førte politik over for de holstenske grever.
Under arbejdet med at indsamle bevismateriale forud for dommen af den tyskromerske konge Sigismund mødte Erik af Pommern i sommeren 1421 frem på de tre store landsting og fik her vidnesbyrd om, at Sønderjylland hørte til kronen og ikke var et arveligt len. I slutningen af juni 1421 udmeldte den skånske landsdommer repræsentanter fra alle stænder, otte gejstlige, 12 adelige, 12 borgere og 12 bønder, til at vidne om Sønderjyllands stilling. Dette gentog sig i juli og i august på det sjællandske og det jyske landsting. Det jyske vidnesbyrd viste mindre stænderpræg, idet det blev afgivet af en forsamling i Ribe fra Nørre- og Sønderjylland bestående af fem bisper, repræsentanter fra fire domkapitler, otte abbeder, fire provster, en del riddere og andre adelsmænd samt borgmestre eller rådmænd fra 11 købstæder. To år senere, i juli 1423, lod kong Erik de tre landsting vidne om de danske kongers valg på landstingene. Her bevidnede landstingene, at der under kong Christoffer II og senere aldrig var blevet valgt andre konger end Valdemar Atterdag, Oluf og den nu regerende kong Erik. Formålet med denne erklæring i form af landstingsvidner var at bevise, at den sønderjyske hertug Valdemar aldrig havde været retmæssig konge af Danmark, hvorved også forleningen af Sønderjylland til grev Gerhard 1326 ville miste sin gyldighed.35
Erik af Pommerns bestræbelser på i flere vigtige tilfælde at udnytte landstingene skulle tjene til at skabe bred stænderopbakning om hans monarkiske politik, såvel i relation til kampen om Sønderjylland som blandt andet i købstadspolitikken. Før sin afrejse fra Danmark i forsommeren 1438 lod kong Erik i øvrigt befolkningen hylde den designerede tronfølger hertug Bugislav på landstingene. Ud fra kongens hidtidige bestræbelser på at inddrage stændergrupperne ved vigtige beslutninger og binde indbyggerne til kongedømmet, har det for Erik af Pommern været naturligt at søge kontakt til landstingene som folkelige centre for kommunikation med “landenes” communitates og som politisk modpol til rigsråderne og deres tilhængere.36
Sverige fik en mere konstitutionel udformning. Karlskrøniken giver mange eksempler på opregning af stændergrupperne samt “af rikets mena”. Stænderrepræsentationstanken kommer desuden til udtryk i det udaterede forslag til unionsakt fra ca. 1436, som bærer præg af konciliær tankegang. Forfatterne udkastede her bestemmelser for fremtidige kongevalg i Halmstad med 40 repræsentanter fra hvert land. Fra Danmark skulle deltage ærkebispen af Lund, bispen af Roskilde, bispen af Ribe, drosten og marsken og alle landsdommerne, ni adelige (riddere), 12 borgmestre fra de største byer (Ribe, Viborg, Århus, Randers, Aalborg, Odense, Roskilde, København, Kalundborg, Lund, Malmø og Nakskov) samt otte odelbønder.37
Mens kongerne ved deres valg opregnede stændergrupperne i deres respektive kongeeder, fandt også stænderopdelingen og -opregningen plads i dokumenterne om valghandlingen. Ved sjællændernes valg af Christian I’s søn Hans som faderens efterfølger den 13. maj 1467 omtales foruden gejstlige og adelige flere borgmestre og mange flere købstedsmænd oc andre flere bønder oc mene almughe som bygge oc boo udi Sjælland. Hans blev valgt og hyldet meth allemenighethens vdi Sjælland samtycke … Overensstemmelsen med communitas er slående.38
Da kong Christian I i sin konflikt med Axelsønnerne i april 1468 lod optage landstingsvidne på Sjællands landsting, foregik det på den måde, at herrestænderne gejstlighed og adel forhandlede for sig selv. Også købstadsmændene overvejede sagen for sig selv, ligesom repræsentanter for almuen (fire bønder fra hvert herred) overvejede deres stillingtagen separat. Denne fremgangsmåde gentog sig i maj måned på landstingene for Jylland og Fyn.39
Det er blevet formodet, at samtiden har følt en vis trang til en erstatning for landstingene, idet forestillingen om, at folket burde være med ved visse afgørelser såsom kongevalg og skattebevillinger, stadig var levende. Eftersom der imidlertid gik lang tid efter stændermødernes fremkomst, inden de mere regelmæssigt kom til at øve indflydelse på kongevalg og skattebevillinger, har Poul Johs. Jørgensen set Danehofferne som forbillede, idet en vis tilknytning til Danehoffet kan findes ved det ældst kendte stændermøde i 1468. I indkaldelsen til dette møde erklærede Christian I således, at han ville komme for rigsrådet og alle åndelige og verdslige og “hænde og gøre ære og ret”, hvorved han tillagde mødet en opgave, der tidligere havde været Danehoffets, nemlig at dømme mellem kongen og undersåtterne. På den anden side har Poul Johs. Jørgensen selv blik for, at den politiske anledning til mødet – kongens strid med Axelsønnerne – viser hen på forbilleder fra Sverige, hvor stændermøderne var udviklet i de foregående tiår, og hvor de ikke sjældent benyttedes af rigsforstanderne som modvægt mod oppositionelle rigsråder.40
De ældre stændermøder i Danmark, i hvert fald møderne frem til 1536, er karakteriseret ved, at sammenkaldelsen af dem, når de en sjælden gang fandt sted, ikke skete, fordi der forelå sager, som efter den herskende opfattelse kun kunne afgøres på et stændermøde, men fordi der var opstået en situation, i hvilken kongen eller rigsrådet eller begge i fællesskab ønskede stændernes støtte over for politiske modstandere eller ved gennemførelsen af foranstaltninger, der var særlig vidtrækkende. Et stændermøde af denne art er mødet i 1468, der foruden den nævnte anledning også havde til formål at skaffe kongen støtte under en påtænkt (og også virkelig gennemført) aktion mod lensmændene til ændring af alt for gunstige forleningsvilkår. Også stændermøderne i 1482 og 1494 tjente lignende formål, idet de var politiske modtræk mod henholdsvis den virksomhed, som enkedronning Dorothea under tronledigheden efter Christian I’s død udfoldede til støtte for sin yngre søn Frederik, og mod de af denne senerehen rejste krav på kompensation med nærmere bestemte landsdele.41
Mens der kan opregnes flere eksempler fra det 15. århundrede på, at kongemagten og rigsrådet søgte støtte hos landstingene, blev det mod århundredets slutning sjældnere, at landstingene blev konsulteret. Nu trådte rettertingene og rigsrådet som domstol og fortolker af love og regler stærkere frem.42
Frie og ufrie
De fire stænder omtales med omtrent faste formler flere gange i Christian I’s regeringstid, eksempelvis nævnes i 1466-forordningen “de ærværdige fædre biskopper, abbeder og menige klerke, riddere, svende, købstadsmænd, bønder og menige almue i Jylland”. Herrestænderne blev kraftigt tilgodeset, og det var utvivlsomt også dem, der havde formuleret artiklerne og anmodet om kongelig stadfæstelse.43
Hvorledes det stænderdelte samfund konkret fungerede i det daglige i senmiddelalderen, er ikke ganske klart, men takket være mange undersøgelser i de seneste årtier er de hierarkiske og sociale forhold inden for de enkelte stændergrupper og i forhold til deres undergivne fæstebønder blevet afdækket. Aristokratiseringen af adelen og bispegruppen samt kongemagtens støtte til borgmestre og rådmænd – i Malmø fik de f.eks. af Erik af Pommern ret til at bære guldkæder som symbol på deres værdighed – pågik i det 15. århundrede, og rigsrådsadel og højgejstlighed forstod generelt i kølvandet på agrarkrisen fra midten af det 14. århundrede at udnytte den sociale og økonomiske udvikling til egen standsfordel. Hvor skellet hidtil lå mellem gejstlighed, adel og købstadsmænd på den ene side og almuen som den lavest rangerende og uprivilegerede stand på den anden side, spores det mod slutningen af det 15. århundrede, at nye samfundsstrukturer var på vej. Forklaringen er, at de øverste stænder afgrænsede sig mere og mere og lukkede af for tilgang. Også byernes borgmestre og rådmænd
