ruten, vi fulgte. Vi tog en bus til Passeig de Gràcia, hvor jeg udpegede arkitekterne Lluís Domènechs Casa Lleó-Morera, Josep Puig i Cadalfalchs Casa Amatller og Gaudís Casa Batlló, der troner side om side fra nr. 35 til 43 som tre ypperlige udtryk for nævnte el modernisme. Derefter viste jeg ham Gràcia og Sagrada Família, og så tog vi ned i Barceloneta-kvarteret og spiste fisk på en af de små beværtninger.
Vi fik rigeligt at drikke undervejs, og allerede på det tidspunkt blev det besluttet at droppe resten af den planlagte sightseeing-tur til fordel for endnu mere at drikke. Vi talte om alt muligt og bevægede os fra Barceloneta forbi den lille knejpe Can Paixano, hvor lokale arbejdere og nysgerrige turister trængtes for at drikke cava for 60 pesetas glasset. I dag skal man også købe noget at spise, hvis man vil have noget at drikke, sådan var det ikke dengang. Vi rundede også Plaça Reial, inden vi endte på en af udendørsserveringerne på Ramblaen, hvor næsvise tjenere serverede kæmpestore fadøl, der kostede tre gange så meget som de steder, hvor jeg normalt hang ud.
Her sad vi i eftermiddagssolen, mens alkoholen dansede i blodet, og fyraftensmylderet svimlede omkring os. Det viste sig, at min far kendte lidt til byen, og han foreslog, at vi fortsatte ind i El Raval, som en af hans gamle venner anbefalede, hvis man ville drikke absint. Den mente jeg nok, at var jeg med på, jeg har altid haft det bedst med min far, når vi fik lidt at drikke. Så fortalte han masser af historier om alt det, han havde oplevet rundt om i verden. Men da vi rejste os, indså jeg straks, at det ikke skulle være i dag. Ingen af os var længere sikre på benene, og netop i El Raval var det på den tid ikke nogen god idé at sætte sig på en trappesten og falde i søvn.
Det var ganske enkelt den rene galskab at fortsætte derind i vores tilstand. Det prøvede jeg at forklare, men enten kunne jeg ikke finde ordene, eller også kunne de ikke finde min far. I stedet gjorde jeg det fornuftige og stoppede en taxa ved Ramblaens vejkant. Uden at sige noget satte min far sig ind og gjorde plads til mig. Jeg stak hovedet ned til den åbne siderude og spurgte, om han havde penge. Han mumlede fordrukkent, at jeg da skulle med, for vi skulle jo videre. Jeg rystede på hovedet og gav chaufføren adressen på min fars hotel.
Jeg har mange billeder fra Barcelona, og jeg får flere, hver gang jeg besøger byen med mine børn, der efterhånden ved lige præcis, hvad de vil se, og hvad de vil lave, når vi er dernede. Men billedet af min fars forvirrede udtryk, da jeg trådte væk fra taxaen, og hans nakke i taxaen, der forsvandt i trafikken, er et af de stærkeste af dem. I takt med at fortiden falmer, bliver netop det billede skarpere: Af en søn på 28 år, der endelig er blevet voksen, fordi han takket være Barcelona havde lært at manøvrere med lige dele fornuft og galskab.
regner hansen
Født 1958 og tog de første kurser i spansk efter studentereksamen, og mens jeg uddannede mig til journalist. Første besøg i Spanien i 1980. Første af en stribe besøg i Barcelona i 1984. Jeg var på et månedlangt ophold i Barcelona i februar-marts 2011. Jeg var ansat som journalist på Ritzaus Bureaus udlandsredaktion gennem en længere årrække frem til 2010 og dækkede de fleste af årene den politiske og økonomiske udvikling i blandt andet Spanien. Jeg har været på mange reportagerejser til Spanien, og jeg er fortsat med rejserne, efter at jeg er blevet selvstændig journalist i Globuzz (www.globuzz.dk). Her har jeg Spanien som et af specialerne. Jeg leverer på fast basis Spanien-artikler til Weekendavisen og lejlighedsvis Spanien-indslag til DR’s P1.
ramblaen
et opspil til byen
Hvorfor ikke begynde ved begyndelsen? Ramblaen, det cirka 1,2 km lange strøg, udgår fra Barcelonas havn, fra Middelhavet. Fra havneområdet nede nær Plaça del Portal de la Pau føres den gående op ad den svagt stigende gade, som er omgivet af rækker af afskallede platantræer, og gennem bløde knæk til Plaça de Catalunya, pladsen, der er byens bankende hjerte. Sådan, nedefra og op, har de lokale beskrevet gadens retning, siden Ramblaen blev åbnet mod havet i forbindelse med forberedelserne af værtskabet for De Olympiske Lege i 1992. Ramblaen tjener som et opspil til byen – en introduktion på godt og en smule ondt til Barcelona, samtidig med at strøget er indbegrebet af byen.
At anskue Ramblaen som et anslag til Barcelonas kultur og befolkning giver så meget desto mere mening, fordi afviklingen af OL i 1992 skaffede plads til Barcelona på turisternes verdenskort. Siden har udenlandske gæster som en anden flodbølge væltet ind i denne spanske – undskyld, catalanske! – middelhavsby. Udlændingene er efterhånden i massivt overtal i menneskemængden på Ramblaen, der i løbet af en gennemsnitlig dag tæller op mod 250.000 personer! Strøget er Barcelonas mest kendte seværdighed. Gågaden er et velvalgt sted at indlede et besøg i byen.
Så her er den britiske familie, som anskuer bygningsfacaderne, der vender ud mod Ramblaen, og overvejer, om de skal skyde et billede til det digitale album, fordi ornamenteringen på balkongitrene minder om bysbarnet Antoni Gaudís kringlede stil. Her er det midaldrende franske par, klædt i diskret elegance, der stjæler sig til et kig på en af karikaturtegnernes kulstreger af et hastigt portræt, inden de stikker hovedet ind under udhænget til en kiosk og studerer udvalget af souvenirs, fra køleskabsmagneter til nøgleringe om Barcelona og det blårøde fodboldhold FC Barcelona, hvorefter de foretager det planlagte køb af en avis hjemme fra Paris. Her er de unge svenske fyre med hængerøv i bukserne, som standser op for at se på en af de levende statuer, mimerne, som er klædt ud som Døden selv i natsort kutte og med et kalkhvidt kranie af et hoved, og spjætter med af forskrækkelse, da Døden pludselig giver et livskraftigt spjæt.
Ramblaen er som en over én kilometer lang grøn slange, der når fra havnen til Plaça de Catalunya © Siegfried Weisenburger
Ramblaen har mange ansigter og viser dem gerne – gadekultur, klassisk kultur og moderne kultur. Læg hertil madkultur, hvis profil er sammensat af så forskellige ingredienser som et marked i verdensklasse samt for hovedpartens vedkommende middelmådige fortovscafeer med både lokale småretter og internationale repræsentanter i den kvalitetsmæssigt lette ende. Samt undergrundskultur i skikkelse af ludere, der viser sig frem i de sene timer, og lommetyve, som helst ikke lader sig se.
columbus-monumentet
Uagtet den nuværende strøm af turister på Ramblaen og i resten af byen, har Barcelona altid været kosmopolitisk. Byen blev grundlagt som en romersk koloni få årtier inde i vores tidsregning. Barcelonas gamle bydel, Barri Gòtic, er den næststørste i Europa efter Napoli. Kvarteret ligger ud til Ramblaen på gågadens nordøstlige side, og det er stadig vitalt og indeholder fortsat mange af magtens institutioner, heriblandt Generalitat, Cataloniens regionale regeringssæde, og Barcelonas rådhus. Det historiske Barcelona var ressourcefattigt og tyede derfor til handel og søfart, som gjorde landet til et magtcenter i den vestlige del af Middelhavet i middelalderen. På den måde er der masser af symbolik i, at Christoffer Columbus blev stillet op på en piedestal, Columbus-monumentet, som står i den nederste ende af Ramblaen, på Plaça del Portal de la Pau (også kaldet Plaça de Colom). Den 60 meter høje søjle med Columbus øverst oppe blev udtænkt og gennemført op til Verdensudstillingen i Barcelona i 1888. Monumentet blev rejst ”til minde om opdagelsen af Amerika i det 15. århundrede”, som der står på en indskrift ved foden. Columbus peger mod sin italienske hjemby, Genova (og ikke som oprindelig tænkt mod Den Nye Verden). Han blev modtaget i Barcelona i 1493 af sine sponsorer, dronning Isabella og kong Ferdinand, efter hjemkomsten fra sin historiske første færd, der udvidede alles bevidsthed om verden derude, barcelonesernes inklusive.
Tæt ved Columbus-monumentet, inde til venstre, når man står på Ramblaen med blikket i retning mod Plaça de Catalunya, ligger Barcelonas søfartsmuseum, Museu Marítim de Barcelona. Bygningen i ren
