til at agere udviklingsorienteret i en foranderlig verden (foretagsomhedskompetence i bred forstand).
Følger vi Schöns argument, kan det fortolkes, som om ambitionerne om forskningsbasering og foretagsomhed er gensidigt udelukkende. Udtrykket forskningsbaseret foretagsomhed kan lyde som et udtryk med indbygget modsætning. Modsætningen består i, at undervisningen skal være både stringent ud fra et forskningsperspektiv og relevant ud fra et praktisk perspektiv. Det kan lyde som at tjene to herrer på samme tid.
En måde at overkomme dilemmaet på er ved at sikre, at de studerende både præsenteres for forskningsbaseret viden og metoder og kastes ud i praktiske udfordringer i deres studie. Vores erfaringer viser, at mange studerende derved ikke oplever et dilemma mellem stringens og relevans.
Til gengæld oplever de det som to adskilte verdener, der ikke har noget med hinanden at gøre! Derved har man ikke løst det egentlige dilemma, men til gengæld lagt problemet over på de studerende.
Denne artikel diskuterer de udfordringer, der er ved en erhvervsøkonomisk universitetsuddannelse i forhold til at tilrettelægge den med henblik på at uddanne akademiske praktikere, der netop ikke oplever et dilemma mellem stringens og relevans. Derimod er de uddannet til at se krav om stringens og relevans som to sider af samme sag, der i konkrete situationer kan udfordre og befrugte hinanden.
Kapitlet undersøger således spørgsmålet: Hvilke udfordringer er der, set fra et uddannelsesledelsesperspektiv,1 ved at uddanne universitetsstuderende til at anvende forskningsbaseret viden og stringente metoder til at løse praktiske problemer, der er så betydningsfulde, at de ikke altid kan vente på den optimale viden og de optimale metoder?
Eller: Hvordan skabes balance og synergi, herunder balance mellem forskningsbasering og foretagsomhed i en universitetsuddannelse?
Uddannelsen som analyseniveau
Entreprenørskab i videregående uddannelser er diskuteret i mange år, fx i forbindelse med IDEA (International Danish Entrepreneurship Academy) og Øresund Entrepreneurship Academy.
Som følge heraf er der en stigende mængde litteratur om, hvordan man på forskellig vis kan tilrettelægge uddannelseselementer, der giver ‘entreprenørielle kompetencer’. Disse bidrag bevæger sig på forskellige analyseniveauer. Kirketerp (2010) fokuserer i høj grad på, hvad det er for pædagogiske/didaktiske metoder, der kan anvendes i den daglige undervisningstilrettelæggelse. Hun argumenterer for, hvordan foretagsomhedskompetence kan udvikles gennem det, hun beskriver som skubmetoden. Kirketerp udkrystalliserer sin metode med afsæt i casestudier hos Kaospiloterne, Babson College, MIT samt Operation Startup, der er et særligt entreprenørskabssemester på Københavns Universitet.
Andre fokuserer på tilrettelæggelse af specifikke afgrænsede aktiviteter som innovation camps og lignende (Hansen & Byrge, 2008; Lassen & Nielsen, 2008), konkrete pædagogiske overvejelser knyttet til fx problembaseret læring (Sørensen & Laursen, 2008), generelle overvejelser om praksiselementet i iværksætteri- og innovationsundervisningen (Stolt & Vintergaard, 2009), eller hvilken rolle undervisning i entreprenørskab på universiteter har for stimulering af teknologioverførsel og udnyttelse af akademiske opdagelser (Gibb, 2005).
Men i den eksisterende litteratur på området savnes bidrag, der diskuterer de udfordringer, det giver, når entreprenørielle elementer skal tænkes ind på studieordningsniveau, og hvor de ikke foregår på en institution, der er særligt dedikeret som i Kirketerps cases omkring henholdsvis Kaospiloterne og Babson College, eller afgrænses til konkrete events som camps og lignende, eller isoleres på specifikke fag eller gennemføres som aktiviteter uden for curriculum.
Et enkelt eksempel på et bidrag, der diskuterer på uddannelsesniveau, findes hos Rezania & Henry (2010). Rezania & Henry opstiller en typologi til at klassificere forskellige sammensætninger af uddannelser, hvor de bygger på to dimensioner. Den ene dimension skelner mellem profession med fokus på konceptuel viden på den ene side og praksis med fokus på procedural viden på den anden side. Den anden dimension fokuserer på ‘ontology of knowledge’ med objektiv, målbar, kontekstuafhængig viden i den ene ekstrem, og i den anden ekstrem på individuelt konstrueret viden, der integreres ind i den enkeltes kognitive strukturer, og som udvikles på baggrund af konkrete erfaringer og måder at se verden på.
Disse dimensioner anvendes til at skelne mellem forskellige typer af management education, som i Danmark bedst kan sammenlignes med det at skelne mellem universitets-, professions- og akademiuddannelser. Men Rezania & Henry (2010) tager ikke diskussionen videre fra overordnede betragtninger om forskelle mellem uddannelser, til hvad der er af udfordringer på konkrete uddannelser med forskellige samtidige logikker.
I antologien Entreprenørskab og Kompetencer (Bager & Nielsen, 2008a) samles en række bidrag med fokus på samspillet mellem entreprenørielle kompetencer og uddannelse og træning. Denne antologi falder i to hovedafsnit. Et hovedafsnit med fokus på behovet og effekten af undervisning og træning i entreprenørskab, og et hovedafsnit med fokus på metoder til entreprenøriel kompetenceudvikling. Hvorfor skal vi have det – og hvilke konkrete metoder og aktiviteter kan vi sætte i søen? Men ingen af disse bidrag forholder sig til, hvilke udfordringer det giver at gøre det inden for rammerne af et traditionelt universitet.
Der savnes således erfaringer med de udfordringer, det giver, når entreprenørielle elementer tænkes ind i grundstrukturen på en helt traditionel universitetsuddannelse i den helt traditionelle universitetsstruktur og -kultur, og hvor ambitionen altså ikke blot er at sætte parentes om udfordringerne ved at isolere dem på en event eller i et enkelt kursus. Hvilke udfordringer giver det, når forskningsbaseret foretagsomhed forsøges tænkt ind som en grundtone i en helt specifik bacheloruddannelse?
Udfordringens omfang illustreres af Bager & Nielsen (2008b), der argumenterer for, at der er en række svagheder i uddannelsessystemet i relation til den entreprenørielle udfordring. De peger på, at uddannelsessystemet er præget af:
opdeling i faglige ‘siloer’ – mens entreprenørskab kræver tværfaglighed
dominans af traditionel lærerstyret undervisning – mens entreprenørskab kræver, at studerende aktiveres, og læreren bliver coachende snarere end styrende
dominans af passiv læring – mens der fortsat savnes proaktive former, der griber om den nye udfordring og træner foretagsomhed (frit efter Bager & Nielsen, 2008b, s. 9-10).
Metode – struktur
Forfatterne har begge fungeret som uddannelsesansvarlige for den særlige variant af den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse (HA), der har titlen Entreprenørskab og Innovation. Erfaringer fra arbejdet med udviklingen og driften af denne uddannelse og erfaringer med de studerendes reaktioner udgør casematerialet bag dette bidrag.
Resten af dette kapitel kan inddeles i fire hovedafsnit, hvor første afsnit kort vil redegøre for grundprincipperne i uddannelsens opbygning og samspil med praksis.
I det andet afsnit udvikles en teoretisk referenceramme, der kan skabe øget forståelse for de spændinger, der udløses i forsøget på at gabe over stringens og relevans på en universitetsuddannelse. Dette gøres ved at søge rødderne for de konkrete udfordringer, vi møder, ved at kigge på forskellige forventninger til universitetets og særligt forskningens samspil med det omgivende samfund og ved at oversætte dette til diskussion i relation til uddannelser. Det
