til næste oplevelse som Cristina.
parker med historie
I mange år var Parc de la Ciutadella, Citadelparken, stort set den eneste park i hjertet af Barcelona. Parken, der ligger i nærheden af Ciutat Vella og La Barceloneta, har sit navn efter det citadel, der blev bygget på stedet, da Spanien endegyldigt besejrede Barcelona i 1714 og dermed satte en stopper for at genetablere et catalansk uafhængigt rige. Citadellet, det største i Europa, kom til at symbolisere spansk overherredømme, så da det endegyldigt blev jævnet med jorden i 1869-78, begyndte catalanernes selvfølelse igen at vokse. Det var nok ikke tilfældigt, at Barcelona få år efter afholdt en strålende verdensudstilling på netop samme område. Verdensudstillingen i 1888 er i øvrigt strålende beskrevet i den catalanske forfatter Eduardo Mendozas hovedværk Miraklernes by fra 1986. Nogle af pavillonerne, der stod tilbage efter verdensudstillingen, blev herefter brugt som starten på den zoologiske have, der i dag er parkens største attraktion. Parkens store springvand, hvor arkitekten Josep Fontserè i Mestre lod sig inspirere af den italienske Trevi-fontæne, er udsmykket med fantasifulde fabeldyr, men vandet, der løber, falder og springer, skyldes hans assistent, den unge Gaudís sindrige ingeniørarbejde. Den store park giver desuden plads til en sø, hvor man kan sejle rundt i robåde. De få bygninger, der står tilbage efter citadellet og verdensudstillingen, huser bl.a. det naturvidenskabelige museum og det catalanske parlament.
Antoni Tàpies’ installation Monument Homenatge a Picasso fra 1981. Læg mærke til, hvordan vandet løber ned ad glassets vægge. Installationen står på det brede fortov mellem Passeig de Picasso og Parc de la Ciutadella © Peter Collins
Ud til Passeig de Picasso, der løber langs Citadelparken, står Antoni Tàpies’ skulptur, Monument Homenatge a Picasso, i et rektangulært vandbassin. Værket er en særegen installation, placeret i en glaskube, hvor vandet siver ned som i et omvendt springvand, mens en sindrig luftanordning sørger for, at der ikke danner sig kondensvand.
Går man derfra langs havnepromenaderne forbi Ciutat Vella og El Raval i retning af Montjuïc-bjerget, kommer man til Jardins de Mossén Costa i Llobera, opkaldt efter den mallorkinske digter Miquel Costa i Llobera. Her kan man glæde sig over en stor samling kaktusser, vortemælk (euphorbia), sukkulenter og palmer fra de fem kontinenter. Haven har været lukket i fem år for en gennemgribende renovering, men blev genåbnet for offentligheden i 2011. Den 60.000 kvadratmeter store have rummer 800 forskellige arter, hvoraf ganske mange er store gamle eksemplarer. Hvis man ikke bare vil glæde sig over de mange spændende former, kan man gå på jagt efter den to hundrede år gamle kaktus Oreocereus neocelsianus. Der er navneskilte ved planterne.
Fortsætter man ligeud langs Monjuïc-kastellet og næsten hen til det olympiske stadion, kommer man til Jardi Botànic, den botaniske have, der åbnede i 1999. Haven har specialiseret sig i planter fra det mediterrane område, der karakteriseres af en lang tør sommer, et regnfuldt efterår og en mild vinter. Der er samlinger fra fem væsentlige områder med mediterran plantevækst: Fra den nordlige halvkugle er Nordafrika, De Kanariske Øer, Middelhavet og Californien repræsenteret, mens den sydlige halvkugles samlinger stammer fra områder med mediterrant klima i Chile, Sydafrika og det sydlige Australien.
Går man højre om det olympiske stadion, kan man herefter enten gå til venstre mod Pavelló Mies van der Rohe, den pavillon, der blev rejst til den anden verdensudstilling i Barcelona i 1929 eller gå mod højre for at komme hen til Fundació Joan Miró. For den catalanske surrealist Joan Miró har selvfølgelig sit eget museum i hjembyen Barcelona. Maleri, plakatkunst, radering, litografi, collage, skulptur, keramik. Så vidtfavnende er Mirós omfangsrige værk. Hans nære kontakt til dadaister og surrealister førte ham tidligt til at udvikle sin helt egen stil, med streger og pletter i rene stærke farver. Selv om værkerne er abstrakte, aner man alligevel figurative motiver, måske næsten en fortælling, hvor de runde pletter enten bliver himmellegemer eller tegneserieagtige han- og hunkønsvæsener. Miró selv kunne virke næsten bedsteborgerlig i sin fremtoning, også i sin nære omgang med de franske og spanske avantgardemalere i Paris. Alligevel udviklede han sin stil som frontalangreb på den eksisterende malerkunst og æstetik, så den aldrig kom til at tage form eller farve af hverken klassisk eller surrealistisk æstetik.
På Miró-museet kan man glæde sig over et bredt udsnit af malerens farveglade værker, der på én gang fremstår naivistiske og abstrakte, tegneserieagtige og tankevækkende. Museet lægger op til at være et sted for børn og børnefamilier, men bag kulisserne er der desuden adgang til en vældig samling bøger, skitser, forstudier, tryk og plakater, som Miró gennem et langt liv omhyggeligt bevarede. Herfra kan man fortsætte til Parc Joan Miró. I Miró-parken knejser den 22 m høje Miró-skulptur Dona i Ocell (Kvinde og fugl) i gul, rød og blå. Skulpturen blev færdiggjort i 1982-83, kort før Miró døde 90 år gammel.
Hvis man fra Miró-parken vil videre for at se Antoni Tàpies-museet på Carrer d’Aragó, skal man tage metroen fra Tarragona et stop hen til Passeig de Gràcia. Så har man placeret sig godt for at se den ligeledes catalanske kunstner, der er abstrakt på en ganske anden måde end Miró. Tàpies startede med afsæt i art brut, men udviklede sig over en surrealistisk inspireret modstand mod Franco-diktaturet til at arbejde med at gøre materialet selv så mærkbart, at man nærmest kan føle det med synet. Gennem sit navn Tàpies, der på catalansk betyder mur, blev han optaget af muren selv eller af underlag med murkarakter, som han bearbejdede i graffitiagtige strøg eller ved collageagtig påførelse af andre materialer. I inspiration fra middelalderlig mystik lod han materialerne selv tage over, mens værket blev nærmest tømt for indhold, så man taler om Tàpies som en tomhedens maler.
Selv om man kan køre gade op og gade ned uden at se et eneste træ, ligger der selvfølgelig også interessante parker som små åndehuller rundt omkring i Storbarcelona. For foden af Collserola finder man således Parc del Laberint d’Horta, Labyrintparken. Familien Desvalls, der som andre adelige og velhavere havde deres sommerresidens her, indledte i 1791 opbygningen af en labyrint, der inspireret af antikkens labyrint på Kreta var viet til kærligheden. Den er opbygget af to en halv meter høje knivskarpt klippede cypreshække. Labyrintparken er udsmykket med skulpturer fra den græske mytologi, hvor man selvfølgelig har afbildet Ariadne, der gav Theseus et garnnøgle, så han kunne afmærke vejen ind i labyrinten i Knossos med garnet, der viste ham vejen ud igen, da han havde dræbt Minotauros.
Labyrintparken virker overskuelig set ovenfra, men formgivet som labyrint er naturen svær at beherske og truer tværtimod med at beherske os. Imidlertid plejer børn og barnlige sjæle at more sig overdådigt over vildfarelsens kildrende gys © Till F. Teenck
I midten af 1800-tallet udvidede familien parken med en romantisk have, der havde døden som tema og var udstyret med det uundværlige vandfald. I 1967 overlod Desvalls-familien parken til Barcelona by, der åbnede parken for offentligheden i 1971. På førstedagen kom der 50.000 besøgende, hvad den nyrestaurerede park blev stærkt medtaget af. I 1994 blev parken, der er på 9,1 hektar, restaureret med støtte fra EU. I dag fungerer labyrinten og den romantiske have som et parkmuseum, mens Desvalls-paladset, hvis arkitektur er inspireret af gotik og maurisk byggekunst, huser en uddannelse som anlægsgartner. Paladset er bygget omkring et vagttårn fra middelalderen. I dag er de fleste spor efter den romantiske haves dødstema forsvundet, men selve den romantiske have står der stadig ligesom labyrinten, der med sine skarpt klippede cypreshække regnes for en af de eleganteste parklabyrinter i Europa. Den orientalske have er stort set forsvundet, og det samme er kirkegården, der indgik i det romantiske dødstema, men der er stadig meget at gå på opdagelse efter i parken. Da parken oprindelig er anlagt som en privat have, hvor man højst modtog besøg af kongelige og andre elegante gæster i forbindelse med kulturelle arrangementer, kan den ikke holde til et stort antal
