lader udviklingen af stændersamfundet sig iagttage i kong Hans’ håndfæstning fra 1483. Her finder man i modsætning til tidligere nye udtryk for det afgørende skel i befolkningen, som var vokset frem, idet håndfæstningen betegner medlemmer af borger- og bondestand dels som vanbyrdige og dels som ufrie i forhold til de to privilegerede herrestænder. Medlemmer af de to sidstnævnte var principielt født frie og af fornem byrd, skønt det stadig var muligt at opnå adelig frihed ved kongelig gunst og nåde samt prælatværdighed i kraft af uddannelse. Men ingen ufri måtte købe eller tilpante sig frit (det vil sige adeligt) jordegods, og kongen måtte “ikke drage adelen nogen vanbyrdig over hovedet”. Herremanden blev i jurisdiktionel henseende, som det er blevet udtrykt, “konge over egen landbo”, dog med undtagelse af de retssager, der specielt hørte under kongen, nemlig fredkøb og 40-markssager. Ved personlige privilegier kunne der yderligere ydes den enkelte herremand fuld kongelig ret. I kraft af godsejernes udstrakte myndighedsret og deres mangeartede former for herlighedsrettigheder, hvortil kom monopol på opfedning og salg af øksne og fritagelse for forbudet mod landkøb m.m., var bondestanden godt på vej til at blive umyndiggjort og økonomisk prisgivet jordejerne. Hertil kom yderligere en række statslige snærende bånd på bønderne.45
Christian II forsøgte med stænderlovgivning at rette op på overgreb, først og fremmest ved at fastlægge bestemmelser om en klar erhvervsmæssig funktionsdeling mellem stænderne og ved sine forsøg på en vis bondebeskyttelse, hvilket dog ikke lod sig nedfælde i privilegierammer. Kongen havde ikke held med sine initiativer, og de nye magthavere gennemførte først flere år senere nødvendig lovgivning på området. Christian III’s håndfæstning fra 1536 indvarslede perioden frem til 1660, som karakteristisk betegnes som “adelsvældens tidsalder”. Rigsrådet og adelen kodificerede det funktionsdelte standssamfund. Landets sociale struktur og produktionssystem grupperedes omkring herregårdene, med fæstebønderne som afgiftsbetalere og arbejdsressourcer og med købmændene som aftagere og eksportører af storlandbrugets overskudsproduktion.46
Den nuancerede sociale udvikling inden for de enkelte stænder mod slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede modsvaredes karakteristisk af en udvidet finans- og kancelliforvaltning. Den kongelige forvaltning blev generelt udbygget og differentieret i senmiddelalderen til at bestride de mange nye og forskellige områder, hvorfra afgifter og indtægter indløb til kongens kammer. Den nuancerede arbejdsdeling i befolkningen fulgtes på denne vis af et udvidet forvaltningsapparat, som dels formåede at varetage den forøgede korrespondance med åbnede og lukkede breve til alle egne af riget, inklusive hertugdømmerne og udlandet, dels var i stand til at føre kontrol med og bogføre tilgangen af skattemidler, indkomster fra told og zise, bøder, byskatter, pantsættelser og mandtalslister.47
Konklusion
Sammenfattende udviklede det danske samfund sig i løbet af det 13. århundrede fra at være et slægtssamfund til at blive et stændersamfund, og det især mod slutningen af århundredet. Erik Klippings håndfæstning fra 1282 synes at være et bedre udgangspunkt for at forstå privilegiesamfundets tilblivelse end håndfæstningerne fra 1320 og 1326, hvor udviklingen terminologisk og forfatningsmæssigt var slået igennem.
Over for kongemagten stod ved indgangen til det 14. århundrede communitas regni, rigets samlede indbyggere. De øverste privilegerede stænder markerede sig politisk, juridisk og økonomisk, mens borgere og bønder uden politisk indflydelse senest fra før midten af århundredet inkluderedes under communitas-begrebet. Hver enkelt samfundsgruppe udgjorde dog et eget communitas, og på denne vis kunne dette begreb under ét også fortsat karakterisere alle grupper og indbyggere i riget. Det danske ord “menighed” svarer i afsvækket form til communitas som udtryk for rigets eller en provins’ samlede befolkning. Stænderdelingen befæstedes i det 15. århundrede, blandt andet under indtryk af konciliær tankegang. I øvrigt synes en mulig påvirkning fra Sverige at have gjort sig gældende fra Christian I’s regeringstid, blandt andet ved tiden for stændermødet i 1468.
Landstingene var fra gammel tid folkelige forsamlinger, og især kongerne Erik af Pommern og Christian I søgte ved henvendelser og ved personligt fremmøde at vinde støtte for deres politik blandt brede kredse i samfundet. Erik af Pommerns bestræbelser i henseende til krigen om Sønderjylland i de første årtier af det 15. århundrede udvidede støtten til monarken, hvortil kommer, at et større rigsråd med flere medlemmer tilsvarende synes at have haft til hensigt at sikre opbakning og støtte til kongens politik. Stænderopdelingen på landstingene kan iagttages under Erik af Pommern og kom under Christian I til udtryk ved, at stænderrepræsentationerne forhandlede stændervis på landstingene.
Fremkomsten af nye samfundsstrukturer mod slutningen af det 15. århundrede modsvaredes generelt af en udbygget kongelig finans- og kancelliforvaltning, som var i stand til at imødegå kravene til administration af et mere nuanceret samfund. Aristokratiseringen og afgrænsningen af herrestænderne i kraft af øgede privilegier og rettigheder på bekostning af bønderne gav sig i 1483 udtryk i, at de to øverste stænder benævntes frie, mens borgere og bønder var ufrie. Landstingene som de gamle folkelige forsamlinger fungerede fortsat ved udbredelsen af vigtige forordninger, men ellers trådte de tydeligvis tilbage til fordel for rettertinget og det højaristokratiske rigsråd som domstol under kongens forsæde.
Summary: Late-medieval Danish social estates
By looking mainly at the terminology in important constitutional documents, the article analyses the development of a society based on social estates in late medieval Denmark. In the High Middle Ages Danish society was constituted by kinship-relations, but during the second half of the thirteenth century it gradually developed into a society based on social estates. It is argued that the King’s Charter from 1282 marks a starting-point when looking at this process, although it is not until 1320 that the four social estates are for the first time constitutionally documented in royal charters. At the beginning of the fourteenth century all inhabitants in the Realm of Denmark were characterised as belonging to the communitas regni. The bishops and the aristocracy, however, secured their political, juridical and economic privileges more and more and were the first to be mentioned separately in diplomas and charters, whereas citizens and peasants still were without political influence and were generally included as belonging to the communitas of the Realm. However, every social group in Danish medieval society fundamentally constituted its own communitas. This concept was still used during the late-medieval period to characterise all social groups and inhabitants in Denmark and not only citizens and peasants. During the fifteenth century the social system of estates was consolidated, and the Danish kings tried to secure political support from the provincial judicial assemblies, the ‘landsting’. At the end of the fifteenth century new structures in society developed and the provincial courts lost most of their judicial influence to the king’s highcourt. The Council of the Realm now represented all inhabitants and social groups (communitates) towards the king. The two most prominent social estates, the clergy and the aristocracy, were at the end of the fifteenth century defined and characterised as free to buy and possess landed estates, whereas this did not apply to citizens and peasants.
1 Troels Dahlerup, De fire stænder 1400-1500, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, red. Olaf Olsen, bind 6, København 1989; Erik Ulsig, Danske Adelsgodser i Middelalderen (Skrifter udgivet af Det historiske Institut ved Københavns Universitet, 2), København 1968. Se i øvrigt Danmark i Senmiddelalderen, red. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Århus 1994, samt Danmark og Europa i Senmiddelalderen, red. Per Ingesman og Bjørn Poulsen, Århus 2000.
