der aldrig var, men det så bare sådan ud) nogle entydige og selvfølgelige politiske kategorier, der kan skelne mellem borgere og ikke-borgere, mellem dem, vi har ansvar for og dem, vi kan være ligeglade med. Det stiller vores politiske institutioner, praksisser og fantasi over for en stor opgave, som den politiske kosmopolitisme mener at have fundet en løsning på.
Den mest gængse kritik af den politiske kosmopolitisme går på dens urealiserbarhed og naivitet; demokratiet når sin grænse ved landegrænsen; ethvert forsøg på at udstrække det videre fører ingen vegne. Et yndet argument er, at politisk kosmopolitisme vil indebære en verdensstat, der vil blive lige så – hvis ikke mere – tyrannisk som nationalstaterne. Det er dog mestendels et ikke-argument, da kosmopolitterne (igen fra Kant og frem) har været yderst opmærksomme på dette. Politisk kosmopolitisme handler netop om at demokratisere de skjulte og udemokratiske globale beslutningsprocesser, der allerede finder sted; ikke at opfinde nye ukontrollerede magter. Der er derfor ingen planer om en centralisering af magt på verdensplan. Selv ideen om f.eks. et verdensparlament skal bare ses som den logiske følge af magtens globalisering, hvorfor magtdelingen også bør følge efter.
Der er både en kommunitaristisk og realistisk variant af den kritik, der siger, at demokratiet og i videre forstand programmer for lighed og retfærdighed ikke kan udstrækkes ud over nationalstatens grænser. Den kommunitaristiske er allerede omtalt, men en afart skal dog kort nævnes; nemlig den der eksplicit afviser, at vi har forpligtelser uden for nationens grænser. En vulgær udgave af denne holdning finder vi f.eks. hos den danske filosof Henrik Gade Jensen, der skriver: “Global ansvarlighed er en syg ide udtænkt i hovederne på mennesker, der opfatter jordkloden som et dukkehus, hvor der leges med indholdet.”123 Den holdning er måske det bedste argument for kosmopolitismen.
Den realistiske kritik problematiserer både muligheden og nytten af en transnational demokratisering.124 Realisterne er en retning inden for international politik, der siger, at der i det internationale kun findes staterne og deres benhårde forfølgelse af deres egeninteresse. Det internationale er ifølge dem anarkisk; staterne forlader sig i sidste ende kun på sig selv og deres egen styrke; de interstatslige relationer er styret af snævre statsinteresser; og det internationale samfund er i bedste fald en tynd og skrøbelig konstruktion, men oftest bare en legitimering af stærke magters egeninteresse. Konflikt og magtanvendelse forbliver det internationales kendetegn. Realisterne er også ofte skeptiske over for globaliseringstesen og ikke mindst over for påstanden om nationalstatens snarlige endeligt (som de dog ikke hører fra de nye kosmopolitter, men snarere fra markedsliberalisterne).
Der findes også en venstrefløjskritik, der beskylder kosmopolitismen for – bevidst eller ubevidst – at tjene de stærke geopolitiske og økonomiske kræfters sag. Denne kritik anklager også kosmopolitismen for at være endnu en udgave af eurocentrisme eller endda imperialisme.125 I et herligt citat fra en ældre marxistisk filosofisk ordbog udlægges en dogmatisk-marxistisk kritik af kosmopolitismen, der beskylder den for forræderi mod først og fremmest klassen og ikke som det oftest ses udelukkende mod nationen:
Kosmopolitisme: det ideologiske udtryk for det opadstræbende bourgeoisis klasseinteresse […] Det imperialistiske bourgeoisis nutidige kosmopolitisme er reaktionær og tjener som undskyldning for det nationale forræderi samt som begrundelse for og retfærdiggørelse af monopolkapitalismens forening. Kosmopolitismen er skyggesiden af den borgerlige nationalisme og chauvinisme. Den er det reaktionære modstykke til den socialistiske internationalisme.126
Den nye radikale kritik ser den kosmopolitiske kritik af national suverænitet som dække for installeringen af et globalt frihandels- og interventionsregime styret af kapitalistiske og vestlige interesser. Kosmopolitismen svækker nationalstaterne, samtidig med at den legitimerer såkaldte ‘humanitære interventioner’ imod besværlige regimer, der ikke vil underlægge sig det neoliberalistiske frihandelsregime. Påberåbninger af det kosmopolitiske eller verdenssamfundet tjener de stærkeste magters interesser, da de er de eneste, der effektivt kan påberåbe sig og handle på vegne af ‘verdenssamfundet’. Kosmopolitisme bliver derfor i denne udlægning legitimeringsgrundlaget for en ‘liberal imperialisme’.127 Selvopfattelsen hos den politiske kosmopolitisme er dog snarere den, at de forbinder sig med det fremvoksende globale civilsamfunds forhåbninger om en mere retfærdig fordeling af klodens prioriteter, ressourcer og muligheder. Deres kritik af den eksisterende globale orden er mindst lige så stærk som den, der kommer fra den radikale kritik.
4. DEN KOSMOPOLITISKE TANKE
Siden historikeren Benedict Anderson udgav sit banebrydende værk om nationalismen, Imagined Communities, har vi vidst, at det nationale samfund er forestillet, dvs. det eksisterer først og fremmest, fordi vi forestiller os, at det eksisterer.128 Det globale samfund er ingen undtagelse. Der er intet ‘naturligt’ eller ‘selvfølgeligt’ ved det. Det skal konstrueres som alle andre fællesskaber. Man kan sige, at den kulturelle kosmopolitisme forsøger at skabe den relationelle infrastruktur og den politiske kosmopolitisme den institutionelle infrastruktur, der skal gøre det muligt at træde ind i kosmopolitismens tidsalder.
Zygmunt Bauman peger på et væsentligt problem i den henseende: “Det ‘internationale samfund’ har ingen realitet andet end de militære operationer, der foretages i dens navn.”129 Han forudser, at det sandsynligvis er ud af de krige ført af (vestlige) koalitioner af villige, at det internationale samfund (hvis overhovedet) vil blive en realitet. Kosmopolitterne deler den frygt, da det internationale samfund i givet fald vil blive en forstørret udgave af Vesten og dens interesser og dermed en forvrængning af det kosmopolitiske til et nyt forsvar for vestlig imperialisme og hegemoni.
Men kosmopolitterne har samtidig en bredere forståelse af det internationale samfunds realitet. De ser det som beskrevet ovenfor overalt. Så de siger, som Kant sagde om oplysningen, at vi ikke lever i en kosmopolitisk tidsalder men i en kosmopolitiseringens tidsalder. Og de siger videre, som Kant sagde:
Vi ser dog tydelige tegn på, at det i det mindste bliver muligt, at man frit kan arbejde sig hen imod dette, og at hindringerne for den almene oplysning eller for udgangen af den selvforskyldte umyndighed efterhånden bliver mindre.130
Som Kant registrerer de ‘tegn’ på frigørelsen fra det partikulære misregimente som f.eks. udviklingen af menneskerettighedsregimet, den nye internationale straffedomstol, væksten i interkulturelle møder, samhandel og samliv, EU, FN’s konferenceaktivitet, røret i det globale civilsamfund fra neden, der organiserer og mobiliserer transnationalt etc. Det ser de som tegn på, at aflukkede enheder ikke vil kunne opretholde sig selv i fremtiden; at åbenhed er den eneste overlevelses-, sikkerheds- og velfærdsstrategi.
Man kan også lidt bredere kalde det for ‘den kosmopolitiske tanke’, der er et såvel deskriptivt som normativt udsagn om den rette anskuelsesmåde. Det partikulære – inde/ude, ven/fjende, os/dem, lokalt/nationalt/globalt – sammenfiltres eller overskrides, hvilket på ingen måde er problemfrit. Men det tilbyder dog en mulighed til dem, der måtte ønske det eller som vil kæmpe for det. Hylland Eriksen får det sidste ord:
Verden består ikke af afgrænsede kulturer. Den består af over fem milliarder mennesker, som i varierende grad er præget af forskellige kulturelle former og traditioner, der både overlapper og udviser stor individuel variation. Renhed og entydige grænser er fantasifostre skabt af ofre for streng pottetræning. Verden er uren og består af et mylder af gråzoner.131
KAPITEL III
Humanitær suveræn
Kosmopolitisme som statsmagtens og krigens nye sprog
Da G8 i sommeren 2005 mødtes i Sankt Petersborg,
