nogle betragtninger om den nye kosmopolitismes karakteristika, inden vi i afsnit 2 og 3 ser på henholdsvis den kulturelle og politiske kosmopolitisme samt dens aktuelle kritikere. Kapitlet afsluttes med nogle refleksioner over den kosmopolitiske tanke.
1. DEN NYE KOSMOPOLITISME: VINGER MED RØDDER
Kosmopolitismens kerne er en mistro over for det partikulære – bystaten, nationen, racen, klassen etc. Fra sine første manifestationer og til i dag har dens drivkraft været en kritik af indelukkethed, af begrænsede horisonter, af grænser for viden og bevægelighed, af udpegning af fjenden og af hjemmets selvfølgelighed. Påberåbelsen af det universelle og én menneskehed er en kritisk kommentar til det partikulære og den opdelte menneskehed, der, som den store engelske filosof Thomas Hobbes skrev om dens moderne form, står over for hinanden som jaloux gladiatorer.82
Kosmopolitismen angriber grænsers selvfølgelighed og afgrænsede enheders påståede naturlighed; kosmopolitismen mistror fasthed og lukkethed og frygter renhed. Kosmopolitten er altid nysgerrig efter at vide, hvad der ligger på den anden side af grænsen; at møde dem og det, der endnu er ukendt. Han eller hun er en opdagelsesrejsende i sin egen og andres verden, og vedkommende slæber alle indtrykkene med sig og forsøger at gøre verdens mangfoldighed til sin egen horisont og forståelse. Den dybe kilde til kosmopolittens længsel og ubehag er hans eller hendes afvisning af at lade sig begrænse af tilfældet. Det ‘tilfældige’ sted, hvor man fødes eller bor, må ikke diktere ens hele væren. Man er altid allerede langt mere.
Begrebet kosmopolis antyder ‘verdensbyen’ eller ‘verden som en by’, og den betydning udtrykker ganske godt både begrebets tilhængeres og dets modstanderes billede af kosmopolis. Verden som by vækker både håb om en spændende verden og afsky som syndens og forfladigelsens hjemsted. Kosmopolitten ønsker verden som by, da den tilbyder muligheder, foranderlighed, basarens labyrintiske vrimmel og den menneskelige værens pluralisme. Her er enhver fri til at udtrykke sin individualitet; alt er i stadig bevægelse; alt bydes indenfor. Verden som by er modsætningen til grænsen og begrænsningen.
Antikosmopolitten derimod foragter verden som by som hjemstedet for det upersonlige, det ens og grå, her er alt og alle til salg, livet er fordærvet og forfladiget. Det er markedets og bordellets sted.83 Denne modstand mod verden som by er del af en større modernitetskritik eller modoplysning, der anfægter det modernes påståede nivellering og forfladigelse; dets opgør med alle forskelle og hierarkier. Ifølge politologen Pierre-André Taquieff installerer moderniteten “det indeimellem og ‘hverken det ene eller det andet’, det neutrale og det blandede, det at være hjemme overalt og at være hjemme intetsteds, nomaden og kosmopolitten som normative typer.”84 Det er i bekæmpelse af denne manglende forskelssætten mellem køn, racer, nationer, stater, klasser etc., at antikosmopolitismen finder sin motivation.
Derfor er der også en stærk indre sammenhæng mellem på den ene side kosmopolitismen og menneskerettighederne og på den anden side antikosmopolitismen og modstanden mod menneskerettighederne. Den katolske reaktionære oplysningsmodstander, Joseph de Maistre, skrev:
Som dens forgængere blev forfatningen fra 1795 lavet for mennesket. Men der findes ikke en sådan størrelse som mennesket i denne verden. I min livstid har jeg set franskmænd, italienere, russere etc.; takket være Montesquieu ved jeg endda, at man kan være perser. Men, erklærer jeg, mennesket har jeg aldrig mødt; han er mig ukendt.85
Konservatismens fader, den engelske filosof og politiker Edmund Burke erklærede noget tilsvarende, og også i dag går antikosmopolitismen og modstanden mod menneskerettighederne hånd i hånd.86 Det er modstanden mod grænseløsheden. Former af disse kritikker reproduceres i antikosmopolitismens idéhistorie, men hver kritik af kosmopolitismen er selvsagt ikke reducerbar hertil. Ét forhold er dog permanent: grænsen over for overskridelsen. Kosmopolitismen insisterer på grænsens overskridelse; dens kritikere insisterer på grænsens beståen eller nødvendighed.
Litteraturprofessoren Verena A. Conley87 har skabt et herligt begreb for verden som by: ‘kaosmopolis’, hvor enhver form kun er midlertidig, alt er flydende og kunne være anderledes, alt vil blive anderledes. Det er en verden af konstante genforhandlinger, af stadige genopfindelser af selvet og af evigt fluktuerende orienteringspunkter. Det antyder også ét af kosmopolitismens problemer: dets behov for overskud – både mentalt og økonomisk. Verden som by er uoverskuelig, rodet og krævende, og ikke alle vil føle sig hjemme eller trygge. Den engelske konservative politiske tænker, Roger Scruton, sagde om kosmopolitten, at vedkommende “ofte ses som en form for parasit, der udnytter andres hverdagsliv til at skabe forskellige lokale smagsvarianter, som han kan svælge i.”88 Man kan ikke bare summarisk afvise den kritik af kosmopolitismen, der betegner den som elitær og parasitær. Kosmopolitismen kræver mere end andre ismer. Forfatteren Oscar Wilde skrev engang, at et socialistisk demokrati var umuligt, fordi der ikke var aftener nok til alle de møder, der skulle til for at få det til at fungere. Man kan måske sige om kosmopolitismen, at der (endnu) kun er få, der har de ressourcer – den rejseaktivitet, økonomiske sikkerhed, uddannelse etc. – der skal til for at leve verdensåbent. Så når filosoffen Richard Rorty i sin kritik af amerikanske venstreintellektuelle, Achieving Our Country, skriver, at den “nye kulturelle kosmopolitisme er forbeholdt de rigeste 25 % af amerikanerne”,89 så bliver vi nødt til at tage det alvorligt.
En opdateret udgave af den kritik ser en global politisk og økonomisk elite, der svigter det lokale og begrænsede, det kendte og kedelige til fordel for det globale og spændende, det økonomisk og personligt profitable liv i den globale overhalingsbane. Det er en velkendt og udbredt bekymring for demokratiets, den nationale kulturs og velfærdens fremtid i en globaliseret tidsalder, der ikke kun er forbeholdt regressive nationalister og velfærdschauvinistiske socialdemokrater (samt liberalister og konservative). Det er en gængs bekymring for en stadig større kløft mellem elite og befolkning, der opstår, fordi eliten har fået mulighed for at globalisere sig. Denne bekymring kan trække på en række klassiske, negative forestillinger om kosmopolitten. I det følgende vil jeg argumentere for, at dette ikke er et dækkende billede af den nye kosmopolitismes selvforståelse og erklærede projekt(er).
Kosmopolitismens negative eller kritiske side er en mistænksomhedens filosofi, og med den følger altid faren for en følelse af moralsk overlegenhed, som kosmopolitismen ikke kan sige sig fri for til tider at tendere: “Den moralistiske kosmopolit […] er ikke en, der føler sig hjemme alle steder, men en, der overalt føler sig overlegen.”90 Det nye ved vor tids kosmopolitisme er erkendelsen af dens egne fordomme. Hvor den tidligere oplysningskosmopolitisme måske til tider med rette kunne beskyldes for enøjethed og selvforherligelse, så forsøger den nye kosmopolitisme at tage den mellemliggende periodes imperialisme og nationalisme alvorligt både som trussel, udfordring og besindelse.
Som historikeren David Hollinger gør opmærksom på, så er den nye kosmopolitisme hverken universalistisk eller pluralistisk. Den nye kosmopolitisme kan siges at lægge sig mellem universalismen og pluralismen. Han skriver:
For kosmopolitter er menneskehedens mangfoldighed et faktum; for universalister er den et problem. Kosmopolitter deler universalismens mistro over for aflukkede rum men forstår deres nødvendighed som kontingente og midlertidige afgrænsede domæner, hvor mennesker kan have intime og varige forhold, og hvor de kan skabe mangfoldighed.91
Et andet problem ved universalismen er dens politiske anvendelighed som dække for f.eks. imperialistiske projekter af kristen, liberal og marxistisk variant.92 Proklameret universalisme dækker ofte over partikulære politiske projekter, hvor ens nation, race, klasse, religion eller politik gøres til den universelt og selvfølgeligt sande.
Den nye kosmopolitisme vokser dog ud af den universalistiske indsigt, at nationale
