af militære interventioner som politioperationer er et potent eksempel på den opløsning af distinktioner og omtolkning af begreber, der tenderer til at skjule mulige problematiske træk ved det nye globalistiske og humanistiske interventionsregime, som filosoffen Costas Douzinas kalder “postmoderne retfærdige krige”179 og arkitektur- og krigsteoretikeren Paul Virilio for “sekulære hellige krige”.180 International vold betegnes nu enten som forbrydelse (mod menneskeheden begået af ‘dem’) eller retshåndhævelse (udøvet af ‘os’), dvs. de bliver genformuleret i juridiske snarere end politiske termer, hvilket også forklarer de vestlige staters modvilje mod at beskrive deres engagement i humanitære interventioner som krig. Som minimum kommer der en kvalifikation såsom Blairs, der om indgrebene i eks-Jugoslavien lød sådan: “Dette er en retfærdig krig, der ikke er motiveret af territorielle ambitioner men af værdier.”181 At begrunde krig med ‘værdier’ eller ‘moral’ er at afpolitisere krigen ved at referere til den med et moralsk vokabularium isoleret fra politik og statsræson. Det gør kritik amoralsk og afbilder modstanderen som ‘ond’. I dag ser vi et postulat omkring den klassiske nationalstatslige krigs forfærdelighed (hvilket den er/var), hvorimod krige ført på vegne af moralske værdier forventes at være legitime og godartede.
Som den daværende generalsekretær for NATO, Javier Solana, sagde under Kosovo-krigen, så handler interventionen “ikke om olie, penge eller nye handelsruter men om værdier.”182 Denne fremhævning af, at den militære intervention ikke er begrundet i klassiske statslige krigsårsager, ‘olie, penge eller nye handelsruter’, men i det universelle og almenmenneskelige, ‘værdier’, bruges til at genbeskrive militærmagt som ordenshåndhævelse og til at immunisere sig selv imod indvendinger og kritik, da man ikke gør det for sine egne partikulære nationale interesser – hvilket ville være suspekt hvis ikke også ulovligt – men i sidste ende for menneskeheden:
Det aktuelle anliggende i global governance er at etablere en liberal fred i dets uroplagede grænseland: at løse konflikter, rekonstruere samfund og etablere fungerende markedsøkonomier som en måde til at undgå fremtidige krige på. Den liberale freds ultimative mål er stabilitet. I opnåelsen af dette mål er den liberale fred forskellig fra den imperiale fred. Sidstnævnte var baseret på eller aspirerede i det mindste til direkte territorial kontrol, hvor befolkninger blev regeret gennem juridiske og bureaukratiske autoritetsmidler. Den imperiale magt håndterede modstand med fysiske og juridiske pacificeringsformer, nogle gange på en ekstrem og voldelig måde. Liberal fred er anderledes. Den er en ikke-territorial, omskiftelig og netværket ledelsesform. Målet for de strategiske stat-ikkestat-relationer, der udgør global governance er ikke direkte kontrol med territorium. Ideelt set er liberal magt baseret på ledelsen og reguleringen af økonomiske, politiske og sociale processer. Det er magt gennem kontrollen med og styringen af ikke-territoriale systemer og netværk.183
3. SUVERÆNITET BENÆGTET
Den humanitære magt kan let forlede sig til en selvforståelse som ikke-magt, måske endda anti-magt, og som modsætningen til imperial magt snarere end som en ny, men nu indirekte og ikke-territorial form for hierarkisk magtudøvelse. Men at snakke etik, værdier, økonomi, menneskehed frem for militær, interesser, vold, territorium får ikke nødvendigvis sidstnævnte til at forsvinde, men måske snarere til at genmanifestere sig i skyggen af den gode samvittighed. Zygmunt Bauman skriver, at man tidligere kunne kende sejrherren på, at vedkommende stod tilbage på slagmarken efter slaget. Nu er det den besejrede, der står tilbage, mens sejrherren taler exit-strategi og finder på forklaringer for at kunne trække sig ud og udøve sin kontrol andetstedsfra.184 Dominans er ikke længere territorial og ikke længere kun dikteret af snævre nationale interesser, men den er ikke dermed ophørt med at være repressiv, voldelig og interessedrevet.
Menneskerettighedsforskeren Michael Ignatieff omtaler humanitær krigsførelse som en ‘let imperialisme’, det vil sige en imperialisme, der ikke tør kalde sig imperialisme, og som ikke ønsker at blive stående på landjorden. Den er ikke ‘tung’ i betydningen vedvarende og territorial, men derimod let i sine interessers og troppers omskiftelighed. Det er en ‘imperialisme’, der afviser imperialismens forpligtelser på tilstedeværelse og ofre.185 Bauman beskriver det som “den flydende modernitets radikale omkalfatring af dominansens pragmatik” og som en “modvilje mod at bære følgerne af en sejr i form af ansvaret for den daglige administration af de erobrede områder.”186 Det er en ny dominansform, der regerer gennem indirekte kontrol, via f.eks. kontrol med pengestrømme (lånebevillinger fra internationale institutioner) og anerkendelse om legitimitet/illegitimitet. Det er parallelt med det, som Carl Schmitt i 1930’erne beskrev som en “officielt fraværende, reelt tilstedeværende” magt.187
Den engelske international politik-forsker David Chandler, der står bag nogle af de bedste kritiske bøger om humanitære interventioner, har skrevet, at i dag “er imperialismen i selvbenægtelse. Magt udøves på en måde, der transformerer internationale relationer og relationerne mellem ikke-vestlige stater og deres samfund. Men de aktører, der udøver denne magt, søger at undgå ansvar for dens udøvelse.” Og han fortsætter med at afvise den mulige forklaring på denne ansvarsforflygtigelse, nemlig at det slet ikke er magt, der udøves:
Imperiet er ikke i selvbenægtelse, fordi den ikke regulerer nok […] men fordi de beslutningstagende eliters politiske magt søger at præsentere sig gennem ikke-politiske, terapeutiske eller rent tekniske, administrative og bureaukratiske former.188
Den humanitære magt har ‘politik’ i sin klassiske kommandoform som sit definitoriske modbillede og søger andre udtryksformer i økonomien, terapien, administrationen og etikken, men det er ikke, som det for dens udøvere kan synes, et opgør med magt, men en transformation af magtens udøvelse. Og det en magtudøvelse, der forstår og immuniserer sig igennem det, som den italienske filosof Danilo Zolo kalder for “formodningen om humanitær uskyldighed”.189
Et af de mest slående træk ved globaliseringsdiskursen er dens yderst ‘konstruktivistiske’ genbeskrivelse af nationalstaten. En solid, afgrænset, tvangsmæssig, enhedslig, hierarkisk suverænitets-, stats- og politikforestilling projiceres tilbage på statshistorien for desto stærkere at fremhæve den nye multilaterale, løse, sammensatte, samarbejdende, post-suveræne politiske enhed nominelt kaldet en ‘stat’ men mest at forstå som et netværk (jf. figur 11/12). Den post-suveræne eller kosmopolitiske stat eksisterer endnu i dag mest eller kun som et modbillede til nationalstaten. Sidstnævnte gives alle de træk, som en anden skole inden for international politik-studier, nemlig realismen, altid har givet den som en nationalinteressedrevet militærmagt først og fremmest. Men det hævdes da, at denne beskrivelse kun er sand om statens fortid. Som Jürgen Habermas på sin egen kringlede måde siger det:
Idet vi betragter nationalstatens ‘tiltagende magtesløshed’ [disempowerment], så tænker vi i første omgang på de langstrakte transformationer af den moderne stat, der først opstod med Den westfalske fred. Dette systems træk reflekteres i den klassiske internationale ret samt i realisternes beskrivelser […] Denne konventionelle model er mindre og mindre passende i den nuværende situation.190
Bemærk igen påstanden om det stadig mere upassende ved den klassiske nationalstat. Det, der her belejligt glemmes, er den liberale eller idealistiske version af international teori, der har været en afgørende modfortælling til realismen, og som er den, kosmopolitterne trækker på i en opdateret version. Modstanderen får fortolkningsret over fortiden, mod at man selv får den over fremtiden, synes at være den bagvedliggende logik her. Fortiden portrætteres som monolitisk suverænitet, for at fremtiden kan beskrives som multilaterale netværk af samarbejder. Ved at ignorere sin egen fortolkningstradition gives kosmopolitisme en formidabel men forældet ‘fjende’ at definere sig i modsætning til. Ved at tilskrive en række uheldige og repressive træk ved magten til nationalstaten gives kosmopolitismen ringe vilkår
