principper, der udfoldes i denne antologi.
Antologiens artikler
Som beskrevet ovenfor er denne antologi delt i tre. Den første del består af fem teoretiske artikler, som forholder sig debatterende til den udvikling, der er imod entreprenørskabsundervisning som metode. Den anden del beskriver teoretisk funderet praksis, og med otte artikler beskrives her den konkrete anvendelse og implementering af metoder til entreprenørskabsundervisning. Den sidste del består af fire bidrag, der beskriver konkrete afholdte forløb, og denne del tjener således til inspiration for undervisere, der ønsker at forandre deres undervisning i en entreprenøriel retning.
Entreprenørskabsundervisning som metode
De første kritisk-debatterende artikler består af fem bidrag, der forholder sig polemisk til entreprenørskabsundervisningen. De behandler fra hver deres vinkel betydningen af at anse entreprenørskab som metode.
Et væsentligt skisma i entreprenørskabsundervisningen fremkommer i Piihl og Philipsens artikel “Forskningsbaseret foretagsomhed – synergi eller modsætning?”. Her skitseres et skisma mellem stringens og relevans – eller skismaet mellem den forskningsbaserede og formidlende tradition og den fremkommende tænkning, hvor handling spiller en større rolle i undervisningen. Piihl og Philipsen beskriver de to tilgange som en falsk dikotomi; foretagsomhed og forskningsbasering er ikke indbyrdes udelukkende, og de skitserer en teoretisk funderet bevægelse mod forskningsbaseret foretagsomhed.
Hver en artikel i denne antologi anvender begreber som entreprenørskab, innovation, iværksætteri, kreativitet, foretagsomhed etc. De anvendes for nogen synonymt, for andre med store forskelle og altid med reference til relevant teoretiske kilder. Det fagredaktionelle lag har alene bidraget med et krav om refleksion over anvendelse af vokabular og en ensretning til stavemåde entrepreneur for at fjerne en mængde gule gravemaskiner fra læserens indre blik. Dog har vi valgt danske stavemåder af entreprenørskab og entreprenøriel.
Foruden en rummelighed i, hvordan hver uddannelse, fag og underviser definerer begreberne, hvordan de anvender dem i praksis, og hvilke teoretikere der inddrages, er der andre og mindst lige så centrale diskussioner at berøre i relation til entreprenørskabsretorikken eller den tilsvarende diskurs. Mit eget bidrag til denne antologi handler om netop dette fænomen, at vi er i en nytænkningsfase af entreprenørskaben og derfor skal være på vagt over for at videreføre gamle paradigmers billeder og talemåder. Det forplumrer evnen til at tænke og tale klart om det nye. Gennem tre afsnit argumenterer jeg for, at vi dels skal være opmærksomme på de blinde pletter, der er forbundet med retorikken, særligt i en nybrudsfase. Vi siger det samme om flere centrale forhold, men mener vi også det samme? Der er desuden en dissonans mellem de billeder, samfundet omtaler entrepreneurer med – i pærer, nye skud og klækkeklare æg – og den måde, entrepreneurerne tænker billedligt om sig selv på – som ikonoklaster, forældre og opdagelsesrejsende. Vi underviser i en ikkekausal tilgang til verden, men anvender stærkt kausale vækstmetaforer for dem, vi arbejder med. Endelig berører jeg de falske dikotomier, som også er til stede i Jesper Piihl og Kristian Philipsens artikel, hvor faglighed og foretagsomhed samt entrepreneuren som født og skabt bliver modsætninger, hvor de med større gavn kunne være to dimensioner i et koordinatsystem.
Det er således ikke til diskussion, hvorvidt foretagsomheden eller entreprenørskaben skal forblive i de videregående uddannelser. Denne tvivl er heller ikke til stede hos Per Blenker og Claus Thrane, der med artiklen ‘Entreprenørskabsundervisning: rigtigt svar på det forkerte spørgsmål’ polemisk problematiserer den form for læring, der har været gældende på uddannelsesinstitutionerne hidtil, og som for en stor dels vedkommende fortsat dominerer, nemlig den transmitterende tilgang. Det forkerte spørgsmål, de to forfattere ser, er således ikke rettet mod, hvorvidt vi skal indføre foretagsomhedsdidaktik, men mod, at motivationen for indførelsen af denne tilgang er forkert – entreprenørskab indføres i policy-papirer og i curriculum med henblik på at skabe vækst for samfundet, mens det faktisk burde indføres for de studerendes, undervisernes og uddannelsesinstitutionernes egen skyld, og med de eksisterende normer og tænkemåder som indsats burde man undervise i at se muligheder og handle på dem for et bedre samfund, som ikke kan forudsiges derfra, hvor vi står nu.
Den næste artikel, der behandler entreprenørskabsundervisningens mere generiske udfordringer og tænkemåder, er Martin Hansens “Imagination og emergens”. Som titlen antyder, ser Hansen to nye principper bryde frem i entreprenørskabstænkningen og -undervisningen: 1) imagination eller evnen til at forestille sig fremtiden, som udfoldes mere i Claus Thrane og Merete Baks artikel “Kan man ville noget, man ikke kan forestille sig”, og 2) emergens i forstanden, at verden skabes ud af nybrud frem for som en logisk følge af forudgående handlinger. Hansen opfordrer til, at disse nye begreber indtænkes i didaktik og uddannelsesudvikling i en bevægelse væk fra den kausale undervisning.
Dorthe Christiane Iversen beskriver i sin artikel “Nyt dannelsesideal i kølvandet på entreprenørskabsparadigmet” denne nye tilgangs indtog i professionsuddannelserne. Med udgangspunkt i regeringens policy-dokumenter beskrives, hvordan tilgangen til didaktik og formålet med uddannelse ændres radikalt med det nye fokus på entreprenørskab som kompetence. Iversen er bekymret for, om entreprenørskaben skaber en ny eksklusion både blandt studerende og blandt undervisere, for hvem de entreprenørielle kompetencer ikke virker så naturlige som normerne i det paradigme, vi forlader. Vi går fra en diskurs, hvor viden er noget, man får, til, at viden er noget, man anvender, og endelig til den tredje diskurs, hvor viden er noget, man skaber. Iversen ser, at vi står i et vadested mellem disse diskurser. En identificering af ændringer, som hun deler med Heidi M. Neck og Patricia G. Greene, Saras Sarasvathy (2008), C. Otto Scharmer (2007), Adam Kahane (2007) og en række andre førende forskere, men som her er sat ind i en dansk kontekst.
Anvendt entreprenørskabsundervisning
Den anden kategori af artikler tager udgangspunkt i teoretiske overvejelser, men krydres med praksisfortællinger til at sætte teori og praksis i forbindelse med hinanden.
Således indeholder kategorien otte artikler, der beskæftiger sig med netop det nybrud, det er at se entreprenørskabsundervisning som metode og som noget, man kan undervises i. Det er den holdning, som Neck og Greene fremstiller, og som Neck ligeledes fremlagde i sin keynote ved National Konference i Entreprenørskabsundervisning i 2010. Nybruddet er således ikke alene en forskningsbetragtning, men også en praksisbetragtning, med alt hvad den indeholder af problemer, barrierer og overskridelse.
Denne metode for entreprenørskabsundervisning vil ifølge Neck og Greene gøre op med traditionel undervisning: “Teaching entrepreneurship as a method requires going beyond understanding, knowing and talking; it requires using, applying and action. Entrepreneurship requires pratice” (Neck & Greene, 2010:61).
Indførelsen af en foretagsomhedsdidaktik som metode og som nyt paradigme kræver implicit et opgør med de didaktikker, vi hidtil har arbejdet med. Hvis vi alene udbygger og bygger ovenpå, risikerer vi at tage uhensigtsmæssige mønstre med fra tidligere. Så et paradigmeskifte fordrer en fundamental ændring i den grundlæggende tilgang. En ændring, der, hvis man skal tro denne antologis forfattere, går gennem teori, handling og refleksion.
Kirketerp forsvarede som den første i Danmark sin ph.d. i entreprenørskabsdidaktik i 2010. Der er en blomstrende interesse for feltet også uden for de traditionelle miljøer som økonomi og handelshøjskolefag. Mødet med andre fagligheder end de traditionelt mere kausalt tænkende videnskaber er i disse år med til at ny- og omtænke hele feltet.
Kirketerp beskriver her sin Skub-metode, som også omtales i en række andre bidrag
