Güell-parken og Labyrintparken ligger på vej op mod Collserola. Den langt større Parc Natural de Collserola eller Collserola-park starter længere oppe, på den lave Collserola-bjergkædes kam. Her har man ikke kun udsigt ud over Barcelona, men også ind over baglandet, hvor den ca. 8.000 hektar store park breder sig som en blanding af forstadsbebyggelser og varierede naturområder. For at komme derop kører man nede fra Barcelona og op mod Vallvidrera-kvarteret, hvor detektiven Pepe Carvalho fra Manuel Vázquez Montalbáns krimier bor, igennem et område, hvor villaerne putter sig spredt ud over skråningerne mellem havernes træer og buske. Ikke en park i dansk forstand, men faktisk er vi på vej ind i Collserola-parken, der i 1987 fik status af park og i 2010 blev erklæret naturpark.
Nu hvor området er blevet naturpark, håber folk selvfølgelig, at bebyggelserne ikke vil brede sig yderligere, så de lave bjerge kan få lov at blive liggende, som de er. Ikke som uberørt natur, men som et gigantisk naturområde, der bliver brugt ekstensivt af Barcelonas befolkning. Collserola-parken afgrænses mod nord af Besòs-floden, mod syd af Llobregat-floden og mod vest af Vallès, tre områder, der danner en ’økonomisk trekant’ uden om Barcelona for vidensintensive virksomheder. Men langsomt og ubønhørligt har bebyggelserne gnavet sig ind i det store parkområde, så der har dannet sig en glidende overgang mellem selve Barcelonas højhusområder uden bevoksning og Collserolaparkens naturområder, hvor naturen (endnu) kun udfordres af små bebyggelser og slyngede bjergveje. Men kører man bare hurtigt igennem Vallvidrera-tunnelen, bliver man ledt frem til det, der om noget bekymrer parkens tilhængere: motorvejen, der går tværs igennem parken og deler den i to. Dyrene kan bedre klare småvejene, der slynger sig rundt i landskabet, men med motorvejen bliver landskabet hakket midt over.
Parken er et rigt og varieret naturområde. Der er flere slags ege, bl.a. den stedsegrønne eg, der er noget mere grågrøn end den danske eg. Egene danner den oprindelige bevoksning, men kryber nu sammen under de højere og hurtigere voksende fyrretræer, som man ‘høstede’ før i tiden. I underskoven gror der bregner og viburnum, mens vedbend, kaprifolium, klematis og sarsaparil slynger sig lianagtigt op om træernes stammer. I parken finder man også den lave makibevoksning, der er så karakteristisk for kyststrækningerne ud til Middelhavet, hvor rosmarin og citrus udsender deres stærke aromatiske dufte. Mediterran er også jordbærtræet, der ikke har det mindste med de jordbærplanter at gøre, vi kender fra vores hjemlige haver. Jordbærtræet har alene fået sit navn, fordi det står med røde runde frugter om efteråret.
Den opmærksomme skovtursgæst vil dog også kunne glæde sig over sommerfugle og guldsmede, mens salamanderne til gengæld lever skjult i fugt og skygge under sten og rødder. Selv om bjergene er lave og på ingen måde pittoresk forrevne, giver de alligevel ly til et varieret dyreliv, der blandt de større dyr tæller vildsvin og ræve, pindsvin og egern. Især bestanden af vildsvin vokser, så det sker stadig hyppigere, at folk på udflugt render over et vildsvin eller to. For da der efterhånden er flere vildsvin, end skovområderne kan ernære, har en del vildsvin fundet vej ind til udflugtssteder og beboelsesområder, hvor de har vænnet sig til en kost bestående af pizzaer og andre efterladenskaber. Det er desuden blevet en udbredt skovtursforlystelse at fodre vildsvin, for de er som regel kun til fare for trafikken og ved nattetide, hvis ellers man omgås dem stille og roligt. Danskere uden kendskab til vildsvin bør dog nok holde sig fra dem, og i hvert fald ikke fodre dem, for det er forbudt og kan give bødestraf.
Jordbærtræet, der vokser i Collserola-parken, står indbydende med sine røde bær, der frister til at blive plukket og syltet som marmelade eller forvandlet til lækre snapse og likører ©Juan José Reigadas
En status som naturpark betyder ikke, at området forbeholdes naturen, og at mennesket bliver en sjælden og ildeset gæst. Tværtimod kan man i Spanien få det indtryk, at et område udpeges som naturpark for at gøre det særlig attraktivt for de besøgende. Der bliver således ikke opsat adgang forbudt-skilte, men når parken skal fungere som grøn lunge for millionbyen Barcelona, siger det sig selv, at der kan blive indført restriktioner, så der eksempelvis lægges begrænsninger på mountainbikes og udstedes advarsler mod at forgribe sig på sjældne planter og dyr. De mange besøgende øger også brandfaren, da blot en enkelt henkastet flaske kan indfange solens stråler og sætte ild til underskoven. Men når der engang imellem brænder en stump skov, får stubbene lov at stå, og det overlades til skoven selv at regenerere sig, da det giver den mest forskelligartede skovrejsning. For på stubbe og stammer slår fuglene sig ned, og af frøene i deres fugleklatter kan træer, buske og planter spire frem. Til gengæld er overvågning og skånsom pleje af skoven til stadighed nødvendig, for eg, fyr og elm har deres naturlige fjender, og bliver angrebene for voldsomme, kan det være nødvendigt at gribe ind.
Det vrimler med vildsvin i Collserola-naturparken, så det er ikke et særsyn at se en flok på vejen, på udflugtsstedet, ja, helt ned til Barcelonas parker og legepladser kommer de for at lede efter pizzarester og anden junkfood
En bypark afgrænses af fire veje, så man ret præcist kan fortælle, hvor den ligger. Her er det en overkommelig opgave at trimme naturen, så den bliver parklignende. Anderledes forholder det sig med en naturpark som Collserola. Det er bare et stort landskab, hvor man lader naturen passe sig selv og begrænser menneskets påvirkning så meget som muligt. Desuden må naturparken nødvendigvis brede sig over et større område for at give plads for dyr og planter. Således har Collserola ikke nogen bestemt adresse, så hvordan besøger man parken? Man kan tage på en skovtur et sted i skovene eller vælge at køre til et bestemt sted og undervejs se på de skovstrækninger og småbebyggelser, man kommer igennem. Begiver man sig til universitetsbyen Cerdanyola del Vallès, der ligger på den anden side af Collserola 15-20 kilometer fra Vallvidrera, vil man kunne se en forhistorisk iberisk bosættelse fra 550 til 300 f.Kr., hvor der for nylig er åbnet et museum om iberernes dagligliv, Museu Ibèric de Ca n’Oliver. I nærheden kan man ved Can Canaletes, et landhus fra det 16. århundrede, se en stump akvædukt, men forvent nu ikke en gammel romersk akvædukt, selv om den somme tider bliver omtalt som sådan, for bortset fra et lille stykke i selve Barcelona er der ikke spor tilbage af romernes akvæduktbyggeri her i området. Mellem de almindelige udflugtsmål finder man også levende spor af regionens nyere historie, når man pludselig har udsigt til en cementfabrik eller et stenbrud. Hist og her støder man på restauranter og udflugtssteder, der ofte ligger i forbindelse med en af de mange berømte fonts: naturlige kilder, der bliver ledt op af jorden og løber ud gennem et vandrør eller regulære anlæg til glæde for skovtursgæsterne. Man anslår, at der er omkring 250 fonts, nogle med borde og bænke til skovtursgæsterne. Den berømteste kilde er Font de la Budellera i nærheden af Vallvidrera, hvis vand efter sigende skulle være godt for mavesygdomme. De såkaldte ermitas, små kapeller eller kirker, maner til andagt og minder om fortidens behov for guddommelig støtte, når man færdedes uden for byens trygge omgivelser.
noter
bjerget
Funicular de Tibidabo Går fra Plaça del Doctor Andreu.
08035 Barcelona.
Torre de Collserola Vallvidrera-tibidabo. 08017 Barcelona. Se www.torredecollserola.com.
Parc d’Atraccions del Tibidabo Plaça Tibidabo 3-4. 08035 Barcelona. Se www.tibidabo.cat.
byvandring
I webshoppen hos Barcelonas turistbureau kan man købe sig ind på en række byvandringer i Barcelona. Det største turistkontor
