sted, som den forbruges. Karruselturen, dukkeforestillingen eller skattejagten kan ikke forbruges uden denne samtidighed. Nogle forlystelsesparker tematiserer desuden bestemte produkter: BonBon-Land, Legoland og Disneyland er gode eksemplar herpå. Dermed tjener de samtidig som kæmpemæssige reklamesøjler for ikke stedsbundne produkter som slik, byggeklodser og tegnefilm. Nogle temaparker er så unikke, at selve lokaliteten giver den største oplevelse.
C. Stedet som oplevelsesproduktet
De fleste steder, hvad enten det er byer, skove eller nationalparker, byder på oplevelser i en eller anden forstand, uden at det er deres eneste ‘formål’. Byer, naturmiljøer og landskaber kan anskues ud fra en oplevelses- og forbrugssynsvinkel og bliver det i stigende grad. I byen nydes det sociale liv, bygningernes æstetiske udtryk og historie, variationen og bredden i vare- og kulturudbud og variationen af livsformer. Byer, især større byer, besøges med det formål at opleve storbyens mangfoldighed og stemning. Naturen nydes tilsvarende for sin skønhed, roen og de regenerative muligheder for krop og sjæl. Naturområder opsøges af bybefolkningen og af turister pga. deres rekreative værdier. Byer og naturområder udvikles i stadig højere grad ud fra en forbrugssynsvinkel i konkurrence med andre tilsvarende steder. Til udviklingen hører ikke alene flot renovering og spektakulært nybyggeri, havnefronter og kulturhuse af mere enkeltstående karakter. Det er hele byer, som udvikles med det formål. Det er f.eks. hensigten at udvikle Vejle by som attraktion i sig selv (Vejle Kommune 2008: 8). Byen har i en årrække fulgt en ambitiøs arkitekturpolitik, hvilket har bidraget til, at flere ‘starchitects’ har tegnet bygninger og byrum. ‘Vejle skal kunne ses fra månen’, hedder det ligefrem i kommunens strategiplan, og det er også de ord, man møder på kommunens hjemmeside (Vejle Kommune 2008: 5), eller f.eks. når kommunen annoncerer i dagbladene. Selvom der har været kritik af de store armbevægelser og den svulstige ambition, så har arkitekturpolitikken og flere af de proaktive indsatser, som kommunen har lavet i samarbejde med investorer og organisationer, skabt et indtryk af Vejle som en meget ambitiøs kommune. Dermed har Vejle gjort sig ‘distinkt’ i forhold til andre byer (Turok 2009). Lokale steder udvikles altså i stigende grad med strategiske formål for øje, og bymæssige oplevelseskvaliteter og branding indgår på den måde i en samklang og bliver til glokalisering (Brenner 2004).
Figur 1. Stedet i oplevelses økonomien.
Figur 1 illustrerer tre forskellige relationer, der kan bestå mellem sted og oplevelser eller mellem rumlig udvikling og oplevelsesøkonomi. Der er naturligvis tale om idealtyper, og der kan være overlap og komplementaritet mellem de tre typer. Tilsammen udgør de tre typer det, som i denne bog benævnes den stedsbaserede eller den stedsbundne oplevelsesøkonomi.
Planlægning i oplevelsessamfundet
Vi har taget udgangspunkt i, at den stedsbundne oplevelsesøkonomi er den vigtigste del af oplevelses økonomien at forholde sig til i forbindelse med lokal udvikling. Trekanten i figur 1 kan derfor definere oplevelsesplanlægningens genstandsfelter. Det vil også sige, at uden for figurens trekant ligger politikker rettet mod den ikke-stedsbundne oplevelsesøkonomi og de kreative erhverv i bredere forstand. Disse områder er naturligvis også vigtige for den lokale og regionale udvikling, men er strukturelt og strategisk mere at betragte på linje med videnserhvervene.
Selv uden denne ikke stedsbundne del er oplevelsesplanlægningens genstandsfelt alligevel ganske bredt som de tre eksempler ovenfor også gav indtryk af. Det rummer erhvervsudvikling, fysisk planlægning og udvikling, kultur, fritid og turisme samt natur- og miljøpolitik. Når vi i denne bog beskæftiger os med den stedsbaserede oplevelsesøkonomi, er kommunernes politik og planlægning et væsentligt opdrejningspunkt, skønt en lang række andre aktører medvirker i udviklingen af stedsbaserede oplevelsesprodukter og oplevelsessteder. Skønt kommunerne fortsat er centrale leverandører af velfærd, er de også blevet entreprenører i den stedsbundne oplevelsesøkonomi. Disse to opgaver behøver ikke at være i konflikt med hinanden, fordi attraktionerne kan fungere tosidet. Et konkret oplevelsesudbud kan nemlig ses både som bidrag til borgernes livskvalitet og som attraktionsmoment, konkurrenceparameter og signal udadtil. Her har den stedsbaserede oplevelsesøkonomi altså en dobbelthed. Attraktioner eller herlighedsværdier kan derfor anskues som en art ‘moderne velfærd’. Samtidig har den stedsbaserede oplevelsesøkonomi også en grundlæggende kommerciel eller markedsorienteret dimension. Det handler om at få steder til at blive efterspurgte af borgere, investorer og turister gennem attraktioner og synlighed med henblik på at skabe bosætning, beskæftigelse og skatteindtægter.
Oplevelsesøkonomi og global stedkonkurrence udvikles imidlertid i en kontekst af stigende geografisk ulighed. Det må planlægningen også forholde sig til. Det er ikke alle byer, der har mulighed for at pumpe ressourcer i havnefronter, kulturhuse eller storstilet branding. Tilsvarende er det ikke alle borgere, som først og fremmest ønsker deres skattekroner anvendt på netop dette. Andre aspekter af lokalsamfundets liv kan kræve opmærksomhed med god ret. Endelig er den bredere udviklingseffekt af investeringer i attraktioner og kultur faktisk ikke klart dokumenteret. Der er fortalere for både et pessimistisk syn (Hansen & Niedomysl 2009; Kotkin 2005) og et optimistisk syn (Cooke 2008; Florida 2002) på denne sammenhæng.
Alligevel benyttes oplevelsesøkonomi som det halmstrå, som nogle kriseramte kommuner tyr til i deres forsøg på at afværge affolkning og økonomisk tilbagegang. I skrivende stund (efteråret 2010) er krise imidlertid ikke længere et begreb forbeholdt udvalgte områder i landet. Det er blevet et begreb, som alle er nødt til at forholde sig til i kraft af en generel voksende ledighed, et fald i privatforbruget og stramme kommunale budgetter. I en sådan sammenhæng kan det oplevelsesøkonomiske fokus forstærkes som nødvendig krisestrategi, eller det kan afvises som upassende luksus, som alligevel ikke skaber nye jobs, flere indbyggere eller besøgende.
Med disse betragtninger er vi nået frem til, hvad vi vil med denne bog. Formålet med bogen er at bidrage til at forstå, hvorfor og hvordan oplevelsesøkonomi har vundet indpas i planlægningen i Danmark, og vise, hvilken virkning og indflydelse oplevelsesbaserede initiativer, projekter og planer har for den rumlige udvikling, økonomisk, fysisk, socialt og miljømæssigt. Denne problemformulering kalder på tværfaglighed, og bogens bidragydere er da også i besiddelse af forskellige fagligheder inden for geografi og planlægning. Hver især har de ligeledes en bred tilgang til deres emne.
Bogen er bygget op af fire dele. Første del af bogen diskuterer oplevelses økonomiens udviklingsmæssige potentialer for forskellige typer af byer og lokalområder. Anden del analyserer og diskuterer en række lokale projekter og strategier baseret på oplevelsesøkonomi. Tredje del anskuer oplevelsesøkonomiske initiativer ud fra en innovationssynsvinkel, og endelig viser fjerde del, hvordan oplevelse af landskabet kan bruges strategisk inden for miljø og natur, planlægning og udvikling.
DEL I. Oplevelser – en ny drivkraft for steders økonomiske og fysiske udvikling?
Lige siden Floridas bog om den kreative klasse (Florida 2002) har planlæggere og forskere haft fokus på sammenhængen mellem oplevelsesmuligheder og lokal vækst, ikke mindst i forhold til højteknologiske erhverv. En udløber af debatten er diskussionen af sammenhængen mellem oplevelsesøkonomisk udvikling og bredere samfundsøkonomisk udvikling og vækst. Første del af bogen angår derfor oplevelses økonomiens muligheder for at stimulere udvikling i forskellige typer af regioner og lokalområder.
I kapitel 2 ‘Lokal udvikling i oplevelsessamfundet’ sætter Anne Lorentzen oplevelsesøkonomi ind i en samfundsgeografisk sammenhæng. Hun foreslår i sin artikel at fortolke oplevelses økonomien som et sammenhængende samfundsøkonomisk system på linje med f.eks. den industrielle økonomi eller vidensøkonomien. Nøglefaktorerne bag udviklingen af systemet er overskud i samfundet og høj mobilitet. Tilsvarende er de lokaliteter, som kan udvikle
