitionsstater” på vej til postmodernitet, dvs. stater som Indien, Brasilien, Kina, Rusland, Israel(?) m.fl. De “fører enten begrænsede interstatslige krige eller antioprørskrige”, men er stædigt “under den illusion, at de kan vinde militært.”175 Denne type krig interesserer ikke Kaldor meget, da det er en forældet, måske endda selvforældende, krigsform, der vil forsvinde, når disse stater blandt andet på grund af mislykkede militæreventyr enten bliver postmoderniseret eller måske endda degenererer til præmoderne kaos.
De to sidstnævnte, skuespilskrige og neomoderne krige, er ifølge Kaldor begge uholdbare krigsformer. De føres af “stater, der fortsætter med at forfølge unilaterale politikker”176 i en multilateral verden. Det, vi efterlades med, er netværkskrige skabt ud af kaos, fordi det “ikke længere er muligt at skærme sit territorium fra anarki og uorden”177 og dets (vestlige)
