der kontinuerligt udvikles, og hvor de forskellige perspektiver, vi møder i de daglige udfordringer, i vidt omfang kan henføres til forskelle i forestillingerne om, hvad universitetets rolle er i forhold til vidensproduktion og uddannelse. Disse forskellige forestillinger kan optræde mere eller mindre eksplicit hos både tilrettelæggere, undervisere, studerende og eksterne samarbejdspartnere. Tredje afsnit diskuterer, hvordan de konkrete udfordringer, vi møder i den daglige ledelse af uddannelsen, kan analyseres med afsæt i den teoretiske referenceramme. Kapitlet afsluttes med en diskussion af konkrete udviklingsretninger for entreprenørielle universitetsuddannelser i fremtiden med afsæt i casen samt den opstillede teoretiske referenceramme.
HA i Entreprenørskab og Innovation – uddannelsens hovedstruktur
B.Sc.merc. (HA) Entreprenørskab og Innovation er en 3-årig bacheloruddannelse inden for almen erhvervsøkonomi med særlig vægt på entreprenørskab og innovation. Uddannelsen bygger på erfaringer for samspil mellem studerende, virksomheder og universitet, der indledtes i 1997 og med etablering af den nuværende uddannelse i 2003.
Som noget unikt ved uddannelsen skal den studerende have en ulønnet studieplads i en værtsvirksomhed gennem 2¼ år af det 3-årige studieforløb. I de særlige fag, som kendetegner uddannelsen, skal den studerende udarbejde projektopgaver med tilknytning til virksomheden og dennes problemstillinger. Målet er, at den studerende løbende opnår et samspil mellem den teoretiske viden fra universitetet og de praktiske udfordringer i virksomhedens problemstillinger, som den studerende stilles over for.
Det er således helt centralt for uddannelsen, at de færdige bachelorer bliver i stand til at forholde sig selvstændigt og konstruktivt til, hvordan arbejdsgange, rutiner og tankegange i virksomheden løbende kan udvikles for at understøtte virksomhedens konkurrenceevne.
Uddannelsens opbygning og fag kan ses af oversigten på næste side. Fagene markeret med gråt er fag, der er tilrettelagt specielt til linjen Entreprenørskab og Innovation. I fagene markeret med * arbejdes med projekter i samspil med virksomheden.
De øvrige fag på uddannelsen er samlæst med andre erhvervsøkonomiske bachelorlinjer og sikrer et bredt fagligt fundament inden for centrale erhvervsøkonomiske discipliner.
Den studerende starter i værtsvirksomheden i løbet af 2. semester. Gennem det efterfølgende 2¼-årige forløb skal den studerende således skrive 7 obligatoriske opgaver og evt. et bachelorprojekt i samspil med værtsvirksomheden. Disse opgaver er alle direkte knyttet til fag på uddannelsen. Derudover er der tid til, at den studerende løser opgaver, som virksomheden ønsker løst.
Erfaringen viser, at den studerende i gennemsnit bruger ca. 50 % af tiden i virksomheden på de obligatoriske opgaver, og i den resterende tid kan virksomheden og den studerende frit aftale opgaver, der skal løses.
Emnet for de obligatoriske opgaver udarbejdes i et samarbejde mellem værtsvirksomheden og den studerende. Derved afspejler opgaven virksomhedens ønsker under hensyntagen til den studerendes læringsmål. Universitetet hjælper med faglig vejledning på opgaven via undervisningen i faget.
Efter dette korte indblik i uddannelsens grundideer og samspil med praksis vendes blikket mod udvikling af en teoretisk referenceramme til at fokusere diskussionen om udfordringer for uddannelsesledelse.
Figur 1. Grundstrukturen for B.Sc.merc. (HA) Entreprenørskab og Innovation
Udvikling af teoretisk referenceramme
Formålet med dette afsnit er at udvikle en teoretisk referenceramme, hvori vi på struktureret vis kan beskrive, analysere og synliggøre udfordringerne i ledelsen af en entreprenørielt orienteret universitetsuddannelse. Udgangspunktet for diskussionen er, at uddannelsesledelse kan siges at have den faglige helhed, som de studerende mødes med gennem deres studie, som fokusområde.
I tilrettelæggelse af uddannelser optræder uddannelsesledelse i brudfladerne mellem institutionaliserede forestillinger om, hvad et universitet er og skal være på den ene side, og den konkrete dagligdag med konkrete lektioner, aktiviteter, kurser, videnskabelige kolleger og levende studerende på den anden side.
Fremkomsten af entreprenørskab som fokusområde skyder en udfordring ind i debatten ved at tydeliggøre, at det ikke er tilstrækkeligt at forholde sig til fagligt indhold – men at fagligt indhold uden handling er irrelevant (Spinelli, citeret i Kirketerp, 2010). Dermed sætter entreprenørskab eksplicit fokus på samspillet mellem teori og praksis.
Med dette afsæt udvikles en teoretisk referenceramme i to dimensioner, der uddybes nærmere i det følgende:
En vertikal dimension, der fokuserer på den studerendes vandring fra mødet med forskellige vidensformer i den ene ekstrem til den uddannede vidensarbejders møde med praksis i den anden ekstrem
Den horisontale dimension udspænder to forskellige perspektiver på dette samspil ved at fokusere på forskellige institutionaliserede forestillinger om vidensproduktion.
Figur 2. Skelet for udvikling af teoretisk referenceramme
Fokuseres der først på den vertikale dimension, relaterer den øverste del sig til det, der foregår på universitetet under selve uddannelsen. Den nederste del relaterer sig til den rolle, den færdiguddannede akademiker spiller i sin efterfølgende karriere.
Uddannelseslederens berøringsflader er primært inden for universitetets rammer, der er afgrænset i tid og rum til det konkrete uddannelsesforløb. De akademikere, der uddannes, skal efterfølgende arbejde i en praksis, der udfoldes uden for universitetet.
Derfor kan uddannelseslederen forholde sig til den rolle, den færdiguddannede akademiker forventes at spille – og udvikle studierne med dette for øje. Derved opstår en dimension for diskussion af uddannelser, der strækker sig fra ‘forestillinger om viden’ (inden for universitetets rammer) i den ene ekstrem til ‘forestillinger om viden i forhold til praksis’ (uden for universitetets rammer) i den anden ekstrem.
Fokuseres der på den øverste del af figuren, på ‘universitets-siden’ af aksen, startes på det mest abstrakte niveau med en idé om, hvilken karakter/form viden har (vidensform). Følges en ide om alignment (Biggs, 1999), må dette så i tilrettelæggelse af studieordninger og fag udmøntes i en ide om undervisningsmål. Når undervisningsmål er fastlagt, skal der med afsæt heri udvikles konkrete undervisningsformer, der igen baseres på forestillinger om den studerendes adfærd i undervisningsforløbet – eller det, vi i figuren benævner læringsadfærd.
Vendes blikket mod praksis – under spejlingsaksen – kan der tilsvarende skelnes mellem forskellige niveauer. Der kan skelnes mellem, hvordan viden relaterer sig til praksis, hvilken rolle akademikeren forventes at udfylde, hvilken adfærd han/hun forventes at udvise, og sidst hvilken kompetence hos den enkelte akademiker dette hviler på.
Den vertikale dimension sætter således fokus på, at der skal tænkes sammenhængende mellem uddannelsessiden og den praksis, denne viden skal relateres til.
Horisontalt spændes diskussionen ud af forskellige opfattelser af vidensproduktion. Dette gøres gennem skelnen mellem modus 1 og modus
