rammende blevet karakteriseret som en egen epoke med en selvstændig problematik i forhold til højmiddelalderen. Nedgangstiden efter Den Sorte Død med landbrugskrise og øde jorder og affolkede gårde skabte en øget differentiering af adelstanden. Desuden fremskyndede mangelen på arbejdskraft i landbruget flere steder omlægninger til animalsk produktion. En overgang fra selveje til fæste var begyndt tidligere, men udviklingen blev utvivlsomt fortsat, om end med regionale variationer. Hvad handelen angår, øgedes byernes og handelens samt Øresundsområdets betydning. Malmø, København, Helsingør samt den af Erik af Pommern grundlagte Landskrona nød fordele af den internationale handel mellem Vesteuropa og Østersøområdet.1
Iagttagelsen af senmiddelalderen, eller mere korrekt konstateringen af, at middelalderens slutningstid bør behandles som en egen periode på vej mod den tidlige nytid, er vigtig at fastholde. Hvor den tidlige middelalders Danmark kan beskrives som et slægtssamfund, hvor slægten og ikke det enkelte menneske var den retsligt afgørende faktor, mens en fremvoksende magtfuld kirkeinstitution og en stærkt ekspansiv kongemagt gjorde sig gældende i Valdemarernes tidsalder, kan senmiddelalderen karakteriseres med ord som stænderopdeling, intensiveret fromhedsliv, internordiske relationer, nuancerede forvaltningssystemer og nye samfundsstrukturer på tærskelen til den tidlige nytid.2
Fremkomsten af og udformningen af det senmiddelalderlige stændersamfund (“privilegiesamfundet”) er i dansk forskning domineret af Aksel E. Christensen, som i sin klassiske bog Kongemagt og Aristokrati fra 1945 og siden uddybet i artiklen “Det danske stændersamfunds epoker” fra 1963 betonede det nye, det vil sige samfundets stænderopdeling, ved at henvise til håndfæstningerne fra 1320 og 1326. For første gang stod kongen her formelt ikke over for folket som en samlet enhed, men over for stænder, der var knyttet til monarken i forskellige retsforhold. I sin bog leverede Aksel E. Christensen endvidere en omfattende analyse af Landefreden 1360, som han benævnte “en fint afstemt dobbeltsidig herskerkontrakt” mellem konge og folk, og han påpegede, at betoningen af samfundets stænderopdeling støttedes og underbyggedes af Valdemar Atterdag som initiativtager, delvis som en reaktion mod tidligere tendenser i retning af feudalisering med uddeling af dele af riget som len til medlemmer af kongeslægten. I bogen Ret og magt i dansk middelalder fra 1978 gav Aksel E. Christensen efter et langt forskerliv et kort rids over stændersamfundets udvikling i Danmark i forlængelse af sine tidligere synspunkter.3
Også senere forskning har understreget, at samfundets opdeling i stænder kan følges via håndfæstningerne og rigslovgivningen. I Valdemar Sejrs kongetid med blandt andet Kong Valdemars Jordebog og Jyske Lov fra 1241 som vigtige kilder spores et differentieret højmiddelalderligt samfund. Billedet fremtræder dog ikke ganske klart, og et egentligt fast afgrænset stændersamfund var der endnu ikke tale om. Middelalderen var præget af slægts- og ættesamfund, hvor den enkelte ikke stod alene, men som medlem af en slægt kunne påkalde sig hjælp og beskyttelse fra slægtens andre medlemmer. Mod højmiddelalderens slutning er det derimod tydeligt, at de fremtrædende stændergrupper, gejstlighed og adel, befæstede deres privilegier, ligesom også byernes borgere afgrænsede deres rettigheder. Tilbage var bønderne, fjerdestand, som ikke var karakteriseret af rettigheder og privilegier, men snarere ved de mange pligter, som var pålagt dem.4
Jyske Lov fra 1241 afspejler endnu det højmiddelalderlige slægtssamfund. Det ældste bevarede håndskrift stammer fra ca. 1280 og er skrevet af en ellers ukendt Thomas G., som måske var skriver hos Erik Klippings moder, Margrethe Sambiria. På dette billede fra håndskriftet ses fortalen med de berømte åbningsord “Med lov skal land bygges”. (Stockholm, Kungliga Biblioteket, C 37. Her efter Jydske Lov 750 år, red. Ole Fenger og Chr. R. Jansen, Viborg 1991, s. 245).
Andre centrale kilder til belysning af stændersamfundets udvikling udgøres af kong Olufs håndfæstning 1376 samt de oldenborgske unionskongers håndfæstninger. Christian I’s foreløbige håndfæstning fra 1448 lignede endnu de ældre forpligtelsesbreve, mens kongerne Hans’, Christian II’s og Frederik I’s håndfæstninger fremtræder som stærkt udvidede og gennemarbejdede forfatningsretslige arbejder med reference til Kalmarunionens specielle forhold.5
Det første kendte danske stændermøde med almuerepræsentation, som blev afholdt i Kalundborg i 1468 og indtager en fremtrædende plads i dansk rets- og samfundshistorie, er undersøgt af Thema Jexlev. Instruktive behandlinger af stændersamfundet og dets institutioner er herforuden leveret af Kai Hørby i Dansk socialhistorie bind 1 og af samme forfatter og Helge Paludan i (Gyldendals) Danmarks historie bind 1 og 2. Senest har Henrik Lerdam i bogen Kongen og tinget analyseret det senmiddelalderlige retsvæsen med særligt henblik på kongemagtens forhold til det kongelige retterting, landstingene og herredstingene i perioden 1340-1448. Det er herigennem blevet klart, at historikerne omsider har taget et område under behandling, som hidtil har været mere eller mindre forbeholdt retshistorikerne.6
I det følgende skal udviklingen af det danske stændersamfund, som den afspejler sig i de middelalderlige dokumenters terminologi, gøres til genstand for en nærmere undersøgelse. Det samme skal monarkernes bestræbelser på at udnytte stænderne via landstingene som folkelige forsamlinger for at skabe opbakning til deres kongelige udenrigs- og indenrigspolitik. Undersøgelsen har som mål at nå frem til en mere nuanceret forståelse af det danske stændersamfunds fremvækst og udvikling hovedsagelig baseret på dokumenternes terminologi. Artikelen opsamler og bygger videre på den eksisterende forskning, herunder mine egne to bøger om de senmiddelalderlige politiske forhold i Norden med hovedvægt på forholdet mellem kongemagten og de nationale rigsrådsgrupper inden for Kalmarunionens rammer.7 Der skal i det følgende blandt andet argumenteres for, at en særskilt privilegering af samfundets tre øverste stænder, som rækker tilbage til højmiddelalderen, blev fastholdt som princip i senmiddelalderen parallelt med anvendelsen af det overordnede statsretslige begreb communitas (“menigheden”) gældende for hele rigets eller en provins’ indbyggere. Undervejs søges det spørgsmål besvaret, om ikke nordiske forbilleder og især stænderbegrebets konsolidering i Sverige har spillet en større rolle for udviklingen af det danske stændersamfund i det 15. århundredes anden halvdel, end det almindeligvis er blevet antaget.
Ny statsopfattelse
Håndfæstningerne fra 1320 og 1326 og deres opregning af samfundets fire stændergrupper, bisper og gejstlige personer, riddere og væbnere, borgere og bønder, er udtryk for, at stænderudviklingen forfatningsmæssigt var slået igennem, og at de sociale forskelle fik retslig godkendelse. Den formelle opdeling af befolkningen i grupper med forskellige privilegier og rettigheder havde som baggrund en tiltagende arbejdsdeling i samfundet med en tilsvarende opdeling af befolkningen til følge.8
Udviklingen henimod et stændersamfund var givet foregået i årene forud for de først kendte valghåndfæstninger. I Jyske Lov fra 1241 spores en tiltagende, men endnu uklar standsdifferentiering, og slægtssamfundet og familien var fortsat de dominerende grundenheder. Det er først med Erik Klippings håndfæstning fra 1282, at et vigtigt udgangspunkt til belysning af aristokratiets og kirkens magtstilling og dermed privilegiesamfundets udvikling aftegner sig. De to nævnte samfundsgrupper sikrede sig her omfattende rettigheder og indskrænkede kongemagtens udfoldelsesmuligheder betragteligt. Kongelige stadfæstelser af gejstlige og kirkelige privilegier samt flere byprivilegier fra det 13. århundrede fuldender billedet
