kulturer. Den banale kosmopolitisme forbruges gennem mad, musik, mode, sportsbegivenheder, film etc. Men også gennem ideers, ideologiers og symbolers spredning. Frygten for denne globalisering af kultur udtrykkes til tider i begreber som ‘kulturens McDonaldisering’, altså en global enhedskultur af ikke-mættende plastikkultur. Men det lader ikke til at være fremtiden. Det er snarere en globalisering af kulturerne; en ‘forstyrrelse’ af deres autonome reproduktionsproces, der åbner sig for hinanden uden at prisgive dem.
Kosmopolitismens forhåbning til denne ‘banale kosmopolitisme’ er, at den ved at opbløde kulturernes grænser, ved at eksponere verdens mangfoldighed, ved at tilbyde et utal af kulturelle og identitetsmæssige kombinationsmuligheder, vil fremelske en kosmopolitisk bevidsthed – ikke som erstatning for, men som et element i den lokale, etniske, religiøse, nationale etc. identitet.
Hovedanklagerne mod den kulturelle kosmopolitisme er dens angivelige forræderi mod nationen samt dens alt for tynde sammenhængskraft. Selv Immanuel Kant skrev om tyskerne, at “de har ingen national stolthed og er alt for kosmopolitiske til at være stærkt forbundne med deres hjemland.”106 Jean-Jacques Rousseau mente, at kosmopolitismen bare var en undskyldning for at kunne være ligeglad med sine landsmænd. I Genéve-udgaven af Samfundspagten skriver han desuden: “Det er ganske sikkert, at ordet menneskehed kun tilbyder mennesket en rent kollektiv idé, der ikke udgør nogen reel enhed blandt de individer, der udgør den.”107 Voltaire skrev i sin Filosofiske Ordbog om ‘la Patrie’, at “jo større fædrelandet er, desto mindre elsker vi det […] det er umuligt at stærkt elske en for stor familie, som vi dårligt nok kender”. Men i samme artikel skriver han som en forhåbning om det kosmopolitiske og som en erkendelse af dens grænse, at “Det er i menneskets natur at ønske storhed for sit fædreland og dårligdomme for dets naboer. Verdensborgeren ville være manden, der aldrig ville ønske, at hans land var større eller mindre, rigere eller fattigere end nabolandet.”108
Den kommunitaristiske kritik af kosmopolitismen anfægter værdien og holdbarheden af den politiske enhed. Den fremhæver nationen, sproget, traditionen og historien som nødvendige elementer i funderingen af demokratiet, velfærden og identiteten; den kritiserer kosmopolitismen for at overdrive globaliseringens problematisering af det nationale skæbnefællesskab og kosmopolitterne for at nedgøre det nationale og lokale til fordel for den tomme hyldest til det globale.109 Forholdet mellem kosmopolitisme, nationalisme og patriotisme er en af de væsentligste debatter i den nye kosmopolitisme. Den nye kosmopolitisme fremhæver evnen til at begå sig i flere og skiftende sammenhænge – også nationale – som det afgørende. David Held beskriver kulturel kosmopolitisme som “evnen til at mediere mellem nationale traditioner, skæbnefællesskaber og alternative livsstile”110 og mener, at
Kosmopolitisme handler om at afdække det kulturelle, retslige og etiske grundlag for den politiske orden i en verden, hvor politiske fællesskaber og stater stadig har betydning, men ikke udelukkende og alene.111
Stater og nationer eksisterer stadig og vil forblive væsentlige spillere både som politiske og kulturelle enheder; men de er ikke alene, og de kan ikke længere være lukkede, men må blive det, som Ulrich Beck kalder ‘kosmopolitiske stater’, der åbner sig for verden.112
Den nye kosmopolitisme præsenterer sig som ‘rodfæstet’, ‘indlejret’, ‘patriotisk’, ‘indfødt’, ‘situeret’ etc. for at markere dens afstand til dele af sin egen fortid, til ideologierne om én verden og til den neoliberalistiske globaliseringsteori, der ser verden som et stort udifferentieret og statsløst marked. Kosmopolitismen er dog trods sin nye ‘rodfæstelse’ uvægerligt bundet til en mistro over for det nationale og det statslige. Konfronteret med beskyldningen om at være national forræder vælger Günter Grass den rodløse kosmopolitisme frem for en aggressiv nationalisme.113 Heri ligger kernen i kosmopolitismen: tvunget (af sine modstandere) til at vælge, så vil kosmopolitten altid vælge det universelle frem for det partikulære.
3. POLITISK KOSMOPOLITISME: GLOBAL DEMOKRATISERING
Politisk kosmopolitisme er en af vor tids mest innovative og ambitiøse forsøg på at begribe og reformere det globale system.114 Det er hastigt ved at blive et samlebegreb for dels en filosofisk universalisering af retfærdighedsbegrebet, dels en teoretisk afklaring af forholdet mellem nationalisme, patriotisme og kosmopolitisme og endelig dels en række meget konkrete politiske reformforslag. Denne genopdagelse af det kosmopolitiske er ikke mindst sket i en kritisk genlæsning af Kants lille skrift Til den evige fred. Kant er blevet en afgørende referenceramme, da hans fredsskrift balancerer mellem kosmopolitisme og suverænitet, internationalisme og patriotisme på en måde, der åbner for en aktualisering i det, Jürgen Habermas kalder ‘den postnationale konstellation’.115
Nogle af dens vigtigste repræsentanter er Richard Falk, Mary Kaldor, Daniele Archibugi, Thomas Pogge, Andrew Linklater, George Monbiot og ikke mindst politologen David Held, der er ophavsmand til begrebet og programmet ‘det kosmopolitiske demokrati’. Man kan også sige, at både filosoffen Jürgen Habermas116 og Anthony Giddens117 tenderer et kosmopolitisk projekt, hvorimod en som filosoffen John Rawls forbliver liberal internationalist, idet han insisterer på at tænke politik med udgangspunkt i afgrænsede, nationale enheder.118
Retningen er opstået ud af en frustration over det liberale internationales regimes mangler,119 der ganske vist har opnået betydelige fremskridt i efterkrigstiden – ikke mindst FN, menneskerettighedsregimet og de mange internationale samarbejder – men som forbliver låst fast i den geopolitiske aftale efter Anden Verdenskrigs afslutning, i et statscentristisk udgangspunkt og i en snæver liberalistisk økonomiopfattelse, der samlet står i vejen for en inddæmning af markedskræfterne, for en demokratisering af globale processer og for en humanisering af verdens forhold. Den kosmopolitiske strategi er at radikalisere visse elementer i det liberale internationale regime – ikke mindst styrkelsen af individet i forhold til staten. Den danske politolog Ole Wæver udtrykker det ganske præcist, når han skriver, at “realiseringen af en kosmopolitisk orden kræver en relativisering af staternes suverænitet og i praksis også, at man med direkte reference til menneskerettigheder handler på tværs af de regler, staterne har formuleret sig imellem i den givne folkeret.”120
Den politiske kosmopolitisme er derfor en udfordring af nationalstaten, af idéen om national suverænitet og af alle de begreber og praksisser, der er en del af det ‘nationalstatsligt moderne’. Her finder vi derfor også den videnskabelige kosmopolitisme, der hævder, at de partikulære kategorier er overskredne. En af de væsentlige fortalere for denne kategori er Ulrich Beck, der med sit begreb om zombie-kategorier og sit udkast til et kosmopolitisk forskningsprogram121 har forsøgt at give stemme til en videnskabeligt funderet kritik af partikularismen, som ganske enkelt ikke er dækkende eller mulig i den globale eller anden modernitet.
Den politiske kosmopolitisme opstår ud af en analyse af globaliseringen, der fremhæver samfundenes stadig større forbundethed samt problemernes globalitet. Politiske kosmopolitter er kritiske over for både den neoliberalistiske markedsglobalisering og den fundamentalistiske eller nationalistiske modrevolte. De ønsker en politisk globalisering, der ansvarliggør de processer, der angår hele verdens befolkning. Globaliseringen har placeret alle aktører og processer ‘indenfor’; forestillingen om dem derude, som vi kan ignorere, bliver stadig mindre dækkende for virkeligheden og stadig mindre passende for praksissen. Det betyder også, at vores forpligtelser bliver globale, og at hvert enkelt menneske også skal anerkendes som ligeværdigt menneske og ikke kun som medborger eller ikke-borger. Spørgsmål om verdensborgerskab, delt statsborgerskab, plurale loyaliteter etc. trænger sig på,122 når det bliver stadig sværere at skelne mellem inde/ude, udenrigspolitik/indenrigspolitik, borger/fremmed, ven/fjende etc. Kosmopolitismen generelt og den politiske kosmopolitisme specielt
