Avinguda de les Drassanes s/n. 08001 Barcelona.
Se www.mmb.cat.
Museu d’Història de Barcelona
operaen
Billetpriser varierer fra under 10 euro til næsten 200 euro. Det er muligt at købe billetter direkte via Gran Teatre del Liceus hjemmeside. Billetkontoret ligger i sidegaden Sant Pau 1 og har åbent mandag-fredag kl. 13.30-20 samt lørdag og helligdage fra en time før forestillingen. Et antal af pladserne har en individuel elektronisk skærm med oversættelse af overteksterne fra catalansk til engelsk, fransk og spansk. Spørg på billetkontoret, hvordan du reserverer. La Rambla 51-59. 08002 Barcelona. Se www.liceubarcelona.cat.
magtens sæde
Ajuntament
restauranter og cafeer
Bar Pinotxo
Café Zurich
Cafè de l’Òpera
Restaurant Les Quinze Nits
Tickets
rigmor kappel schmidt & gunvor kappel schmidt
En af mine (Rigmors) tidligste erindringer som spanskstuderende var, da jeg hørte Salvador Dalí i spansk radio. Han talte med sprukken gammelmandsstemme og hyldede Franco. Det hindrede mig ikke i at blive bidt af hans malerkunst, der tog tidens regulering af vores hverdagsliv ved vingebenet. Siden jeg blev cand. mag. med spansk og russisk, har jeg været universitetsansat, foredragsholder, forfatter og oversætter. Her har især oversættelsen af Miguel de Cervantes’ Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha bragt mig på rejse, både til Spanien af i dag og til Spanien i begyndelsen af 1600-tallet.
Min (Gunvors) tilgang til en park svarer til mit virke i øvrigt. Jeg driver et én-mandsprojekt under det tidligere integrationsministerium. Kort fortalt handler projektet om at udvikle skole-hjem-samarbejdet på en måde, der fremmer integration. Jeg er uddannet lærer, men bevæger mig i områder, der overlapper bl.a. psykologers og socialrådgiveres felt. Mine ’redskaber’ er almindelig sund fornuft, samtale, indlevelse og nysgerrighed med respekt for ikke at gå længere, end disse redskaber kan bære. Sådan er min tilgang til Barcelona og Spanien også. Jeg falder i snak, spørger og lytter og får ad den vej en masse at vide om folk og steder.
parkerne
barcelonas grønne åndehuller
Hvis man betragter Barcelona ude fra havet, ser man byen ligge langs kysten skåret igennem af gade på gade ned mod kysten. Højhusene rejser sig som en ensformig plantage på rad og række, otte til tolv etager høje, og gør man sig den ulejlighed at køre gade op og gade ned fra syd mod nord eller omvendt, vil man opdage gader og kvarterer uden en butik eller bar, uden træer eller parkeringspladser, uden fodboldbaner eller parkanlæg. Denne kompakt bebyggede storby ligger klemt inde mellem Middelhavet og den lave Collserolabjergkæde, der går op i omkring 500 meters højde bag millionbyen.
Men det har været endnu værre før i tiden, da Barcelona lå klemt inde mellem de middelalderlige bymure, og af militærstrategiske grunde måtte byen ikke udvides lige uden for bymurene. Imidlertid rev man bymurene ned i midten af 1800-tallet, og en hårdt tiltrængt udvidelse af byen kunne gå i gang. Visionært tegnede den fremsynede Ildefons Cerdá byplanen for udvidelsen, Eixample på catalansk og Ensanche på spansk, som en grid-struktur. Forholdet mellem gadernes bredde og bygningernes højde skulle være sådan, at lys, luft og sol kunne nå ned i fortovshøjde. Og spidserne skulle kappes af gadehjørnerne, så hestevognene lettere kunne komme omkring. Nu fik Barcelonas fremstormende letindustri luft under vingerne, og industrimagnaterne lod bygge passende boliger i det nye område, hvor modernistiske arkitekter som Antoni Gaudí rigtig kunne boltre sig. Intet under, at han lod sig inspirere af Cerdás ideer om lys og luft og udtænkte en anderledes bebyggelse, dér hvor Barcelona begynder at hæve sig op imod sit bagland.
Parc Güell – eller Güell-parken – var tænkt som et fristed for velhavere, heriblandt Gaudís mæcen, industrimagnaten Eusebi Güell, som Gaudí havde mødt i 1878. Parken, der var under opførelse fra 1901-14, blev færdiggjort, men hans ideer til fremtidens boliger i parken blev aldrig realiseret. Selv om Gaudí udarbejdede en slags intuitiv arkitektur, var han ikke nogen håbløs naturromantiker, ligesom han heller ikke kæmpede imod industrialismens sene gennembrud i Catalonien. Det var jo den, der overhovedet muliggjorde, at han kunne bygge sine naturligt bølgende mure og tage. Derfor var det da også Cataloniens industrielle produkter, han brugte til at udsmykke sine fantasifulde skulpturer, skorstene og bænke med, ikke i ydmyg respekt for deres formål, men i en fandenivoldsk leg med materialerne. Cement, tallerkener, tegl og mursten. Alt kunne bruges. Men uanset hvad de kantede mursten blev anvendt til, var én ting sikker. Når sten blev lagt på sten i Gaudís byggeri, begyndte de kantede sten hurtigt at bølge. Heller ikke fajancen brugte han efter dens formål. Tallerkener og kakler blev slået i stumper og stykker, der som brikker i en mosaik blev sat sammen med andre skår til mønstre og figurer. Men kom med og lad os opleve Güell-parken en efterårsdag uden for turistsæsonen.
güell-parken
Vi tager metroen til Vallarca-stationen, hvor der møder os noget så sjældent som en tydelig skiltning til en større seværdighed. Vi følger strømmen, og nu går det bare opad, rigtig opad. Og gaden Baixada de la Glòria er lang, rigtig lang. Så stejl er den, at vi vælger den nemme løsning: rulletrappen i stedet for de gammeldags trapper op til parkens bagindgang. Her har vi udsigt til taxaerne på vej nedad, hvor chaufførerne har hånden på håndbremsen … just in case. Fra trappen går vi ind ad parkens brede grusstier, kantet med stensætninger og kaktus. Hvor de elskende i romantikken lod sig rive med af naturens stærke kræfter, når de spejlede deres dramatiske kærlighed i den vilde storm, bliver storbyens parker nu om dage til en skriveflade, hvor kærligheden til sig selv eller en anden bliver mejslet ind. Det er kaktusserne med deres flade blade, der må holde for, når der skæres navnetræk og hjerter. Den, der i bedste storbystil vil protestere mod skamferingen, ridser selvfølgelig også, men vælger et skilt til sin
