ofte er endt i angreb på ‘fremmede’ både inden for staten og i konflikter mellem staterne. Men den nye kosmopolitisme afviser samtidig den ‘klassiske kosmopolitisme’ eller universalisme, der foreskriver én menneskehed som den eneste gyldige politiske og emotionelle enhed. Det anerkendes, at folk har behov for primære eller lokale identiteter, der er mindre end menneskeheden, men store nok til at handle politisk. Problemet med den nationalistiske pluralisme er dens kollektivisme, hvor individet reduceres til en delmængde af nationen; her er kosmopolitismen langt mere liberal og individualistisk, idet det enkelte menneske i både sin forskellighed som individ og sin ligeværdighed som menneske er den primære enhed i det politiske samfund.
Midt imellem disse to indsigter foreskriver den nye kosmopolitisme evnen til at manøvrere mellem en flerhed af identiteter, der er åbne og i stadig bevægelse, og som ikke kan reduceres til én fast identitet. Pluralister eller nationalister anerkender kun én identitet blandt en pluralitet af andre, også lukkede identiteter, og universalismen anerkender ingen enheder mindre end menneskeheden. Den nye kosmopolitisme er derfor både kritisk over for det, vi kan kalde det universalistiske venstre og det nationalistiske højre.
Et væsentligt element i den nye kosmopolitisme er bevægelsen fra kritik til løsning. Den nye kosmopolitisme er mere affirmativ end den klassiske; den er mere forpligtet på konkret forandring end på retoriske proklamationer af frihed, som den i vid udstrækning var begrænset til i sine første udgaver. Den søger nu at være konstruktiv og skabende i sin kritik.
2. KULTUREL KOSMOPOLITISME: AKADEMI, EKSIL OG FORBRUG
Den kulturelle kosmopolitisme kan deles op i tre: de frivillige, de tvungne og de banale kosmopolitter. De frivillige er oftest vestlige eller vestliggjorte intellektuelle, hvorimod de tvungne oftest er den tredje verdens vandrere. Det er akademiets over for eksilets kosmopolitisme. Sociologen Zygmunt Bauman kalder de tvungne kosmopolitter for ‘vagabonder’, samtidig med at han reproducerer det gamle billede af kosmopolitten i sit billede af vagabondens modsætning i ‘turisten’, der er den globalt rejsende – en skæbne han beskriver som både glædes- og oplevelsesløs i en verden af lufthavnsterminaler og hotelkæder.94 For at adskille den figur fra kosmopolitten vil jeg, med et udtryk fra Castells, kalde turisten for ‘globapolit’95 – halvt menneske og halvt globale strømme; og filosoffen Rüdiger Safranskis kritik af disse gør jeg til udgangspunkt for en bestemmelse af den kulturelle kosmopolit:
Hysteriet blandt mobilitetsatleter og global players må ikke forveksles med verdensbefarenhed. En person, der passer sine verdensomspændende forretninger med skyklapper på eller rejser omkring som turist, er ikke verdensbefaren. Hertil hører også en beredvillighed til at lade sig vikle ind i det fremmede. Verdensbefaren er kun den, der er blevet forvandlet gennem rigdommen af verdenserfaring.96
I modsætning hertil er den kulturelle kosmopolit en, der frivilligt eller tvungent lader sig vikle ind i det fremmede. Den frivillige kosmopolit er oftest en, der fra et økonomisk og fysisk sikkert udgangspunkt – ofte den akademiske verden, men det kan også være fra en NGO eller international organisation – har et retfærdighedsbegreb, der ikke stopper ved landegrænsen. En af de fremmeste repræsentanter for denne position er Martha C. Nussbaum, der dels advokerer for en global forpligtelse på afhjælpning af nød og dels for en kosmopolitisk undervisningsplan i sit hjemland USA. I en appel til omlægning af det amerikanske undervisningssystem skriver hun:
Uddannelsesmæssigt betyder det, at studerende i USA f.eks. kan fortsætte med at se sig selv som delvist definerede af deres partikulære kærligheder – til deres familier, deres religiøse eller etniske fællesskaber og selv til deres land. Men de skal også og i udpræget grad lære at anerkende menneskelighed, hvor end de finder den; de skal lære ikke at blive stødt bort af skikke, der er fremmede for dem; og de skal lære at forstå menneskeheden i alle dens mærkelige former. De skal lære nok om det forskellige til at forstå de fællesmenneskelige mål, forhåbninger og værdier; og de skal lære nok om disse fælles mål til at kunne se, hvor forskelligt de forsøges efterstræbt i verdens mange kulturer og historier.97
Den tvungne kosmopolit er immigranten, flygtningen, den eksilerede, der af bitter nødvendighed må lære at balancere mellem flere forskellige loyaliteter, tilknytninger og identiteter.98 Den tvungne kosmopolit får endda i nogle diskurser næsten den samme rolle som proletariatet tidligere havde i marxistiske diskurser: nemlig som et forvarsel om eller en bærer af fremtiden.99 Deres hybriditet gør dem tilpasningsdygtige til en verden, der belønner flygtighed og omskiftelighed, mens national eller anden forankrethed straffes. Diaspora-samfundene – såvel som tredjeverdenslande, der som en del af deres ‘nationale skæbne’ ikke har oplevet nationalstatsdoktrinen om udelt suverænitet – er derfor modeller for fremtiden.100
Placeret imellem disse to grupper er ikke-vestlige, men vestligt bosiddende forfattere som f.eks. Edward Said, Salman Rushdie og V.S. Naipaul, der til et vestligt publikum kritiserer ikke-vestlige befolkningsgruppers indsnævrethed til fordel for en bredere og blødere forståelse af identitet og loyalitet.101 Rushdie er måske det bedste eksempel. Som socialantropologen Thomas Hylland Eriksen gør opmærksom på, så går Rushdie ind for den bastardiserede, kreoliserede og bevægelige verden, som han selv er en del af. Hans hovedmodstander er puritanerne med deres krav om grænser og renhed, hvilket først og fremmest vil sige religiøse fanatikere og politiske moralister.102 I en kommentar til terrorangrebene den 11. september 2001 skrev Rushdie et stærkt forsvar for New York, der er en beskrivelse af verden som by befolket af glade bastarder:
New York er den synlige verdens bankende hjerte, skrap i munden, fuld af liv, Walt Whitmans ‘by af orgier, levemåder og nydelser’, hans ‘stolte og passionerede – fyrige, skøre og ekstravagante by!’ […] Sådanne folk [terroristerne, MT] er for bare at nævne en kort liste imod ytringsfrihed, flerpartisystem, almindelig og lige stemmeret, ansvarlig regeringskunst, jøder, homoseksuelle, kvinders rettigheder, pluralisme, sekularisme, korte nederdele, dans, mænd uden skæg, evolutionsteori, sex […] Vi må blive enige om, hvad der er vigtigt: at kysse på offentlige steder, baconsandwicher, uenighed, den allernyeste mode, litteratur, generøsitet, vand, en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, biograffilm, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed.103
Det er ikke uden betydning, at visse fundamentalistiske kristne grupper i USA jublede over angrebet på New York, som de kalder ‘Jew York’ i en klassisk antisemitisk metaforik over den fædrelandsløse, penge- og magtfikserede, udbyttende og depraverede, kosmopolitiske jøde. Fundamentalistiske muslimer og kristne står fælles i hadet til verden som by; den by, hvis arketypiske træk Rushdie meget præcist skildrer i citatet ovenfor.
Hylland Eriksen selv har i en interessant lille bog Kulturterrorismen med den sigende undertitel Et oppgjør med tanken om kulturell renhet begået et forsvar for urenheden; en “anarkistisk moralfilosofi for et flerkulturelt samfund”, hvori han i bedste kosmopolitiske stil kritiserer, “hvordan kultur bliver gjort til en politisk ressource”, og hvori han “forsvarer individet imod feticheringen af ‘kultur’ som noget fast, permanent og autoritativt.”104 Kulturterrorisme er kosmopolittens begreb for det potentielt farlige i kulturaliseringen af vores tilværelse, hvad enten vi kulturaliserer os selv (i nationalismen) eller måske i god tro de andre (i multikulturalismen). Resultatet er, at identiteter låses fast i afgrænsede selvforsynende enheder. Hylland Eriksens og kosmopolitismens mål er derimod at insistere på det midt-imellem, anomalierne, gråzonerne, det overskridende, det, der aldrig vil kunne passe ind, det, der stikker ud, det forstyrrende. Modstanderen er længslen efter renhed, entydighed, bestandighed, faste grænser etc.
Den tredje form for kulturel kosmopolitisme er den form, der hverken er villet eller tvunget, men levet. Det er den form, man kan kalde ‘banal kosmopolitisme’ eller ‘banal globalisme’, og den angår kulturernes og de
