af.
Under oprøret mod Christian 1523 blev det grove skyts taget i anvendelse, og i oprørspartiets propaganda indgik selvsagt også beskyldninger om, at kongen havde opkrævet skatter uden bevilling. Dog virker det påfaldende, at håndfæstningen, det statsretsligt afgørende aktstykke, som det samlede rigsråd beseglede, nøjes med at udpensle det utålelige skattetryk under den afsatte konge, mens man behændigt manøvrerer uden om spørgsmålet om bevillingen. I det store katalog over alle Christian II’s forseelser, som oprørerne i Jylland havde flikket sammen, hed det ellers meget bestemt, at kongen havde “lagt mange, store skatter på den menige mand, Danmarks riges råd uadspurgt og imod deres vilje og samtykke”,11 men kun ved en enkelt lejlighed vovede man påstanden udadtil.
I de proklamationer, der i Frederik I’s navn sendtes til Skåne den 25. august, indgik naturligvis i Christian II’s synderegister, at bønderne tyngedes med svar skat år efter år, men ligesom for at sætte trumf på tilføjes et indigneret: “imod rigsrådets vilje og samtykke”. Kongen tillægges desuden en plan om at udskrive en stående skat, “at hver bonde, både kronens, kirkens og ridderskabets, skulle have givet årlige mere over sin rette udgift fem mark til kronen”.12 Fem marks eller to gyldenskatten var faktisk ikke helt grebet ud af luften. Den drevne propagandist indfletter naturligvis et realistisk træk, og satsen to gylden forekommer virkelig i 1522, om end kun i en omstridt formueskat af de rige bønder. Den årlige landeskat til femdobbelt takst må betragtes som oprørspartiets skræmmebillede og både forfatningsbruddet og det uhyrlige skatteåg “til evig tid” ses som udslag af polemikkens hede. Påstanden om, at rigsrådet direkte skulle have modsat sig de ekstraordinære skatter i Christian II’s sidste år, før oprøret fældede ham, fremsættes åbenlyst i propagandistisk øjemed og bør givetvis tages med det berømte gran salt.
Skattebevillingen som slagmark for en serie dramatiske, parlamentariske opgør udgør altså næppe nogen frugtbar synsvinkel. I stedet bør vi måske anskue rigsrådets prærogativ som en mulighed for at øve indflydelse på de ekstraordinære skatters form. Selv et meget hastigt vue over de fire første oldenborgske monarkers regeringstid afslører, at de ekstraordinære skatter i virkeligheden blev udskrevet forbløffende regelmæssigt.
I tidsrummet 1448 til 1533 følger den ene særskat i hælene på den anden. Normalt hvert andet år, idet pausen på et år benyttedes til at inddrive restancer. Men så snart bordet var ryddet efter forgængeren, skred man med nærmest usvigelig sikkerhed til at udskrive en ny. I 1520’erne nåede man endda op på en frekvens af en årlig beskatning, udskrevet om efteråret og opkrævet den følgende vinter.13 Et galoperende skattetryk, der hang sammen med en næsten permanent, national krisetilstand, men dog også forklares af en verdenshistorisk højkonjunktur. Det danske Østersøvælde sikrede landbrugseksporten, og under det 16. århundredes prisrevolution tjente bønderne gode penge.
De ekstraordinære skatter var altså i virkeligheden højst ordinære. Og alligevel ikke. Princippet fastholdt man, som rigsrådet vel har insisteret på. Hver enkelt skattebevilling blev angrebet som noget helt exceptionelt. Nok blev skatterne udskrevet regelmæssigt, men de ekstraordinære skatters særkende er netop, at de alle var forskellige. Variationer over samme tema, bevares, men hver enkelt skat havde sit særpræg. Satsen afveg en smule, kredsen af skatteydere kunne udvides eller indsnævres. Mon ikke det især var i denne fase, at rigsrådet gjorde sin indflydelse gældende?
Bevillingen af kroningsskatten 1524
Skattebevillingen fra 1519 er enestående ved, at oppositionens betænkeligheder træder frem, men mange andre skatters tilblivelse kan følges ret nøje, selv om vi ikke hører den interne diskussion. Et markant tilfælde er Frederik I’s kroningsskat, der blev bevilget af rigsrådet på herredagen i København i 1524. Formelt var skatten ganske vist netop ikke en kroningsskat, idet man temmelig letsindigt året før havde lovet bønderne, da monark og rigsråd i 1523 som en af den nye konges første regeringshandlinger udskrev en sølvskat, at de til gengæld slap for at yde kroningsskat.14 Løftet blev kun holdt i den forstand, at skattebevillingen det følgende år ikke udtrykkeligt blev kaldt kroningsskat, skønt den ganske klart var det. I det sidste årti før reformationen faldt de ekstraordinære skatter som haglbyger, og for at motivere dem tyede regeringen undertiden til det milde bedrag.
Kroningsskatten af 1524 indgik som mange skatter før og siden i en politisk studehandel. Rigsrådet pressede på for at gennemføre kroningen, der ville knytte Frederik I til riget og tage modet fra Christian II’s tilhængere, mens kongen strittede imod, indtil han fik sikkerhed for at få dækket sine udgifter til det militære opgør året før. Med i billedet hører, at Frederik I til gengæld garanterede den katolske kirkes beståen. Et løfte, der snart skulle vise sig værdiløst, men som prælaterne og deres støtter i rådet desperate klyngede sig til, da det gryende reformationsrøre truede hele det gejstlige kleresi på livet. Kroningsskatten kom altså til verden som resultatet af mange, gustne overlæg.
Frederik I og rigsrådet var gensidigt afhængige, og selve skattebevillingen har næppe affødt den store diskussion. Forhandlingerne drejede sig nok mest om beskatningens omfang. Som det i disse år var regelen snarere end undtagelsen, omfattede kroningsskatten tillige en beskatning af de privilegerede stænder. Går man middelalderens ekstraordinære skatter efter i sømmene, er der ikke mange facetter fra vor tids forkætrede skattevæsen, der savnes. Principielt ansås beskatningen af prælater og adel naturligvis for uhørt og gav anledning til særdeles betænkelige miner i rigsrådet. Betegnende for det anspændte forhold mellem magthaverne forlangte rådet et beseglet brev fra kongens hånd, der i de mest bindende former garanterede, at særbeskatningen af de privilegerede ikke kom til at danne præcedens.
Rådets stærke betænkeligheder røbes meget karakteristisk i den protokol over forhandlingerne mellem Frederik I og rigsrådet, der er ført af et prominent medlem, formentlig Århusbispen Ove Bille. Mærkværdigvis springer protokollen netop forhandlingerne på herredagen i 1524 over, men et par bevarede, originale fragmenter giver dog nogle fingerpeg. Protokollen indskrænker sig til at bringe Frederik I’s garanti, dateret Københavns slot den 21. juli, samme dag som rigsrådets skattebrev udstedtes. Begge dokumenter er store, højtidelige pergamentsbreve, og rigsrådets er forsynet med 32 vedhængende segl.15
Her må indflettes, at kroningsskattens særkende bestod i, at den stillede Frederik I den fastsatte sum af 100.000 gylden eller 250.000 mark i udsigt. Løftet om det enorme beløb har nok medvirket til, at den anonyme prælat eller rettere hans sekretær udstyrede garantien med en overskrift, som på en blanding af latin og dansk understregede sagens alvor. “Recognitio domini regis om de 100.000 gylden et de non amplius taliando episcopos, prelatos, ecclesias, ugedagsmænd, møllere med kongeskat”, hedder det. At skatten temmelig usædvanligt omfattede husmænd og landarbejdere samt de normalt også skattefrie møllere, der betragtedes som funktionærer på herregårdene, var selvfølgelig betænkeligt og måtte ikke gentage sig, men de latinske vendinger udtrykker nok det, som lå det fremtrædende gejstlige medlem af rigsrådet særligt på sinde. “Hr. kongens garanti om ikke yderligere at beskatte biskopper, prælater, kirker”, lyder den latinske tekst meget bestemt.
I det oprindelige udkast var bispernes bidrag betinget af, at skatten ikke nåede op på de 100.000 gylden, “som Danmarks riges råd dog visseligen forser sig til”, som det beroligende forsikres. Men i selve skattebrevet er forbeholdet forsvundet. Bispernes krav på særbehandling er nok blevet mødt med et kongeligt vredesudbrud, og deres bidrag indbetaltes da også ganske regulært i løbet af efteråret og vinteren på lige fod med skatterne af
